Musikkens klovnekonge
Devin Townsend tilhører en lille gruppe af meget produktive musikere. Ligesom Frank Zappa, Osees (John Dwyer), King Gizzard & the Lizard Wizard og Fucked Up er manden hamrende aktiv på udgivelsesfronten. Alt efter hvad man tæller med, nærmer han sig stærkt sin 30. soloudgivelse. Townsend fortæller i et interview, at turné blot er midlet, der muliggør skabelsen af ny musik. Manden har et behov for konstant at være i gang med nyt materiale. Og halleluja, derfor får vi PowerNerd.
No more Ziltoid
Canadieren gakker rundt klædt som en kikset superhelt i den glade ’amatør’-video til ”PowerNerd”. Et godt og nemt tilgængeligt nummer, der har mindelser om Zakk Wyldes tid som førstemand for Ozzy. Overtoner ad h…… til, mens nummeret som helhed er en solid omgang radiovenlig heavyrock. Det lettilgængelige ligger både i den simple sangstruktur og i lyden, hvor guitarerne nok har bund, men på alle tidspunkter matches af en omgang synth. En model, albummet er skåret over, og som den trælse ”Gratitude” kører helt ud. Den kunne have sagtens have vundet det europæiske Melodi Grand Prix. Bortset fra at manden er canadier. Men generelt er der fuld power på den poppede rock: ”Young Lover” er vers-omkvæd-modellen, det sidste desværre med en irriterende lilletrommelyd på omkvædet, mens ”Ubelia” rejser det storladne popunivers til en kvalm guldmedalje. Heldigvis er der ”Jainism”, en pæn, stemningsfuld og velkomponeret semi-metalhymne. Man hører næsten Korn fra Untouchables-perioden i omkvædets vokal, riff og lyd.
PowerNerd har kun sporadiske glimt af tidligere kendte klovnerier. Her er der ikke meget ’Simpsons-møder-South-Park-møder-Mr.-Bungle’. Videoen til titelnummeret er sjov, men det er kun afslutteren, der dyrker det rene vanvid. Vanvid forklædt som The Beatles, for hold kæft hvor ”Ruby Quaker” er The Beatles. Tænk ”Blackbird”, men lige et lille skridt til den sjove side, og man må næsten grine både af Townsends autentiske McCartney-vokal, og især af skiftet til rockabilly efter det første Beatles-minut. Klovneriet får fuld skrue, da der går ren død i den til sidst. Halløj, mand, hvor Townsend dog er den ukronede klovnekonge blandt ekvilibristerne. Og selvfølgelig handler sangen om kaffe. Både tekst og musik er så langt ude, at det netop er hamrende indlysende. Pletskud.
Poppede vers og omkvæd
Der er langt til Townsends mere vilde og excentriske udgivelser som Strapping Young Lad eller den særdeles eklektiske Ziltoid the Omniscient, så det er noget af en overraskelse med et stringent og poppet metalalbum. Den tanke, at Townsend er lige så glad for sit orgel som for sin guitar, er nærliggende. Albummet er ’finsk’ i udtrykket, lidt for pænt og lidt for meget. Bevares, det har sine bjergtoppe, men med tilhørende bakkedale og vil givetvis tiltale P3-segmentet samt de popmetal-glade tyskere. Voldsomt metallisk er det på ingen måde.
