Nu går den vilde skattejagt
To ting ved denne årstid står så sikkert som amen i kirken: Detailhandlen sælger julepynt, før bladene overhovedet forlader deres grene – og vi på redaktionen finder vaskepanderne frem for at lede efter det guld, der måtte være sluppet gennem sigten i årets løb. Men indimellem er det ikke bare et enkelt guldkorn, man får siet fra. Sommetider støder man på en hel kiste, der har ligget hengemt i 32 år. Så langt skal vi tilbage for at finde Grin – den hidtil seneste udgivelse fra schweiziske Coroner, pionerer inden for technical thrash og åndeligt beslægtede med institutioner som Voivod og Watchtower. Hobbyvaskeriet har dermed fået karakter af regulær fundopgravning, og spørgsmålet melder sig unægteligt: Er Coroner stadig et urørligt relikvie … eller fremstår Dissonance Theory som ren svovlkis?
Jazzhands i pitten
Fra atmosfæriske horrorflader og industrielle forvrængninger til betontungt thrashfundament. Dissonance Theory lugter umiskendeligt af Bay Area – men bliver heldigvis aldrig rendyrket nostalgi. De klassiske riffstrukturer i et nummer som ”Consequence” har en klar afsender i Testament og Exodus, men trioen sniger hurtigt jazzede brud og krøllede taktarter ind i maskineriet. Det er her, Coroner adskiller sig fra de amerikanske 80’er-ikoner: Hvor Skolnick og Holt sparker døren ind, løfter ledende strengevrider Tommy Vetterli forsigtigt håndtaget, studerer hængslerne nøje … for så at tage en drejning, vi ikke havde set komme. Man kan sige, at albummets første akt spilles med håndbremsen trukket, vel at mærke uden vi mister momentum.
Undervejs løsnes grebet en kende, og så tager tingene pludselig fart. På ”Crisium Bound” folder Vetterli for alvor sin tekniske finesse ud, og Ron Broders vokal – mere Mille Petrozza end Chuck Billy – passer perfekt ind i det patinerede lydbillede. Men i jagten på de avantgardistiske anstrøg ender ensemblet med at præsentere musikken en tand for velfriseret. Flere af de progressive mellemstykker under ”Trinity” er smukke og veludførte, men dræner samtidig intensiteten. Man mærker tydeligt, at Coroners styrker og svagheder udspringer af det samme greb: De insisterer på at raffinere thrashen. De nægter at være simple. Og indimellem trækker kompleksiteten altså mere energi ud, end den tilfører.
Mod slutningen genfinder Coroner deres primale, mere primitive raseri – og det klæder dem. “Renewal” er et studie i katarsis: Væk med det vandkæmmede, frem med thrashens rå hjerteblod. Desværre trækker afslutningen det hele ud i en lidt for lang klaviaturekskursion, som egentlig blot sætter albummets udfordrede balancekundskaber i relief. Dissonance Theory står derfor som en fascinerende dualitet: et værk, hvor Coroner beviser, at de stadig besidder det tekniske overskud og den kunstneriske vision – men også ét, hvor die hard-avantgardismen indimellem spænder ben for det umiddelbare punch i pithøjde.
Vold med værdighed
Dissonance Theory burde i teorien tilfredsstille både battlevestfraktionen, feinschmeckerne udi tech thrash og de progressive akademikere i rullekrave. Når Coroner folder strenge, taktarter og vokal ud, får vi et velkomponeret spil mellem primitiv kraft og matematisk præcision. Samtidig minder albummet os om, at perfektion kan være en tveægget klinge: De progressive og avantgardistiske indslag imponerer, men dræner undertiden momentum og den rå energi. Et bevis på, at Coroner stadig kan levere thrash, der både forekommer intelligent og voldsom, men måske indimellem lidt for velopdragen. Alt i alt er Dissonance Theory et glimrende comeback, selvom man ikke uforbeholdent falder på halen over hvert eneste sekund. 24 karat og kandidat til podieplaceringerne ved AOTY? Næppe! Men svovlkis? Absolut ikke!
