Jeg elsker is … og Satan!

Jeg har altid opfattet Gaahl som ekstremmetallens svar på Jørgen Leth: en herre, der, via endeløse kværulerende ordstrømme, formår at tale selv de mindste ting i verden op på et sådant niveau, at de burde udstilles på Louvre. For ligesom, at folk i 1982 kun så Leths film om Andy Warhol, der fortærer en whopper, fordi det var netop de to personer, kan man være ganske sikker på, at hvis et hvilket som helst andet bandt havde lavet de to sidste Gaahls Wyrd-plader, havde de ingen opmærksomhed fået. Jeg forklejner bestemt ikke mandens rolle i Gorgoroth eller Trelldom, men lad os være ærlige: Begge er ved at være en hel del år siden. Det er da heller ingen hemmelighed, at vi aldrig har været superbegejstrede for Gaahls Wyrd, men man siger jo ganske vist, at tredje gang er lykkens gang. Så lad os da se og høre, om morfar Gaahl har formået at flette et ordentligt album sammen denne gang.

Artsy-fartsy!

Hvis man læser promoteksten til Braiding the Stories, bliver man ikke meget klogere, nok nærmere tværtimod. Gaahl selv refererer til musikken som ’ekstrem esoterisk’ og skriver stolpe op og ned om, hvordan det hele er en stor, munter historie fyldt med lys og glæde, samt hvordan han var mere inspireret af 1980’erne og 1990’ernes goth-rock end af den typiske norske black metal … og Satan!

At Gaahl er fascineret af historiefortælling, spiritisme og de norrøne sagaer, er der intet nyt i, og musikken hos Gaahls Wyrd har da også altid haft præg af noget æterisk nordisk folk, men ofte på en meget artsy-fartsy måde – tit med streg under fartsy. Det samme gør sig gældende på Braiding the Stories. Her er det bare at lytte til titelsangen, som minder mere om Björk end om Gorgoroth.

Gaahl er en spøjs sanger, for hans skrig er stadig fremragende, men hans clean vokal svinger i øst og i vest. Nogle gange formår han at lyde udmærket, andre gange udsættes man for en omgang dissonant morfarsnøvlen, hvis lige ikke er hørt, siden Lou Reed sang om afskårne bryster og Boris Karloff på rædselsværket Lulu. Heldigvis for Gaahl så er han altid omringet af dygtige musikere. Tag nu de to fremragende numre “Time and Timeless Timeline” og “Root the Will”, som begge hørmer af lige dele Tribulation, Satyricon og Motörhead. Hvis resten af værket var på samme niveau som de to sange, ja, så skulle vi altså frem med nogle medaljer lavet af ædelmetaller. Men ak …!

Gaahl selv beskriver Braiding the Stories som ’en hvid logé’ og et fyrtårn, der agerer bindeled mellem de to forrige udgivelser, GastiR – Ghosts Invited og The Humming Mountain. Hvad manden helt præcist mener med det, ved kun han, men man kan da snildt høre, at Braiding the Stories ligger solidt og sikkert i slipstrømmen af de to tidligere udgivelser.

Gaahls Wyrd har altid været en hyldest og generelt opsummering af alt det, Gaahl nogensinde har medvirket i. Dette bliver endnu en gang understreget her, for man kan da sagtens høre, hvordan der er brudstykker af alt, manden har lavet, i musikken. Hvilket både er albummets største force og banemand. Jeg lovpriser gerne Gaahls visioner og kunstfærdige fornemmelser, men slutresultatet bliver for rodet og substansløst, og en stor del af sangene virker til at være der blot for at være der. Eksempelvis er en tredjedel af numrene blot introer til de resterende numre – ergo føles det som fyld for fyldets skyld: tomme musikalske kalorier, om man vil.

Lidt har også ret, men …!

Kritik til trods så er Braiding the Stories et både større og flottere værk end noget af det, som Gaahls Wyrd tidligere har præsteret – ikke at det siger så meget igen, men lidt har også ret. For musikken er flot, atmosfærisk og utroligt filmisk; det er bare ikke nok, hvis den ikke også er god. Jovist, der er da adskillige gode momenter, men med en spilletid på godt og vel tre kvarter så vil man gerne have mere end momenter. Men Gaahl er Gaahl, og han gør lige, hvad der passer ham – og så kan vi mene, hvad end vi vil mene om det.