På tynd is

Efter nogle tumultariske år er Rivers of Nihil klar med deres femte album. Selvom bandets besætning har ændret sig siden deres seneste album, The Work, har de modet til at stille sig ud på den tynde is med Rivers of Nihil, der indeholder både rasende råbekor og catchy banjoriff. Men vil isen bære eller briste?

Oppe på stjernehimlen

I marts gav Rivers of Nihil en forrygende koncert i Pumpehuset. Her understregede de, hvor velspillende og veloplagte de var, trods bruddet med forsangeren og bandets grundlægger, Jake Dieffenbach, i 2022. Og de gav desuden musikalske smagsprøver fra Rivers of Nihil, der viste, at der var noget rigtig godt i vente. Og ganske rigtigt så holder numre som ”House of Light” og ”The Sub-Orbital Blues” også på det nye album. De to numre er benhårde og iørefaldende hits, der bør kunne tiltrække masser af fans. Både gamle og nye.

Men det er ”Dustman” og ”Criminals”, der viser sig at være albummets helt store showstoppere. På ”Dustman” forstår Rivers of Nihil at blande brutal death metal med et flerstemmigt kor, der minder om 70’ernes Queen. Adam Biggs kan både growle vildt og spille en ekvilibristisk bas, mens Andy Thomas’ guitarspil og clean-vokal tager os op til skyerne. Ekstasen fortsætter på den tempofyldte ”Criminals”, der med sin gennemført djævelske tekst og et overraskende catchy banjoriff sender Rivers of Nihil op på stjernehimlen, hvor de bør gnubbe skuldre med både Gojira og Opeth.

Som lytter har man egentlig brug for lidt tid til at komme sig ovenpå albummets første halvdel, men bandet presser citronen med ”Despair Church”, der fremstår overmættet, og det ville have klædt tracklisten, at ”Water & Time” kom lidt tidligere. På dette nummer kommer tempoet nemlig ned og giver lytteren en elektronisk og episk metalballade med masser af liret guitar og bandets velkendte 80’ersaxofon (spillet af Patrick Corona). Og lige som man tror, at Rivers of Nihil har fundet den perfekte opskrift på et album, der vil appellere bredt og fylde deres bankkonti, så vælger de at gå tilbage til old school deathmetal med nummeret ”Evidence”. Her får man både et bidsk råbekor og en growlstemme, der er produceret så hakkende og klikkende, at det lyder som en hidsig Xenomorph. Rivers of Nihil tager et virkelig frækt og arrogant valg med dette nummer. 

Det er dog lige før, at dette store og vilde værk bliver mast under sin egen vægt på de sidste numre, ”The Logical End” og ”Rivers of Nihil”, der føles som alt for meget glasur og mindre kage. Heldigvis stopper albummet, før det braser sammen og går under. 

Metalscenens nye superstars

Det er en fryd at opleve et band, der, trods store interne ændringer, ikke smider en sikker udgivelse på gaden, der ville kunne købe dem lidt tid til at komme helt på plads og give dem et solidt fundament, før de begynder at udforske og udfordre deres stil. Derimod stiller Rivers of Nihil sig ud på den tynde is med deres nye album, der er et stort, dynamisk og prangende værk. Selvom isen har det med at revne lidt under dets tyngde, så er det en bragende god begyndelse på en ny tid for bandet. En tid, der sagtens kan gøre dem til metalscenens nye superstars.