Selvtilfreds er vel også en form for tilfredshed
De fleste kender historien om Narcissus, men skulle du aldrig have hørt navnet før, så kommer der en kort genfortælling her: Narcissus blev født som et smukt individ og uden meget empati. Da han en flot sommerdag afslog en nymfes kærlighedserklæring og knuste hendes hjerte, besluttede Afrodite at hævne sig, og guidede ham derfor ned til en glemt og fjern sø, hvori han druknede sig selv i et forsøg på at omfavne sin egen skønhed. Så grelt er det heldigvis ikke med Cyhra – men paralleller kan sagtens trækkes. For Jake E (tidligere Amaranthe), Jesper Strömblad (tidligere In Flames, p.t. aktuel i The Halo Effect) og resten af kompagniet virker til at være ret selvtilfredse med båsen, de har parkeret i, og det resulterer desværre i, at den svenske Saab kører mere i bakgear end sjette. Da vi 14/11/19 anmeldte Cyhras sidste album, No Halos In Hell, gav vi det syv kranier med en løftet pegefinger vedrørende stigende monotoni. Hvordan er det nu, det engelske ordsprog er? Fool me once, shame on you, fool me twice, shame on me.
En opfølger på alt godt og ondt
No Halos in Hell blev betegnet som en solid opfølger, der skruede drastisk op for de melodiske takter først vist på debutskiven Letters to Myself. Var man en af dem, der var godt tilfreds med slutproduktet sidste gang, er der helt sikkert også positive takter på tredje plade, der ikke er langt fra at kunne være kaldet No Halos in Hell Pt. 2. Jakes vokal er stadig sprød i det mellem-til-høje toneleje, og det kan især høres, når han resolut forcerer den igennem på eksempelvis ”Lets Have My Story Told” eller i slutningen af nummeret ”Ashlight”, hvor det overraskende temposkift faktisk højner niveauet på et ellers let overset nummer. ”Life is a Hurricane”, som er fanebærer for pladen, indkapsler desuden essensen af hele moletjavsen i ét nummer og kunne sagtens ende med at blive en fremtidig fanfavorit, grundet et fængende syng-med-omkvæd kombineret med en flot afsluttende guitarsolo, der runder nummeret godt af. Efter blot et par runder i ringen med den nye skive bliver riffene også hurtigt anerkendt – især på åbningsnummeret ”Ready to Rumble”, som snildt kunne være soundtrack til en ny Rocky-film. Generelt skal bandet have ros for, at skabe fængende melodier de fleste kan være med på.
Hvis man derimod var en af dem (som undertegnede), der havde håbet på en videreudvikling af materialet, bliver man desværre lidt skuffet. Alt er, som det plejer – på godt og ondt.
Både det kraniesmadrende cover og titlen The Vertigo Trigger refererer nemlig til følgeskader af at have været i kontakt med nye højder, og her spænder pladen ben for sig selv, da den byder op til en dans, den egentligt ikke selv har lyst til at deltage i. Tempoet er nemlig generelt én tand lavere end forgængeren i sin helhed. Det er synd, for flere af sangene indledes ellers i et forfriskende tempo for blot at ende med at trave i det samme gamle melodiske balladeterræn, som har sænket et utal af bands igennem tiden. ”The Voice You Need to Hear” går endda så langt ned i tempo, at selv Jakes stemme har svært ved at bære den, og det er ikke godt, når hans stemme i forvejen er den, som skiller Cyhra ud fra mange andre lignende bands såsom Shakra og Nordic Union. Man kan sammenligne hans stemme med Holgers hat og trøje fra Find Holger-bøgerne. Forestil dig lige opgaven uden?
En plade, der fuldender trilogien
Hvis jeg skulle vælge én enkelt plade at sætte på til den kommende sommerfest for personaleforeningen, ville det desværre nok ikke blive The Vertigo Trigger. Mest af alt, fordi jeg frygter, at mine kollegaer ville tro, at det var pladen, der blev spillet sidste år, på ny. Jeg ville desuden foretrække at drikke mig fuld i isvand fremfor at høre en hel aftens musikalsk stilstand, især når evnerne rækker til mere end Cyhras egne ambitioner. Den løftede pegefinger svinger mere resolut denne gang, og derfor må Cyhra trods fin teknik og en god produktionsværdi nøjes med blot seks vemodige kranier efter nøje gennemlytning.