Hemmelighedsfulde legender

Ukrainske Drudkh er blandt de mest ægte black metal-grupper i historien, hvis man dømmer ud fra deres indædte afstandtagen fra kommercialisering. Drudkh spiller ikke koncerter, giver ikke interviews og tager ikke billeder. Bare det at finde ud af hvad navnet ”Drudkh” betyder, er en mission. Allmusic.com hævder, ”Drudkh” er sanskrit for ”træ” eller ”skov” (eng. ”wood”), men hvor gruppen har det fra er en gåde. Uanset etymologi er Drudkhs ellevte studiealbum, They Often See Dreams of The Spring, en realitet, og titlen kunne ikke passe bedre.

Langstrakt… og langtrukkent

Drudkhs slaviske hedningemetal har altid bygget på lange sange, sørgmodige akkorder og melodier samt de sædvanlige black metal-kendetegn. På Spring ændrer de absolut ingenting; ”Nakryta Neba Burym Dakhom” indleder albummet med en fængende, melankolsk melodi spillet af to lyse guitarstemmer. Snart får de smukt følgeskab af rytmegruppen, bestående af en dybere guitarstemme, trommer og sågar en bas. Når vokalerne kommer ind i billedet har man det perfekte eksempel på den dualitet, der hersker i black metal: Det er tænkt til at være chokerende og frastødende, men ender med at være dragende og æstetisk.

Åbningsnummeret vidner om én af albummets største styrker: Progressionerne er gennemtænkte og velfungerende, både fra akkord til akkord og fra stykke til stykke. Også fra sang til sang er progressionen tilfredsstillende; nummer fire, ”Za Zoreyu Scho Striloyu Syaye”, besidder en nærmest ærefrygtig stemning, som er fremragende placeret og udført. Der er ikke to sange, stykker eller akkordprogressioner, som lyder ens, hvilket er bydende nødvendigt, for med blot fem sange fordelt på tre kvarter går det ikke an at de minder om hinanden.

Men individuelt balancerer sangene ofte på grænsen til det langtrukne, og træder desværre flere gange over. ”Nakryta” indeholder et fireminutters mellemstykke, som veksler mellem blot to forskellige rytmefigurer uden vokaler. Her klarer Drudkh frisag – i hvert fald hos den opmærksomme lytter – takket være trommeslager Vlads innovationer, men ikke alle sangene slipper så elegant fra det. Som Spring skrider frem, længes jeg derfor i stigende grad efter variation. Alting er spillet i 4/4, og hver akkord holdes som regel i to takter. Dette bidrager til at gøre musikken mere langstrakt, men uden tilstrækkelig variation bliver det langstrakte af og til langtrukkent.

Jeg vil ikke dvæle længere ved produktionen end nødvendigt. Af og til, navnlig i åbningsnummeret, står én lys guitarstemme særlig tydeligt frem i mikset, mens den anden knapt kan anes.  Jeg ved selvsagt ikke hvad lytteren går glip af, men jeg tvivler på det gør musikken en tjeneste.

Drudkh tilfredsstiller

Drudkh demonstrerer hvad de er bedst til, og det lykkes dem for det meste at holde lytteren interesseret. Enkelte øjeblikke er helt oppe at ringe, mens andre enkelte øjeblikke savner en anelse innovation. Der er intet nummer på dette album, der falder igennem, men kun nummer ét og fire kommer op at bide skeer med Drudkhs klassiske værker. Er du Drudkh-fan vil du blive glad for Spring. Ellers anbefaler jeg dig at begynde med deres legendariske debut, Forgotten Legends.