Det stof, mareridt er gjort af
De har jagtet og nedlagt drager. De har solgt deres sjæl til Djævlen og nedfældet fortællingerne herom i den store bog om heavy metal. Og så har de i øvrigt danset tæt med Helena Paparizou, den græske vinder af Eurovision 2005. Joh, Dream Evil har så sandelig levet på de vilde vover tilbage i starten af 00’erne. Siden United – hvorpå frontmand Niklas Isfeldt netop fik mulighed for at udleve sin indre grandprixdrøm qua fortolkningen af ”My Number One” – er gassen dog gået noget af ballonen. På samme vis har kontakten med den danske scene været temmelig sparsom, hvorfor lukketjansen på sidste års udgave af Epic Fest udgjorde gruppens første besøg siden 2018. Metal Gods er syvende album i rækken, men blot det tredje siden 2006 (de øvrige to værende In The Night, 2010 og Six, 2017).
Himmelråbende heltekvad
Hele essensen af Dream Evil har alle dage været krigsfabler, kampkvad og nostalgisk kærlighed til ’trve metal’. Traditioner, Metal Gods insisterende holder i hævd gennem den svulstige åbningshymne ”Metal Gods”. Som en rytmisk opdateret version af ”The Book of Heavy Metal” hyldes herpå tidlige værker af metallens gyldne guder (læs: Priest, Maiden og Manowar). I direkte forlængelse opsummerer ”Chosen Force” på glimrende vis den anden side af mønten: en tur ned ad mindernes allé. Det virker dermed evident, at titlen sværmer om klassikeren ”The Chosen Ones” fra Dragonslayer såvel som lukkeren på In The Night, ”The Unchosen One”. Eksekveringerne på nærværende album må dog betegnes som en lettere skuffende omgang, idet der foruden manglende variation i vers og refræn savnes C-stykker, der for alvor fanger an.
Tiden har til gengæld været Isfeldt nådig, og hans vokal fremstår nøjagtig så viril og skarp som for 20 år siden. Samtidig minder debuterende trommeslager Sören Fardvik os tydeligt om, at svenskernes storhedstid ligger lige så langt tilbage. Bevares, opgaven løses såmænd uden de store dikkedarer, men det må til stadighed være en utaknemmelig opgave at træde i fodsporene af selveste Snowy Shaw, der på gruppens første tre skiver var et decideret bæst bag gryderne. Jeg hæfter mig desuden ved, at færdighederne udi fængende sang- og riffskrivning efterhånden er ved at være godt tilsandede. Vi skal således frem til sjette skæring, ”Masters of Arms”, førend de skæve rytmestrukturer formår at ændre en smule på det billede. Om end onde tunger muligvis vil hviske, at ’Isfeldt fremstår som ICA-udgaven af Halford’, eller at ’nummeret kun med nød og næppe kunne komme med på et afbud hos Invicible Shield’, får vi ikke desto mindre albummets hidtil bedste solo og C-stykke.
At fremhæve fordelene besværliggøres dog betragteligt, som skiven snurrer videre. Selv et ellers tilforladeligt ’Priest-jam’ som ”Born in Hell” tumler rundt i lyrik så helt igennem sjælløs, at selv ChatGPT ville protestere. Guderne må vide, hvordan Dream Evil trods deres store erfaring og syv lange år til rådighed kun formår at levere et så helt igennem generisk og blodfattigt produkt. Forundringen overstiges velsagtens kun af nummeret ”Night Stalker” om den berygtede seriemorder med samme tilnavn. Placeret midt imellem to tåkrummende beretninger om forliste parforhold! Selv hvis vi ser bort fra de dybt foruroligende undertoner, så harmonerer bandleder Fredrik Nordströms udtalelse, om at familielivet har haft prioritet over de seneste år, glimrende med den sidste såvel som den samlede oplevelse.
Blasfemisk bommert
Det er en ny virkelighed, Dream Evil er vågnet op til. En virkelighed, de ikke synes gearede til at gøre sig gældende i, endsige overhovedet begå sig i. En ting er at spille jævnt efter repetitive og dermed forudsigelige skabeloner. Det i sig selv er dybt skuffende, når man ved, hvad bagkataloget ellers rummer. Læg dertil den ulidelige leflen for tungmetallens sande helte. Uden at svinge studenterhuen, så tror jeg, vi har fanget den! Noget ganske andet er den subtile dualitet, der giver mistanke om et stærkt forvrænget selvbillede. Metal Gods er milevidt fra at komme betragtning som magnum opus og så afgjort ikke adgangsgivende bevis til de hellige haller. Dream Evil har helt sikkert stadig en smal skare af trofaste disciple, og de kommer givetvis også til at omfavne dette album. For overtegnende står sagen dog ganske klar: Nøjagtig som under besøget på Gimle illustrerer Metal Gods til fulde et band komplet ude af takt med tidsånden og dermed balancerende faretruende tæt på randen af irrelevansens sorte afgrund.
