En legende takker af

Normalt anmelder vi ikke opsamlinger og den slags her på Heavymetal.dk, men når AFM Records og Napalm Records sammen udsender et hyldestalbum til Paul Di’Anno, endda på det der ville have været Iron Maiden-legendens 67-års fødselsdag, så må vi for en enkelt gangs skyld ændre praksis. En oplagt mistanke ved den slags udgivelser er, at der er tale om et grådigt forsøg på at skumme fløden. Men dels er der næppe meget fløde at skumme, og dels bliver overskuddet – såfremt der skulle opstå et – doneret til velgørenhedsorganisationen Metality e.V. Det er jo vældig sympatisk, præcis som manden der hyldes, også var det. Det gjaldt dog nok især i sit livs efterår, hvor Di’Anno trods sygdom og alskens dårligdomme altid lod til at holde fanen og humøret højt.

Der var ikke meget tilbage

Albummet består hovedsageligt af to elementer: dels liveudgaver af sange fra Di’Annos solotid krydret med et par Iron Maiden-klassikere, dels et udpluk af numre fra Architects Of Chaoz-albummet, The League of Shadows. Det udkom i 2015 og er jo ikke ligefrem er gået over i historien. Faktisk har det færre afspilninger på Spotify end de fleste undergrundsudgivelser fra den danske blackscene. Det siger vel en del om Di’Annos liv og karriere efter Maiden.

Livenumrene afslører primært, at det allerede er en del år siden, Di’Anno ikke havde meget stemme tilbage, han lyder faktisk mest som en temmelig slidt udgave af Udo Dirkschneider. Det er da bestemt et kapabelt band Di’Anno har med sig, men selvom niveauet er langt over, hvad andre ex-Maidens har præsteret for nylig, så afslører især udgaven af ”Killers”, at bandet skulle have øvet sig en hel del mere, inden de kastede sig ud i det projekt. De ikoniske skrig fra indledningen af dette mægtige nummer holder heller ikke og tjener kun til at understrege, at Di’Anno ikke havde ’det’ mere.  

Blandt lyspunkterne, for der er da enkelte, er ”Marshall Lokjaw”, hvor der for alvor kommer fart over feltet i ægte 80’er-speed metal-stil. I samme kategori hører sjovt nok Ramones-coveret ”Blitzkrieg Bob”, hvis solide udgave af en punkklassiker understreger, at det jo nok i virkeligheden var der, Di’Anno hørte til. ”Je Suis Charlie” er et prisværdigt forsøg på at lave en politisk tekst, der hylder dem, der kæmpede og døde for ytringsfriheden, men det allestedsnærværende Maiden-riff bliver i længden irriterende.

At huske på den rigtige måde

Der skal nok være en masse fans af det tidlige Iron Maiden, der vil elske dette album og mindes deres helt med glæde. Personligt får det mig konstant til at tænke på den tragiske historie om en yderst talentfuld ung mand, der forvaltede sit talent deprimerende skødesløst og dermed forspildte den kæmpechance, han fik i livet. For 45 år siden var de to første Maiden-udgivelser med Di’Anno bag mikrofonen med til at gøre mig til metalfan for livet. In Memory Of rører intet i mig, og jeg foretrækker i den grad at ære Paul Di’Annos minde ved at sætte min nedslidte udgave af Killers på én gang til. Og så igen. Og igen …