Dadcore for fulde gardiner
Atreyu er en metalcoreinstitution. Udover at have produceret 37 musikvideoer har bandet udgivet ni album, hvor særligt The Curse vandt mange teenagehjerter i Myspace-tiden. Ydermere så kunne deres cover af Bon Jovis “You Give Love A Bad Name” høres i lejemorderfilmen Mr. and Mrs. Smith. Siden dengang har vi stadig tre ud af fem originale medlemmer, hvor atypisk nok den originale trommeslager er gået hen og blevet forsanger. Dette skete dog først officielt i 2020, da Alex Varkatzas forlod bandet, og Atreyu trådte ind i den moderne æra, som pryder deres spillestil i dag.
Tilbage i 2008, hvor MySpace toppede, havde de 115 millioner besøgende på en enkelt måned. Siden falmede dog efter dette, og i 2010 var der nærmest ingen aktive brugere. Det er nu ikke, fordi sidens anvendere er forsvundet fra jordens overflade, og dermed lever genren, der havde storhedstid på siden, også stadig. Mange af disse er blevet forældre – og har skabt fænomenet ‘dadcore’, som Atreyu utvivlsomt hører under.
Soulfly, saxofon og smagfulde soloer
På The End Is Not The End, og som på så mange andre metalalbum, så er det vokalen og guitarerne, der stjæler det primære fokus. Brandon Sallers vokal sidder lige i skabet på omkvædene, der på nærmest samtlige sange er ekstremt fængede og fællessangindbydende. Særligt “All for You” har et omkvæd, som har siddet fast i min hjerne, siden jeg hørte albummet første gang. Den rødskæggede Marc ‘Porter’ McKnight leverer de skrigende vokaler på albummet, som i særdeleshed også sidder lige i skabet og komplementerer cleanvokalen på ægte metalcorefacon. Guitarerne er også overordentligt lækre og lyder glimrende på albummet
Produktionen er virkelig skarp og fremhæver de musikalske elementer helt perfekt – og hvem kan egentlig modstå en lille saxofonsolo? Specielt i en kort duel med en guitar. Bandet lukkede i øvrigt også med et underholdende saxofonmedley på deres seneste besøg i Danmark i 2023.
“Wait My Love, I’ll Be Home Soon” og “Afterglow” repræsenterer albummets mere afdæmpede sektioner, og her gør Atreyu det også med stil. Hvor førstnævnte byder ind med distortionsektioner og powerchords, så er det vokalen og tempostyringen, der er forcen i nummeret. Sidstnævnte er en klassisk ballade med en smagfuld solo – som vi i øvrigt får masser af på albummet.
Vi får også et enkelt feature på skiven. Der har nok været et par Soulfly-fans, der har været ude at kalde på Ulrik i et af de mærkeligste collabs i 2026 – måske med undtagelse af Tobias Rahim og Birthe Kjær. Resultatet er en lidt underlig mellemting mellem de to bands’ spillestil. Det lyder godt, når Soulfly lyder som Soulfly, og Atreyu lyder som Atreyu. Når det overlapper, så er det ikke så godt.
Hakkebøf med bløde løg
Atreyu producerer metalcore, som mormor ville have elsket den (eller hadet den). Kombinationen af fuld smæk på versene, anthem-omkvæd og hårde breakdowns er en opskrift næsten lige så gammel som hakkebøffer med bløde løg. Men der er en grund til, at den virker, og at den bliver kopieret igen og igen. Atreyu gør det med et glimt i øjet og med et lydbillede, der bygger bro mellem det nye og det gamle. Dette album vil nok få dødsmetalpuristen til at slå hul i computerskærmen eller tyre mobilen ud af vinduet. Men personligt så var jeg teenager i 00’erne – og er derfor den helt rigtige målgruppe for The End is Not The End, som jeg synes, er et fremragende album. Særligt efter jeg er blevet far.
