Bare det sædvanlige, tak

”Jeg er klar til at blive såret igen”, proklamerede jeg i min anmeldelse af Drudkhs seneste album, All Belong to the Night, med henvisning til de eksperimenterende tendenser, der har været kendetegnende for ukrainernes seneste par udspil. ”Tilbage til de gamle dyder!”, råbte den lidet omstilllingsparate anmelder fra sit elfenbenstårn. Men ak, Roman Saenko & co. havde fået hældt vodka på havregrynene, inden de satte sig bag mikserpulten, og derfor vil All Belong to the Night hovedsageligt blive husket for den mest skramlede og dåsede lyd i mands minde. Der var dog alligevel et lille spir af håb, for den horrible lyd til trods havde albummet en skarphed og en appel, der i glimt gav associationer til bandets guldalder. Det var bare uforløst. Forløst bliver det heldigvis på Shadow Play, der er den bedste udgivelse, ukrainerne har præsteret i mere end 10 år.

Et album om livets skyggesider og frelsen derfra

Det står hurtigt klart, at jeg langt hen ad vejen endelig har fået mit ønske om en tilbagevenden til det, som engang var (no pun intended), opfyldt. For Shadow Play besidder rigtig mange af de kvaliteter, der gjorde Drudkhs tidlige værker så ikoniske. Albummet lægger fra land med ”Scattering the Ashes”, hvor lyden af fodspor, snøften og raslen af blade langsomt blander sig med en sagte guitarlyd og ambient keyboard, der træder ind i baggrunden. En kold vinterdag, hvor nogen er i gang med at sprede aske. Men asken fra hvad – eller hvem? Den sammenbidte sorg over det, der er gået til i flammerne, lægger sig over lytteren som en tung dyne af melankoli. Men midt i sorgen er der også et trodsigt mod; en erkendelse af, at livet, hvor end smertefuldt, går videre. Noget nyt må og skal rejse sig fra asken. Herefter følger en veritabel tour de force udi alle de klassiske Drudkh-dyder. De storslåede kompositioner og det dynamiske sammenspil mellem de aggressive trommer og de atmosfæriske guitarmelodier på ”April”, ”The Eve” og ”The Thirst” giver et lydbillede, der er lige så volatilt, som det er intimt, konstant vekslende mellem det sorgfulde og det håbefulde. Produktionen er aldeles upåklagelig, og alle instrumenterne går knivskarpt igennem, også selvom Thurios’ vokal ligger noget højere i mikset, end den plejer. Midterstykkerne ”The Exile” og ”Fallen Blossom” har noget mere ”in your face”-energi end de øvrige numre, og det er bestemt ikke uklædeligt. Generelt er det værd at hæfte sig ved albummets rytme- og trommesektion, der er markant mere dynamisk og letbenet end tidligere, og som forekommer mig at være en hyldest til den forhenværende – og nu afdøde – trommeslager Amorths arbejde på Autumn Aurora og Blood in Our Wells. Den aggressive kadence på trommerne er med til at sikre, at Drudkh ikke svælger for meget i melankolien, men på subtil vis får indarbejdet en særegen optimisme og varme i lyden; en aura af eksistentiel triumf, som når de første blade på træerne kigger frem i forårsolen efter en lang, nådesløs vinter.

Der er ikke kritikpunkter i overflod på Shadow Play, men når man har at gøre med en lille times spilletid fordelt på i alt seks numre, vil der altid være en risiko for repetition. Det er desværre også tilfældet her. ”April” og ”The Eve” minder så meget om hinanden, særligt i deres åbning, at jeg i starten troede, at det samme nummer ved en fejl var blevet inkluderet to gange. Og det er et mønster, der går igen andre steder på pladen. Det forplumrer selvfølgelig helhedsoplevelsen en smule, men trods alt ikke mere, end at der kun er tale om et mindre irritationsmoment. På bundlinjen står stadigvæk, at Drudkh har skabt et særdeles veludført album, hvor tekniske kraftudfoldelser og storladen melankoli går op i en højere enhed.

En ny dag gryer

Henset til Drudkhs fascination af ukrainsk folkekultur og hedensk mytologi er det næppe tilfældigt, at Shadow Play bliver udgivet den 21. marts, der markerer forårsjævndøgnet på den nordlige halvkugle. Datoen varsler en ny sæson, et nyt liv, og således måske også en ny æra for Drudkh, der efter mere end 20 års aktivitet virker til at være nået hele vejen rundt i sin musikalske cyklus. Et flot og gennemarbejdet værk, der enkelte skønhedsfejl til trods fremstår som Drudkhs mest helstøbte præstation i nyere tid.