Finsk forlis
Nogle gange undrer man sig over, hvor ting forsvinder hen. Pengene på bankkontoen, håret ved tindingerne eller sågar et mistænkeligt skib, der pludselig er borte fra søkortet. Andre gange kommer det ikke som nogen overraskelse. Toumas Saukkonen, primus motor i Before The Dawn, valgte i 2013 at sænke skuden for at hellige sig sit andet projekt, Wolfheart. En forholdsvis klog beslutning. En mand som Saukkonen kan dog ikke sidde stille, og i 2021 lod han Before The Dawn genopstå fra de døde. Samme år udgav finnerne Stormbringers, som vores anmelder tog overraskende godt imod. Nu er bandet tilbage med Cold Flare Eternal, stadig med Voice of Finland-finalisten Paavo Laapotti ved roret. Spørgsmålet er bare, om rejsen ender som en sejrende søfart eller med finsk forlis?
Deja-vu og hvorfor?
Before The Dawn har altid været et kompetent band, som har stået i skyggen af bands som Insomnium, Ensiferum og Omnium Gatherum. Et anonymt alternativ som en håndværker hyret af kommunen til at fikse taget på skolens rygeskur, men som aldrig får større opgaver tildelt. Det giver god mening, for finnerne har aldrig kreeret en elendig udgivelse, men omvendt heller aldrig skabt et mesterværk. Har dette ændret sig ved rekrutteringen af Paavo Laapotti og hans alsidige vokal? Desværre ikke. Selvom erhvervelsen er et mindre scoop, er Laapottis vokal også bandets akilleshæl. Den er så flot, at man misbruger den så meget som muligt. Et nummer som ”Destination” starter stærkt. Mørkt, tungt og lovende. Men så vælter det hele i omkvædet, som om nogen har blandet sukker i whiskyen. Det bliver for pænt, for poleret, næsten radiovenligt.
Finnerne er bedst, når de tør lade instrumenterne tale for sig selv uden at forcere noget. Overgangen fra vers til guitarsolo i ”Flame Eternal” er fænomental, og netop derfor undrer det, at albummet ellers føles så gammeldags opbygget. Bare fordi man har haft succes med noget tidligere, betyder det ikke, at man konstant skal forsøge at genskabe det. Tværtimod. Finnernes hidtil bedste album, Deadlight, blev udgivet 2007 og blev et stort hit, fordi det eksperimenterede med formlen. Hvorfor ikke hige mere efter dette, især når man har evnerne, som Saukkonen har? Gruppen viser kortvarigt med nummeret ”Stronghold”, at de stadig har nerve, men succesoplevelsen er for kort.
Resultatet er derfor ærketypisk finsk melodød, på godt og ondt. Stort set hvert eneste nummer vækker deja-vu, enten til Before The Dawns eget bagkatalog eller til et væld af andre finske kollegaer. Denne mangel på overraskelser gør ondt, og når bandet ovenikøbet insisterer på både en instrumental intro og outro, ja, så fordamper enhver form for spænding hurtigere end dampen fra en sauna med åben dør. Det ville naturligvis hjælpe, hvis de to instrumentale stykker faktisk havde noget på hjerte, men åbneren, ”Initium”, er intet mindre end intetsigende baggrundsmusik, og lukkeren, ”Ad Infinitum”, lever desværre op til sit navn. Den føles uendelig lang, i forhold til hvad den reelt tilbyder lytteren.
Tampen brænder … ikke
Cold Flare Eternal er en acceptabel udgivelse, som dog niveaumæssigt er langt fra bandets hidtil bedste, førnævnte Deadlight. Flammen brænder ganske vist endnu, men den ulmer snarere, end den fortærer. Det er blevet for sikkert, for pænt, for forudsigeligt. Måske er det på tide, at finnerne smider kompasset over bord og sejler direkte ind i stormen.
