Er det comebacket, der er længe ventet?
We are back, are we…?
Atreyu’s første album siden udgivelsen fra 2009, Congregation of the Damned. De enkelte medlemmer har i mellemtiden hygget sig med andre projekter, indtil de i 2014 udsendte nummeret "So Others May Live" på en limited edition vinyl til Record Store Day. Responsen var så positiv, at Atreyu valgte at forfølge det og er endt med albummet ”Long Live”. Atreyu har før leveret kvalitet og ved udmærket godt, hvordan den dej skal æltes! Så er der gået grus i maskinen efter 6 år?
Bring it on!
Atreyu starter dælme fint med titelnummeret, der mest af alt får mig til at tænke på Route 66, Ford Fiesta cabriolet (fordi jeg ALDRIG får råd til mustangen!!). Atreyu mestrer elementerne i den efterhånden klassiske genre, metalcore, med alt det, den opskrift nu skal indeholde. Det spiller egentlig okay, og der er flere gode elementer på skiven, der er værd at tjekke ud. Der er ingen tvivl om, at Atreyu mestrer genren med breakdowns, vekslen imellem den dybe og klare vokal og alt det hejs. Og Dan Jacobs guitarspil fungerer egentlig meget godt, soloerne er tight som pokker.. ja man fristes jo næsten til at sige: What’s not to like! Ta’ bare sangen ”I Would Kill_Lie_Die (For You)” som et glimrende eksempel på det. ”Cut off the Head” gør dig ikke hovedløs! Tværtimod så følger din fod nok trommernes intro og videre ind i sangen og er umiddelbart det nummer, der fanger mig bedst! Der er tilpas groove over det, omkvædet er catchy og giver dig lyst til at synge (ja synge!!).
De såkaldte ballader er også rimelige. Men på skæring nr. 6 går der fuldstændig Queen i den! For hvis det første, du tænker og synger, ikke er ”We Will Rock You”, ja så…. så skal du have musikundervisning! Jeg har det bare sådan personligt: Der er bare klassikere, man lader HELT være. Det efterfølges så af et ”Vi holder kunstpause”-nummer på knap 2 min, hvor musikanterne leger.
Skæring nr. 8 ”Heartbeats And Flatlines”: Efter så mange gange, hvor der er lyttet til nummeret, lytter man til flere detaljer.. eller mangel på samme. Som fx i omkvædet, hvor det er som om der bygges op til et fedt, fedt omkvæd… men nej, jeg venter forgæves.. det kunne være SÅ stort.
Skiven sluttes af med ”Reckless”, som ikke helt er en værdig afrunding på skiven. De første 2 min og 40 sekunder minder det lidt om fællessang, inden der lige sparkes til gearet og stilen tager en drejning derfra og slutter.. ja helt ok af!
6 års ventetid.. worth it?
Hardcore fans af Atreyu bliver mere end vældig tilfreds med albummet. Der er absolutte ligheder imellem dette og The Curse fra 2004. Men det er bare hørt før, og man har ikke rigtig lyst til at høre det en gang til. For mig at se er der bare intet i denne udgivelse, der skiller sig ud i mængden. Er det så skidt eller godt? Det må i absolut sidste ende blive DIN egen vurdering. Men det bliver desværre for kedeligt i længden for mig.
