Devin Townsend spiller koncert i Amager Bio, København S .
Devin Townsend - Empath

Empath

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Frank Zappa på steroider

Metalfans bliver ofte beskyldt for at være konservative og genre-puritanske. Men hvis det virkelig er sandt, så er det svært forstå, hvordan den musikalske kamæleon Devin Townsend har opnået så stor popularitet, som tilfældet er siden starten med Strapping Young Lad tilbage i 1995. Han er produktiv og kreativ som få, og har dermed vel altid fremstået som metalverdenens svar på Frank Zappa. Lidt afhængig af hvad man tæller med, udgiver han nu sit studiealbum nummer 25, Empath.

Spænd sikkerhedsselen 

Har du et anstrengt forhold til musicals og Disney-soundtracks af den mere højstemte slags, så vil der være en del passager på Empath, der vil sætte din rummelighed på prøve. Men hvis du har et åbent sind og er parat til den totale genre-sammenblanding, så venter der som altid med Devin Townsend store oplevelser.

Allerede åbningsnummeret ”Castaway” formår at få David Gilmour-guitar, olietønder, japansk shamisen, slideguitar og et Disneys Juleshow-kor til både at hænge sammen og give mening. Og det var så bare det første minut. ”Genesis” fortsætter med den store Townsend-palette: metal-riffs, blastbeats, electronica, eksotiske rytmer, kæmpekor og konstante stemningsskift. Imponerende start. De to første numre fungerer dermed som et varsel: spænd sikkerhedsselerne for det her album kaster ALT, hvad Devin har at byde på i hovedet på lytteren.

Singlen ”Evermore” byder på næsten operette-stemning krydret med maniske rytmer og underlig instrumentering, men formår alligevel at lyde som et hit. Jeg har lyttet til den sang mindst 15 gange og fatter stadig ikke, hvordan manden gør det, men man må bare bøje sig i støvet og konstatere, at det fungerer. Et af de mange andre højdepunkter er den 11 minutter lange ”Borderlands”, der er opbygget omkring ét centralt og helt igennem fantastisk riff, der går igen i flere forskellige sammenhænge. Pladens indtil videre længste nummer er, selvfølgelig, klart det mindst omskiftelige men samtidig virkelig velkomponeret.

Empath er dog ikke en rose uden torne. ”Why” er en overgearet omgang kabaret-gøgl, hvor Devin udlever sin indre Stig Rossen. Men bare fordi man kan noget – og tag ikke fejl, han har stemmen til det – er det ikke sikkert, det er en god ide at gøre det. Det 23 minutter lange afslutningsnummer, ”Singularity”, starter smukt med at genbruge melodilinjen fra åbneren ”Castaway”, og er et nummer der konstant udvikler sig næsten uden repetition. Desværre er den alt for langtrukken og, selv for Devin Townsend, bare en tand for underlig.

En muse i kælderen er bedre end…

”Singularity” skal dog lige som resten af albummet ikke beskrives men høres, og det med fuld opmærksomhed. Produktionen på Empath er perfekt, og det musikalske niveau er, helt som forventet, tårnhøjt. Det er et album, der virker som en bevidst opsummering af alt, hvad Devin Townsend har præsteret i løbet af sin omskiftelige og imponerende karriere. Men det er alligevel, som om han flere steder gaber over for meget. Det lyder, som om det er lykkedes ham at spærre alle ni græske muser inde i sin kælder og derefter tære på deres guddommelige inspiration. Men måske havde bare én muse været godt nok?

 

Tracklist

  1. Castaway
  2. Genesis
  3. Spirits Will Collide
  4. Evermore
  5. Sprite
  6. Hear Me
  7. Why?
  8. Borderlands
  9. Requiem
  10. Singularity

Kommentarer (1)

Julian Hansen

Hans svageste siden hans ambient plader

Jeg har været inkaneret Devin fan siden 2003/2004. Startede med Strapping Young Lad, opdagede kort tid efter hans solo projekter og købte hver en plade.

Han stoppede med at ryge weed og drikke sprut, hans bedste valg nogen sinde for hans liv, bare ikke for hans musik som mangler nerve og vitalitet nu. Rigtig meget godt interessant musik at hente i hans DTP discografi. Hans første plader "Ki, Addicted, Epicloud, Deconstruction og Ghost/Casualties of Cool" Var gode bekendtskaber, kunne også godt lide Sky Blue/Ziltoid 2, og enkelte numre fra Transcnendence. Stormbending, Secret Sciences f.eks. Men jeg synes han har taget et par skridt tilbage hvad sangskrivning og ideer angår på Empath. Genesis er fedt, også Evermore og Borderland er en anderledes men virkelig interessant sang selvom den er weird. Men intet i min optik i forhold til City/Ocean Machine dagende i slut halvfemserne. Jeg er fan af ungdommelig vildskab, men vigtigt han stadig udgiver albums, da han stadig er en af verdens bedste sangere og musikere.

Tilføj kommentar