Ashes of Ares - Ashes Of Ares

Ashes Of Ares

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Thrash metal
Spilletid:46.21
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 2 stemmer.

Spændende debutudspil som tager det bedste fra fortiden og samtidig peger fremad. Men ikke uden en dummebøde undervejs

Ashes of Ares er en ny trio bestående af Matt Barlow (vokal) og Freddie Vidales (trommer) begge tidligere Iced Earth og tidligere Nevermore guitarist Van Williams. I fællesskab har de nu udgivet et debutalbum som har været omgæret med både spænding og forventninger.

Matt Barlow var raget uklar med Iced Earth (– igen) og blev blandt andet beskyldt for at være klar til pension, og ikke længere opgaven voksen. Det er tydeligt, at der på de interne linjer har været talt med store bogstaver og en konflikt var uundgåelig. Det bedste forsvar er som bekendt angreb, og Matt Barlow svar hed dannelsen af Ashes of Ares.

Når han, op til udgivelsen, blev spurgt hvad vi kunne forvente har kommunikationen været meget afdæmpet og underspillet, hvilken kun har været med til at opbygge spændingen. Flere interviews har kredset om hvilken størrelse Ashes of Ares er, og hvad vi kunne forvente. Matt Barlow har afvæbnende fortalt selvfølgeligheder som, at bandets fortid vel talte for sig selv, og at det med tiden ville blive klart. Flere har også spurgt til betydningen af bandnavn, hvilket drilsk er blevet affejet med svar i retning af, at det ville være tydeligt når albummet engang kom på gaden.

Albumgennemgang

Første nummer på albummet hedder "The Messenger" og ved første gennemlytning lyder introen som Queensrÿche - når de er bedst. Fremragende musikere, velproduceret og Matt Barlow har en vokal som både er rå, melodisk og kan gå højt og dybt. Efter den et minut lange intro træder bandet i karakter og herefter er resten af albummet en konstant afveksling, hvor tungt og råt kombineres med melodiske og akustisk - ovenover er Matt Barlow hele registeret igennem. Det er afvekslende, velspillet og vokser for hver gennemlytning.

Nøjagtig som vi er stillet i udsigt ligger Ashes of Ares i forlængelse af Iced Earth og Nevermore, uden at det dog på noget tidspunkt lugter af et fornuftægteskab eller gentagelse. Der er flere højdepunkter. "Dead Man's Plight" er tung og kontant. "Punishment" er alt andet end pensionmoden, og en gave til et metal koncertpublikum. "This is my Hell" er en pseudoballade som veksler mellem akustisk guitar, storladent hårdrock og tung metal. "The Answer" er et smukt syng-med nummer som stadig holder kant og forbliver pompøst – uden at det bliver kvalmt. Den altid svære balance.

Matt Barlow, der i sin fritid i øvrigt er politibetjent, har skrevet alle teksterne og har gjort det godt. Men teksterne på "On Warrior's Wings" er desværre en lovovertrædelse, fordi her bliver det trods alt for storladent, svulstigt og pompøst. Den slags koster et klip i kortet.

Mere end musik

Ashes of Ares har i processen og tilblivelsen af albummet benyttet internettet som samlingspunkt og har gennem fildeling sendt tekst og lydfiler frem-og-tilbage. For bandet har det tydeligvis ikke lagt bånd på kreativiteten, og de har tydeligvis en klar målsætning om hvordan de både vil lyde og hvilken retning musikken skal. Den manglede meddelsomhed før udgivelsen er nu erstattet af åbenhed og Ashes of Ares er aktive og spændende at følge på deres Facebook side. Dagligt bliver der postet seneste anmeldelser og andre nyheder.

Et band er i dag mere end blot musikken, og som et helhedsindtryk er det svært ikke at få sympati for et debuterende band, som tydeligvis arbejder både hårdt, indædt og ofte med et personligt glimt i øjet.

Cover

Van Williams er mere end en trommeslager og kender også sin Photoshop. Han designet både logo og coveret. Da først logo var på plads gav det meget god mening at netop logoet skulle have en central placering - siden det nu var et debutalbum. Ild og kulde mødes og danner en reference til fortiden og bandets blandende baggrund. En fortælling som både har respekt for fortidens meritter og som samtidig peger fremad.  


Tracklist

  1. The Messenger
  2. Move the Chains
  3. On Warrior's Wings
  4. Punishment
  5. This is my Hell
  6. Dead Man's Plight
  7. Chalice of Man
  8. The Answer
  9. What I Am
  10. The One-Eyed King

Kommentarer (3)

Christian Ljørring

Tidligere anmelder

Indlæg: 75

Syntes aldrig dette album får

Syntes aldrig dette album får mig op af stolen. Havde håbet på at det ville være en direkte forsættelse af hans arbejde i Iced Earth. Men sådan kan man jo blive skuffet

Christian Ljørring gav Ashes of Ares - Ashes Of Ares 7/10.

Jesper Bækgaard

Jesper Bækgaard

Tidligere anmelder

Indlæg: 14

Giv det en - blot - chance

Giv det en - blot - chance mere...

MGS

MGS

Indlæg: 180

En lille rettelse: Freddie

En lille rettelse: Freddie Vidales spiller ikke trommer, men guitar på denne plade. Han spillede bas i Iced Earth.