Brølende, brutalt - BAEST

De danske dødsdarlings i BAEST har siden udgivelsen af deres EP Maria Magdalene i 2016 og albumdebuten Danse Macabre i 2018 oplevet en støt stigende succes både i ind- og udland. Herhjemme blev bandet allemandseje, da dokumentaren ”Den Satans Familie” rullede over skærmen, og succesen blev cementeret foran et frådende menneskehav på 2019´s Copenhell. I efteråret 19’ udgav bandet deres andet fuldlængde album, Venenum, der med inspiration fra Dantes Komedie viste en lidt anden side af bandet. Lyden var skarpere, der var skruet op for diskanten, ligesom der også var skruet op for komprimeringen. Det var alt sammen før verden gik i stå, og alt det, vi elsker, blev sat på stand by. Men heldigvis har BAEST brugt tiden fornuftigt og er nu klar med deres tredje langspiller, Necro Sapiens. Spørgsmålet er, om BAEST har formået at holde dampen oppe og igen kan levere en brutal, energisk og hårdtslående omgang dansk død?

Slagtehuset venter

Det korte svar er et stort, rungende ja! Det lidt længere og mere uddybende kommer her. Som tilfældet har været på de tidligere udgivelser fra BAEST, er der også et gennemgående tema på Necro Sapiens. Denne gang er det klassikeren 1984 af George Orwell, der har været hovedinspirationen, og som lytter bliver man med fast hånd fulgt igennem BAESTs endnu mere vanvittige og morbide udgave af den verden, Orwell præsenterer i sin roman.

Albummet åbner med en kort intro, inden nummeret ”Genesis”, som er skabelsesberetningen for de døde mennesker, sparker festen i gang. Nummeret er enormt enkelt i sit udtryk. Der er skåret helt ind til benet – ingen tricks og overflødigt lir. Et letgenkendeligt og melodisk guitarriff kører hen over trommerne, der bygger en tung og groovende rytme op, inden forsanger Simon brøler nummeret i gang, og Svend og Lasse starter de altødelæggende motorsavsguitarer op. Et vanvittigt stærkt nummer, hvor små komplicerede fills på guitarerne og trommerne har måttet lade livet til fordel for det enkle udtryk, og som beviser, at BAEST ikke er bange for at gøre noget nyt. Less is more! Næste skæring er titelsangen, der starter lige på og hårdt, og igen er der skruet ned for tricks og lir. Med dobbeltpedal, tremolo-riffing og ondskabsfuld growl cementerer BAEST, at de har fuldstændigt styr på deres melodiske tilgang til dødsmetal, og uden at det bliver poppet, er nummeret nok albummets bedste bud på et hit. Men smilet stivner hurtigt, når ondskabens hersker, tsaren, introduceres på det næste track, ”Czar”. Det er i øvrigt ham, der pryder albummets cover. Han er en yderst ubehagelig personage, der undertrykker det frie menneske, blot fordi han kan. Tracket åbner med afgrundsdyb vokal, akkompagneret af tonstunge trommer og endnu et melodisk riff. Selvom beskrivelsen lyder som de foregående numre, er det ingenlunde ensformigt. På ”Czar” veksler bandet mellem relativt langsomme stykker efterfulgt af hurtige passager med mere båndsavsguitar og dobbeltpedal. Det skal også bemærkes, at der på dette nummer bliver eksperimenteret med vokalen, hvor blandt andet strubesang er blevet en del af Simons i forvejen imponerende repertoire. 

Sådan kunne jeg fortsætte med de resterende numre på pladen, der over en bred kam er imponerende godt skruet sammen. Desværre tillader antallet af anslag ikke dette. Dog er der stadigvæk et enkelt nummer, der skal fremhæves, nemlig ”Towers of Suffocation”. Det er her, man bliver anbragt, hvis man modsætter sig tsarens onde vilje. Dette nummer er en game changer på albummet. Det enkle udtryk, der præger de første sange, er her sat fuldstændigt til side, og alle de tricks og al den lir, der er blevet sparet på i de foregående numre, bliver her udrullet på overbevisende manér. Hvis ikke man allerede var klar over det, bliver det her krystal klart, at BAEST bare er skidedygtige. Det ene fantastiske guitarriff afløser det andet, inden en svedig guitarsolo løsner lidt op i det massive udtryk, alt sammen på en kaotisk bund af bas og trommer – et helt igennem suverænt nummer. De sidste tre skæringer på pladen, ”Purification through Mutilation”, ”Meathook Massacre” og ”Sea of Vomit”, er alle numre med fuld smæk for skillingen. Det er tungt og groovende, hurtigt og aggressivt og ikke mindst melodisk, letgenkendeligt og fandenivoldsk.

Overbevisende opvisning

BAEST har med Necro Sapiens lavet et fantastisk album, der efter min mening er det bedste til dato fra deres side. Alt bliver leveret med allerstørste overbevisning: guitarerne, trommerne, bas og ikke mindst vokalen. Produktionen er klar og tydelig, og der er skruet lidt ned for diskanten og komprimeringen i forhold til forgængeren, hvilket jeg sætter stor pris på. Ydermere er der en fabelagtig energi på albummet, hvilket blandt andet skyldes måden, hvorpå albummet er blevet indspillet. Modsat tidligere har bandet i denne omgang tracket samtidigt, hvilket vil sige, at det er optaget live i studiet. Det kan i den grad høres på den voldsomt positive energi, der følger de skrækindjagende numre albummet igennem. Alt i alt har BAEST formået at overgå sig selv og leverer med Necro Sapiens et helt igennem fantastisk og gennemført album, hvor der er en tydelig rød tråd hele vejen. Skulle du have lyst til at se og høre mere om Necro Sapiens og BAEST generelt, vil jeg anbefale, at du tjekker vores interview med bandet ud.

Køb LPer med BAEST på Metalvinyl.dk - Følg blot linket HER