Hornene på komedie
I indledningen lader jeg konsekvent som om, at læseren ikke allerede ved, om jeg kan lide albummet eller ej; det virker bare mest naturligt. Men pokker tage det: Baests nye plade er god – rigtig god – og du bør lytte til den når den udkommer fredag. Venenum er baseret på Dante Alighieris Komedie; især dennes beskrivelse af Helvedes ni cirkler. Modsat hos Dante, hvis poesi beskriver sjælens rejse mod Gud, kommer man dog ikke just tættere på himlen af at høre Baest. Jo, hvis man har levet et fromt liv… men det skulle vi alle have tænkt på for længe siden. Velkommen til Helvede!
Morbidt Bæst
Findes der noget bedre end et album, som indleder med møjsommelig opbygning af den helt rette stemning? Ja, der gør, og Venenum tilhører den bedre type – typen, der svinger øksen uden skyggen af ceremoni eller dekoration. ”Vitriol Lament” lægger alle kort på bordet fra begyndelsen: Åbningsriffet legeres med en heftig dosis af Morbid Angels majestætiske og, øhm, morbide sans for ødelæggelse, komplet med et fundament af vekslende blastbeats, dobbeltpedaler og meget mere. C-stykket (og guitartonen, naturligvis) viser, at Baests kærlighed for svensk dødsmetal stadig brænder hedt nok til at smelte isen i den niende cirkel.
Førstesinglen ”Gula” (”Frådseri”) kommer bagefter, med kolossale, taktfaste chugs som en kæmpemæssig kværnende kæbe, der for længst har befriet sig for al mådehold. Det langsomme tempo og generelt enklere guitararbejde bringer trommesættet frem i lyset, og pludselige skift til dobbeltpedaler eller blastbeats samt djævelsk vellydende bækkenarbejde bidrager i høj grad til sangens karakter. Det giver sig selv, at vokalen lyder uhyrlig fra ende til anden, og refræner leveres med så åbenlys ond vilje, at man skal drikke eddike for at finde en grimasse, der kan passe.
”As Above So Below” – anden-single og Chuck Schuldiner-hyldest – indleder meget passende med et stykke, som både melodisk, harmonisk, rytmisk og synkopisk minder om The Sound of Perseverance (hvilket er bevidst – heldigvis for mig). På mange måder er det den mest sigende sang for albummet som helhed. Som den jonglerer Morbid Angel i verset, årgangs-Entombed i broen og Death i omkvædet, er alle nøgleinspirationerne til stede og gjort op, om end Perseverance-lyden besidder en følelsesmæssig knusende karakter, som er atypisk for Baest (det var den også for Death for den sags skyld).
Nå, nu fik jeg plapret grundigt om blot tre numre, så her kommer resten i lynform: Alle sange på albummet er rige på kvalitet og, lige så vigtigt, på afveksling. Titelsangen bringer borende tremolo-riffing sidestillet med unægtelig groove under et meget endegyldigt refræn. ”Heresy” tager afsæt i et langsomt og misantropisk stykke for at eksplodere i svensk riffing med et nik til Entombeds ”Drowned”. Baest ungår gentagelse lige med undtagelse af omkvædene i henholdsvis ”Heresy” og ”Sodomize”, som begge benytter tremolo-riffing i midttempo som grundlag for et ligefremt refræn. Produktionsmæssigt har guitarerne fået en snert mere diskant, hvilket jeg er glad for, mens mikset har fået en snert mere kompression, hvilket jeg er ked af. Selvom mikset generelt er tydeligt
Til pitten og til stuen
For metalfans, der, ligesom jeg, lytter til en ny Baest-plade og omgående tænker den ind i en koncertsammenhæng (det er svært at lade være), er der rigeligt at glæde sig til ved Venenum. For metalfans, der, også ligesom jeg, ønsker at lytte til en ny Baest-plade hjemme i stuen, er der også rigeligt at glæde sig til. Venenum kan prale af otte sange, der alle bidrager med noget særskilt til pladen, og alle som én formår at være både genkendelige og voldelige. Udtrykket balancerer inspirationen fra Sveriges klassicisme med en nyfunden inspiration fra Morbid Angel og stadig lyder som fucking BAEST fra ende til anden. Resultatet er et meget helstøbt album, der underholder gennem hele sin spilletid hvad enten man var med fra demoen eller først kommer nølende nu. Vi ses i Vega, alle sammen.