Metalcore-pionerer

Som en Fugl Fønix har Bleeding Through rejst sig fra den efterhånden kolde aske, i 2013 havde de ellers annonceret, at nu ville de spille deres sidste gigs i løbet af 2014 og derpå trække sig tilbage. Men nu er de tilbage - mere aggressive og fulde af energi end nogensinde.


Bandet blev stiftet tilbage i 1999 under navnet Breakneck, som de meget hurtigt skiftede til det nuværende: Bleeding Through. De blev dengang ikke taget særligt godt imod, idet metalcore- og hardcorescenen stadigvæk var meget lille; men de holdt fast og fik langsomt bygget sig en voksende fanskare op.

Bedst i portioner

Rent musikalsk virker Love Will Kill All virkelig symfonisk og melodisk. Det er svært ikke at rocke med, når pickuppen farer gennem den ene medrivende skæring efter den anden. Desværre er selve albummet ikke helt velproduceret, idet der for eksempel er meget bratte overgange mellem de enkelte skæringer, og flere numre slutter mindst lige så brat, som de begyndte. Denne følelse får man især mellem de to skæringer ”End Us” og ”Cold World”, hvor det nærmest føles, som om den ene sang ikke får lov at slutte, men nærmest afbrydes af den anden.


Albummet er deres ottende i deres 18-årige karriere, og det bærer da også præg af, at de udmærket godt ved, hvordan de skal levere varen. Brandan Schieppati, som er den eneste tilbageværende af det originale line-up, leverer en rå og brutal vokal, som nærmest er selvskrevet til denne musikgenre, og de andre bandmedlemmer virker til at have et ret godt samspil indbyrdes og supplerer hinanden perfekt. Dette til trods, kan albummet som en helhed godt virke lidt kedeligt og ensformigt, hvorimod de enkelte skæringer, når man får taget dem ud og lyttet til dem enkeltvis, faktisk er virkelig gode.


Hvis man netop gør dette, altså lytter til dem enkeltvis, så slipper man også for de bratte overgange, og det leder nærmest tankerne hen på, at det måske har været meningen helt fra starten af, at folk blot skal lytte til enkelt-tracks fra albummet og ikke hele albummet på én gang.


Min personlige favorit er ”Remains”, idet den er så fængende i sin lyd, at den bare ligesom klæber sig til hjernen, og man kan ikke lade være at gå og nynne den længe efter, at man har hørt den - det er virkelig en god kvalitet efter min optik.

Brat opvågning

Det er godt at se Bleeding Through tilbage i studiet og jeg håber da at se mere fra dem i fremtiden. Det faktum, at der var et gennemgående irritationsmoment i form af de bratte afbrydelser og overgange mellem skæringerne, ligger til grund for min karakter, sammen med ensformigheden som helhed. For et album er beregnet til at blive hørt som en helhed og ikke i småbidder, efter min mening, og det var dette album ikke produceret til. Så måske vågnede Fugl Fønix af sin søvn i den kolde aske, men det var noget af en brat opvågning den fik her…