Pepper Keenan er tilbage hos Corrosion Of Conformity - med et brag af en plade!
They´re back!
Historien om Corrosion Of Conformity (COC) er en længere og lidt kringlet fortælling, hvis alle detaljer skal med. Men den kortere version er, at det lille band fra North Carolina, der oprindeligt spillede hardcore og punk, begyndte at blande en del mere stoner/blues-inspireret hard rock ind i deres aggressive udtryk, da guitaristen Pepper Keenan kom med. Hans første medvirken for bandet var på albummet Blind fra 1991, som oplevede lidt fortjent hype efterfølgende, men i 1994 - hvor Keenan nu også var gået hen og blevet forsanger - kom det helt store gennembrud med pladen Deliverance. To år senere kom Wiseblood med endnu mere kommerciel succes, og turne med blandt andet Metallica fulgte efter.
Med årene fokuserede Pepper Keenan dog i stigende grad på sin tjans som guitarist i Down, og i 2005 kom foreløbigt sidste COC-album med Keenan i front.
Men, men, men... Down gik i stå og heldigvis for en masse fans kom Keenan tilbage til COC, som nu endelig er klar med comeback-albummet No Cross No Crown.
På højde med klassikerne
Som den opmærksomme læser nok allerede har spottet på karakteren øverst i denne anmeldelse, så har alle vi fans ikke ventet forgæves. No Cross No Crown er et fantastisk godt album, og det er der rigtig mange grunde til.
Selvfølgelig er der først og fremmest en masse rigtig fede numre. De første to singleudspil fra pladen, “Cast The First Stone” og “Wolf Named Crow”, er skæringer, som er meget karakteristiske for COC og ligger, som resten af pladen, i fin forlængelse af det stilmæssige approach på Deliverance og Wiseblood. “Little Man” og “Forgive Me” viser også på fremragende manér, at bandet har en forfriskende ny energi og generelt virker ovenud motiverede og opsatte på at vise verden, at No Cross No Crown ikke bare er et album, der skal finansiere pensionen. Det er et album med meget på hjerte, og forhåbentlig også starten på en ny æra med COC. Faktisk vil jeg vove den påstand, at pladen godt kan måle sig med de to nævnte mesterværker fra midt halvfemserne. Ja sgu, det er store ord. Men jeg står ved dem.
Derudover skal det nævnes, at pladen, som Deliverance, er opbygget med små akustiske mellemspil hist og pist, der bidrager flot til helhedsoplevelsen og fuldender sammenhængen. Pepper Keenan synger næsten bedre end nogensinde - med imponerende aggresivitet og et, for ham, uhørt flot register. Og sidst, men ikke mindst, så er produktionen og alt det lydmæssige virkelig flot og gennemarbejdet. Ikke flot som i poleret, pænt og prætentiøst, men flot fordi skiven lyder fuldstændig som deres tidligere udgivelser. Keenans stemme, guitarist Woody Weathermans crunch, Reed Mullins trommer og Mike Deans sumpede bas lyder alt sammen som i gamle dage og bidrager til, at enhver fan straks vil føle sig hjemme i COCs univers anno 2018. Virkelig godt gået!
Guf for fans
Ved første gennemlytning vil nogen måske spørge, om ikke der bare er gået Dizzy Mizz Lizzy i den. Jo, det kan umiddelbart godt lyde som om, at bandet har spolet den mentale tid 30 år tilbage og klasket et album sammen med velmagtsdagene som eneste pejlemærke, men giver man pladen lidt længere tid og lader den synke ind, venter der en stor gevinst. Det er COC som vi kender dem, men alligevel nyt. Fans af det gamle, og generelt alle fans af Pepper Keenan-versionen af bandet, må ikke snyde sig selv for No Cross No Crown.
Bandet, der i de tidlige 90’ere formåede at samle både punkere, thrashere og stonere med deres fænomenale blues/metal-crossover, har igen skabt en plade med stærke riffs, fede numre og lækkert groove. Jeg glæder mig som et lille skarn til at se dem på sommerens Copenhell.
