Dødelig dosering af dommedags-deathcore
Cabal er tilbage med sit tredje album. Det er nok ikke en overdrivelse at kalde det københavnske deathcore-ensemble for kongerne af deathcore i Danmark. De har med Mark of Rot (2018) og Drag Me Down (2020) cementeret sig som en magtfaktor i dette segment af core-scenen og tager ingen gidsler med deres lyd eller liveoptræden. Det har også betydet, at bandet er begyndt at få både en del anerkendelse og succes i udlandet, hvor de har været på turné i USA med Ingested og i Storbritannien med Lorna Shore. Derfor er Magno Interitus en meget betydelig treer, da den skal holde det momentum kørende, som bandet har opnået. Ligesom mange andre udgivelser i dette år, så har pandemien inspireret sangskrivningen. Derfor er der gennemgående tematikker som destruktion og dommedag på Magno Interitus – en titel, som kan oversættes til ”Det store forfald”. Det bliver altså 35 intense og dystre minutter i Cabals kompromisløse selskab.
Kongen vender tilbage?
Hvis du er en af dem, som har været nervøs for, at Cabal måske har ændret stil, så kan du i den grad ånde lettet op. Oprigtigt, så er der nok ikke mange, som har tvivlet, og allerede fra første strofe i åbningsnummeret, ”If I Hang, Let Me Swing”, bliver tvivlen nådesløst stranguleret. På bedste traditionelle deathcore-vis starter albummet med et olmt guitarriff, som slår over i tonstunge djent-inspirerede riffs, masser af temposkift, og frontskrigeren, Andreas Bjulver, er ligeså voldsom og intens med sin vokal som altid. Vigtigst af alt, så er der breakdowns i spandevis – Det er på ingen måde en mangelvare på albummet, tværtimod faktisk. Så alt, hvad der kendetegner Cabal, er til stede på dette album allerede fra start.
Et element, hvor Magno Interitus skiller sig ud fra Cabals tidligere udgivelser, er, at der er blevet inkorporeret væsentligt mere atmosfære på albummet. Cabal har tidligere arbejdet sammen med den danske industrial noise-gruppe John Cxnnor, som består af medlemmer fra LLNN. Det samarbejde ser ud til at have båret en masse frugt for Cabal, der har ladet sig inspirere og har skabt en mur af rædselsvækkende maskinelydende larm på mange af numrene, som giver albummet en ægte gyser- og doom-stemning. I denne sammenhæng er det også værd at nævne nummeret “Blod af Mit”, er en feature med John Cxnnor, der lyder meget i stil med de numre, hvor det var Cabal eller Andreas Bjulver, som var den medvirkende part.
På trods af den nye tilføjelse af atmosfære, så lyder albummet rigtig meget som Cabals tidligere værker. Der er hverken store overraskelser eller skuffelser. Det er på mange måder den jævne deathcore-buffet med noget for alle, som har en hang til genren, men der drømmes nemt om mere.
Der er dog et par højdepunkter, som absolut er værd at nævne, for eksempel titelnummeret, som har en feature med Joe Bad fra Autopsy, der passer utrolig godt til Cabals voldsomme lydbillede og bringer et ekstra element af grusomhed til nummeret. Joe og Andreas vokal komplimenterer hinanden overraskende godt, hvilke gør dette til et virkelig hårdtslående nummer. “Exit Wound” er det andet nummer, som er værd at pege på. Lydmæssigt byder Cabal ikke på noget nyt her, men lyrikken omhandler det at være pårørende til en nærtstående person, som begår selvmord. Man får nærmest en “Survivor’s Guilt”-følelse af teksten, og enhver, som har været pårørende til sådan en ulykkelig hændelse, vil nok kunne relatere til lyrikken her. Det er klart det bedste og mest personlige stykke sangtekst, bandet har leveret.
Et trygt, men ensformigt enevælde
Cabal er tilbage, som vi kender dem, men ikke med et banebrydende værk. Det er på mange måder et album, som de har spillet meget sikkert, og det er utvivlsomt et album, næsten alle deres fans vil kunne lide. Der er nogle gode elementer på albummet, men på mange måde føles det, som om der gået lidt formular i deres musik. Drag Me Down (2020) bød på en større variation i lydbilledet, end Magno Interitus gør, og står stærkere som album. Når det er sagt, så er det forståeligt, at de udnytter deres styrker og tager den mere sikre vej. Det er en treer, som cementerer, at de er Danmarks bedste eksportvare indenfor deathcore, og som absolut gør, at de kan holde deres udenlandske relevans ved lige. Musikken er kompromisløs, voldsom og ligeså breakdownfyldt som altid, så der er ingen tvivl om, at albummet passer snorlige med deres altid eksplosive liveoptræden. Modet til at overraske os som lyttere og variationen er dog udeblevet. Tre fulde udgivelser inde i deres karriere, så kunne man godt håbe på endnu mere, fordi de faktisk er yderst kompetente musikere. Så selvom Cabal skaber en masse kaos med deres lyd, så omfavner de lytteren trygt i deres univers, fordi det er blevet en kende for forudsigeligt.
