Alle gode gange tre
Blot to år efter udgivelsen af den glimrende Haven of Lies (som jeg personligt mener fik lidt for hårde ord med på vejen her fra siden) er Wayward Dawn tilbage med sit tredje album, All-Consuming Void. I bedste post-pandemiske stil sætter døds-kvartetten fokus på temaer som ensomhed, angst og afhængighed og den altopslugende negative spiral, som disse følelser kan sætte i gang i det menneskelige sind. Med en spilletid på lidt over en halv time er der ikke mange åndehuller undervejs, så tag en mundfuld luft, og lad os dykke ned under overfladen.
Driftssikker bølledød
Hvis man har læst vores anmeldelse af Royal Metal Fest 2022 (R.I.P.), vil det ikke komme som et chok, at jeg har et blødt punkt for Wayward Dawn. Bandets kompromisløse tilgang til oldschool dødsmetal har altid vakt en stærk følelse af nostalgi i mig og en higen efter den svundne tid, hvor jeg første gang dyppede tæerne i metalsumpen. Svup svup-lyden, når man bevæger sig henover et klistret dansegulv indhyllet i en sur dunst af doven fadøl og urinaltabletter. Stakåndet og storsmilende ud i decembernatten med tre trykkede ribben i bagagen efter en god aften i pitten. En mental pause fra de gængse sociale konventioner og en total overgivelse til den primitive, rå elektricitet, der knitrer i fingerspidserne på enhver ung mand eller kvinde med spørgsmål til livet. Musik, hvor man kan mærke, at man er til. Så kan man da tale om en introduktion, der forpligter, eh? Okay, okay, fint nok. I vil gerne høre lidt om, hvad All-Consuming Void er for en størrelse, og lidt mindre om mine dopamin-triggers. Fair nok.
Som nævnt indledningsvis spiller Wayward Dawn-drengene dødsmetal af den gamle skole. De, der skulle sidde ængstelige derude på skærmene, kan jeg berolige med det samme – de er ikke begyndt at spille soft jazz på deres ældre dage. Albummet er et bombardement af brutal energi, nedstemte guitarer og en Lukas Nysted bag gryderne, der straffer slagtøjet som en besat. Kasper Petersen og Rasmus Johansen udfører et hæderligt stykke arbejde bag mikrofonen, godt hjulpet på vej af Jacob Bredahls (Dead Rat Studios) glimrende produktion. Jeg har dog aldrig været overbevist om, at duoen er den rigtige langsigtede løsning på vokalen, og All-Consuming Void har ikke fået mig til at ændre mening på det punkt. Der mangler noget dybde og autoritet i vokalen til at bryde det meget intense lydbillede, og manglen på vokal variation gør desværre nogle af numrene en smule monotone.
Variation er generelt ikke noget, man finder meget af. Hvor Haven of Lies udmærkede sig med dynamiske riffs (”Ridicule”) og sågar et akustisk indslag (”Bliss”), er All-Consuming Void en mere ensporet affære. Der sker rigtig meget. Hele tiden. Det er 180 kilometer i timen på den tonstunge, intensive lyd, kun afbrudt af enkelte langsommere, mere groovede passager. Det er også i disse passager, at Wayward Dawn præsenterer sig bedst. På de fire numre, der udgør albummets midterstykke (”Cage of Resentment”, ”Isolation”, ”The Crushing Weight” og ”The Bottomless Pit”), lykkes det i sekvenser bandet at skabe en klaustrofobisk atmosfære, hvor man bliver kastet godt og grundigt rundt i septiktanken, mens man forsøger at træde vande og kontrollere panikken. Navnlig på den sidste halvdel af ”Isolation” og i starten af ”The Crushing Weight” rammer Wayward Dawn balancen mellem groove, hypnotiske guitarpassager og ren skraldebang-smadder helt perfekt. Man når lige at gispe efter vejret, inden man igen trækkes ned på bunden til det kulsorte slam. Denne dynamik er Wayward Dawns mest effektfulde virkemiddel og et, som de mestrer til fingerspidserne. Så meget desto mere kan man undre sig over, at de ikke bruger det mere – for eksempel på det 12 minutter lange afslutningsnummer, ”Pull of the Boulder”, som buldrer derudad uden retning og uden ambition. Et enerverende punktum på en ellers ganske hæderlig oplevelse.
All-Consuming Void slår mig som et album, der er symptomatisk for størstedelen af Wayward Dawns diskografi: Et højt bundniveau uden de helt store tinder. Alle grundingredienserne – vildskab, mørke, sårbarhed, attitude – er helt tydeligt til stede. Men hvad er det personlige varemærke? Hvordan adskiller man ”Wayward Dawn-lyden” fra de tusindvis af andre NWOSDM-bands, der findes derude anno 2022? Det finder vi måske ud af med tiden. Indtil da må vi nøjes med en omgang god, generisk bølledød – og det er nu heller ikke værst, når serveringen er så god.
Dem, man tugter, elsker man
Det nager mig grænseløst, at Wayward Dawn heller ikke i tredje forsøg har formået at sætte sit eget tvist på genren, hvilket helt klart har påvirket min karaktergivning. For All-Consuming Void er et rigtig fint album, og det kan godt være, at ambitionen ”kun” er at spille fee’ død. Men jeg føler simpelthen, at den anderledes dynamiske og eksperimentende Haven of Lies gav lovning på noget andet og noget mere. Set i det lys virker All-Consuming Void, der er omtrent ligeså nyskabende som skiveskåret brød, som et kreativt tilbageskridt. Det er dog stadig en rigtig fed plade med masser af brutal energi, som vil pynte i pladesamlingen hos enhver dødsmetal-fetichist med hang til bands som Cannibal Corpse, Deicide, Bloodbath og Dismember. Hvis man selv vil have syn for sagen (og har et par nakkeskiver, man alligevel ikke skal bruge til noget) kan vi anbefale at slå vejen forbi WarPigs Brewpub i København fredag den 9. september, hvor All-Consuming Void bliver frigivet til masserne.
