Vous aimez köttbullar?
Da Gothenborg-metallen blev født, var det intet mindre end en revolution. En genre så melodisk, så rifftung og så følsom, at selv de mest hærdede headbangere måtte knibe en tåre bag deres duggede solbriller. Navnet blev synonymt med den nye bølge, men hvis vi skal være brutalt ærlige, så har genren ikke rykket sig mange tommer siden starten af 00’erne. Folk nævner stadig den hellige treenighed: Dark Tranquility, At the Gates og In Flames. Men hvis man løfter blikket lidt og vover sig uden for Sveriges trygge grænser, findes der faktisk flere bands, som gerne vil lege med, heriblandt Destinity. Franskmændene begyndte som et black metal-band, men skiftede hurtigt deres baguette ud med köttbullar og inkorporerede genren i deres gener. Nu er de aktuelle med deres tiende album, Ascension, som er så klassisk og arketypisk Gothenborg-metal, som det er fysisk muligt at lave.
Hvor fanden er Stanne, når man skal bruge ham!?
Melodiske guitarriffs? Tjek. Konsekvent hurtigt tempo? Tjek. Storladne omkvæd? Tjek. Ascension sætter flueben ved alle Gothenborg-klichéerne, og det gør det faktisk med stil. Albummet byder på flere højdepunkter som den atmosfæriske ”Everdark” eller ”Final Fiction”, der lyder, som om de kunne have sneget sig direkte ind på Dark Tranquilitys Construct-plade, uden at nogen havde opdaget det. Bevares, det er retro, og ja, du kan nærmest gætte, hvordan næste riff kommer til at fungere, men det lyder stadig drøngodt. Destinity spiller professionelt, og produktionen rammer plet som en svensk snigskytte på en sneklædt mark. Kunne man ønske sig mere bid i teksterne? Absolut. Men respekt for at visionen er ført i mål så solidt. Når det er sagt, savner man altså Michael Stannes vokal eller sågar en ung Anders Fridén. Ikke fordi Destinitys forsanger, Mick Caesare, gør et dårligt stykke arbejde – tværtimod – men man sidder konstant med følelsen af, at franskmændene kunne være noget mere end bare et glimrende copy/paste svensk melodisk dødsmetalband. De mangler lige den sidste snert af sensation som eksempelvis Mikael Stannes vokal, atmosfæren fra Atoma eller At The Gates’ rendyrkede brutalitet.
Destinity har dog formået at levere en af de bedste instrumental-introer, jeg har hørt længe, i form af det eponyme nummer ”Ascension”. En kort intro, der fletter sig mesterligt sammen med ”Light Up The Sky” og giver en vaskeægte 1-2 combo med charme, tempo og lækre riffs. Bandets guitarister, Zephiros og Seb, fortjener ros: der er ikke en finger at sætte på de mange solide riffs, selvom det ikke just er nyskabende. Men ønskede man det, var det næppe Gothenborg-genren, man dykkede ned i. Det eneste nummer, der for alvor trækker ned, er ”Children of the Sun” featuring Deathless Legacy. Det savner for alvor bid i omkvædet og burde ikke være en del af udgivelsen. Så nemt kan det siges!
Old school compétition
Selvom Destinitys navn ikke helt runger som Dark Tranquility eller At The Gates, er Ascension faktisk ikke kvalitetsmæssigt langt væk fra et nyere værk som Endtime Signals. Det er old school Gothenborg-metal uden dikkedarer, der straks vækker minder hos en 36-årig knægt som mig. Og nogle gange er den effekt stærkere, end man lige går og tror. Og det tæller også for noget!
