Kvalitet frem for kvantitet - endnu en mesterlig udgivelse fra sludge-veteranerne!

Fra hygge-garageband til sludge-legender

Tilbage i de helt tidlige 90'ere mødtes fem gamle venner fra New Orleans, for at jamme gamle Black Sabbath-numre. Det var Phil Anselmo (Pantera), Pepper Keenan (Corrosion of Conformity), Kirk Windstein og Todd Strange (Crowbar) og Jimmy Bower (Eyehategod). Efter en våd nat i en kammerats garage havde de skrevet tre numre, og med tiden kom der endnu flere. Sangene var alt for gode til blot at blive glemt, så i 1995 resulterede det i debutalbummet NOLA - et hyggeligt lille sideprojekt, der skulle vise sig at blive et legendarisk album af et mindst ligeså legendarisk band.

Sideprojektet der blev et rigtigt band

Siden den stærke debut er Down forlængst blevet et "rigtigt" band. Efter yderligere to skiver i hhv. 2002 og 2007, samt lidt udskiftninger i lineuppet, besluttede de at udgive fire EP'er i stedet for et egentligt full-length album som deres fjerde i alt. Den første af disse, Down IV, part 1 - The Purple EP fra 2012, var en fremragende skive, og nu er det så tid til at se på Down IV, part 2. Det er godt og vel syv måneder siden den udkom, men anmeldes skal den sgu!
Skiven består af seks sange med en samlet varighed på 36 minutter - altså i den fyldige ende når vi snakker EP - men det fungerer upåklageligt, og er et rigtig fornuftigt alternativ til et egentligt album. Væk er alt det unødige fyld, så vi kan forkæles med det bedste Down har at byde på.
Der lægges stærkt ud med "Steeple" - den velkendte og super lækre blanding af sydstats-groove og Toni Iommi-inspireret turbo-blues, blæser en omklud fra allerførste sekund. Derefter får Downs velkendte groove-gear endnu et nøk på "We Knew Him Well", og her er der heller ingen tvivl om, at Phil Anselmo har fået sunget sig varm. Har man nogensinde været i tvivl om mandens berettigelse og format som en af genrens førende frontmænd, kan der roligt startes lidt feltarbejde her.
Down fortsætter pladen ud med lige at give den en tand mere, for hvert nummer de tager hul på. Allerbedst er fjerde skæring "Conjure", hvor den eminente riff-troldmand Pepper Keenan får lov at folde sit vældige riff-arsenal ud. Det er en lang sag på over otte minutter, men er der noget Down kan, så er det at tage lytteren med ud på deres helt egen sludge-legeplads og bygge et nummer op fra bunden, mens man sidder imponeret og nærmest smilende tilbage i ren fryd over deres mesterligt passionerede kompositioner.
Til slut får vi "Bacchanalia", der på typisk Down-manér lukker pladen med et nedskruet tempo, og en sound der mere lyder som et jam end et egentligt nummer. Det er kun seks numre vi har været igennem, men det føles alligevel som et helt og helstøbt album.

Down prøver ikke - de kan bare!

Aldrig har en EP været så gennemført, og på mange måder bedre end et traditionelt album i fuld længde. Downs beslutning om at udgive EP'er bestående af kvalitet frem for kvantitet er genial, og demonstrerer på fornemmeste vis, at det er musikken det handler om og ikke noget som helst andet. Down har altid været et band, der har været mere drevet af passion end ambition, og har absolut intet at bevise over for nogen som helst. De spiller derfor med en løssluppenhed der tillader de fem herrers fælles passion for groove og Sabbath, at mødes i en perfekt symbiose, og det er en fantastisk lytteoplevelse. Hvornår vi får fornøjelsen af Down IV, part 3 vides ikke endnu. Men vi glæder os!

"We Knew Him Well" - første single fra skiven: