Én gennemlytning tog det før jeg glædeligt kunne konstaterer at Alice Cooper atter har begået et mesterværk, der stilmæssigt minder meget om sidste års kritikerroste comeback album "Brutal Planet". Som tilfældet var med "Brutal Planet", er "DragonTown" produceret af lydguru Bob Marlette og med Bob Ezrin som executive producer. Her er altså tale om en temmelig tungt produceret sag, der slutter den koncept trilogi, Alice påbegyndte tilbage i 1994 med "Last Temptation". Men samtidig er det nye album også mere varieret end forgængeren, og jeg vil således karakterisere "DragonTown" som 70% "Brutal Planet" og 30% "Last Temptation" (en plade med rødder, der kan spores tilbage til 70'erne). Dermed har vi altså at gøre med en helgardering, der bør tilfredsstille samtlige Cooper fans og åbne ørene for den almene metal/rock entusiast. Det er nemlig min opfattelse at alt for mange metalfolk kun kender til Alice Cooper fra tiden omkring "Trash" (1989) og tildeles "Hey Stoopid" (1991), og derfor for længst har afskrevet Cooper som et afdanket heavypop vrag. Netop derfor er det nødvendigvis grund nok til at give både "Brutal Planet" og "DragonTown" et par ordentlige lyttere. For Alice er nemlig stadig still going strong (det beviste den seneste koncert i KB Hallen jo også til al tydelighed), og har muligvis aldrig været bedre. "The Coop" er måske den, når alt kommer til alt, sidste rigtige store rocklegende, der formår bedst at følge med tiden uden at sælge ud eller virke påtaget. Som en lille ekstra information kan nævnes at Alice's ældste datter, Calico Cooper, synger back-up på albummet. Det var i øvrigt hende der spillede samtlige kvindelige roller på scenen, på den nyligt overstået "Live From The Brutal Planet" tour.