Vi venter li’ lith længere
Jysk sindighed fik en ny betydning i 2022, da Defacing God – syv år inde i karrieren – endelig begunstigede Dannevang med debutudgivelsen The Resurrection of Lilith. Fire vintre er sidenhen passeret, og nu står aalborgenserne på spring med opfølgeren Darkness Is My Crown. Indre konflikt, tab, transformation og modstand udgør denne gang omdrejningspunkterne, og det holder stik. Heksekultisterne fra Nordens Paris har i processen ofret øksesvinger Signar Petersen, der forrige år blev erstattet af Jakob ’Batten’ fra Illdisposed. Om rokaden og det nye værk har skabt ekstra opmærksomhed, må tiden vise, men uanset hvad optræder Defacing God som årets ubestridte hovednavn, når Metalized Tour løber af stablen til april. Før Train blænder ned for belysningen, skal vi dog først lige have taget et kig på, hvad der gemmer sig bag låge nummer to.
En krone for dine tanker
Med sin kulsorte atmosfære, bestialske blastbeats, tonstunge tremolo picking og en edderspændt Sandie Gjørtz i front fremstår Defacing God på mange måder forfriskende udanske. Og det ment med størst mulig affektion i disse politisk korrekte tider, hvor semantik af den slags er blevet stemplet som ’fy-ord’ igen. Bevares, Gjørtz skråler fortsat som snydt ud af næsen på Angela Gossow, ligesom der også kun hersker ringe tvivl om de øvrige rollemodeller i Dimmu Borgir, Cradle of Filth og Carach Angren. Især nordmændenes symfoniske klangflader og briternes ærkevictorianske horroræstetik danner til stadighed rammen om nordjydernes grundlæggende udtryk. Mon ikke ”Malediction Manor” tjener som ganske godt eksempel derpå? ”It Comes At Night” fremstår som et af de mere dynamiske numre med fine rytmiske strukturer og okkult stemning, men selv her glider intensiteten af og til over i rudimentære og repetitive mønstre.
De symfoniske elementer er ellers over en bred kam smukt arrangerede og understøtter sådan set udmærket albummets mørke narrativ, men Tue Madsens polerede lydbillede fjerner en smule af den rå kant, der kunne have løftet de dramatiske passager yderligere. På trods af kvintettens internationale profil fornægter det jyske ophav sig ikke. Vi kan således selv i disse omgivelser ikke undsige os ‘boogie-woogie’-bøllerytmikken repræsenteret af ”I See Shadows”. En spøjs spejling op mod det sorte og det svulstige, og forsøget på at sætte lidt lokal kolorit på udtrykket bærer da også i højere grad præg af den skolekomedie, bandet så behændigt formåede at navigere udenom på debuten. ”Hymns of the Memoir” genfinder balancen gennem sit messende kor, trommens ubønhørlige drev og de metalliske skrab i kogekedlen, som tilsammen fremmaner en hypnotisk hekseproces. Om end flygtigt, fornemmer vi her, at Defacing God faktisk har evnerne til at omsætte idé til momentant medrivende handling.
Desværre ender dødsgardisterne i bestræbelserne på at signalere dynamik og dybde indimellem blot med at udsende signalforvirring. Gjørtz og det bagvedliggende kor komplementerer egentlig hinanden fint i forbindelse med ”Your Presence Lingers Here”. Det hele bliver dog periodisk lidt for ’pænt’, og man kan ikke helt undlade at drage parallellen til Eleine, der også mægtigt gerne vil lyde onde og farlige, men ofte forveksler sort med symfonisk eller melodisk metal. Dermed når vi til vejs ende med en vis lettelse over, at vi ikke skal trækkes igennem mere end 03:33 minutter på lukkeren ”The Last Revelation”. For det rækker materialet – og dermed tålmodigheden – simpelthen ikke til. Sjælden fisk i danske farvande, jovist, men der findes intet gyldigt argument for ikke i stedet at puste støvet af LP’erne med de førnævnte forbilleder.
Genbrug er det nye sort
Darkness Is My Crown vil meget og kan en del. Defacing God har styr på symfonisk underlægning, okkulte kulisser og teknisk eksekvering, mens også Sandie Gjørtz’ vokal løfter materialet markant. Alligevel føles albummet mere som en velproduceret montage af kendte greb end som egentlig progression. Der findes bestemt øjeblikke med både pomp og pragt, men desværre neutraliseres de overvejende af gentagelser og et lidt for pænt lydbillede. Resultatet bliver et hæderligt, men ujævnt værk, der lander lige nord for gennemsnittet: Vi takker for processionen og kvitterer med seks halvvejs henkogte kranier. Klæder skaber folk – men en krone gør altså ingen kejser!
