Kærlighed er at dele alt med sit barn – også sin forkølelse.

Det var Søren Kierkegaard, der smukt skrev ”Livet leves forfra, men forstås bagfra”. Et citat, jeg selv først lagde vægt på, da jeg blev forælder. Inden det, lød det som noget fra Inception, en film jeg stadig fatter hat og briller af, men nok om det. Jeg har fulgt Tonny Dunn, aka Sgàile, siden debuten Ideals & Morality fra 2021, og manden har en nærmest provokerende evne til at efterlade mig målløs. Ikke bare med sin musik, men også med den autencitet og indlevelse, han hælder ned i sine fortællinger fra det skotske højland. Dunn har tidligere leveret liveguitar for Saor og vokal til skotske Cnoc An Tursa, men Sgàile projektet planter begge sine ben solidt mellem post-metal og progressiv. Onwards to Embrace the Echo er dog anderledes. Denne gang bliver blikket vendt mere indad med personlige fortællinger om hans datter, livet og ønsket om at give næste generation bedre muligheder. Det er store emner, men heldigvis går der aldrig fuld Dr. Phil i den og find-dig-selv prædikener. I stedet for får vi personlig metal med både tyngde, varme og eftertanke.

Børn er ikke ting, der skal formes, men mennesker der skal udfoldes

Traverse the Bealach fra 2024 var absolut en af mine favoritudgivelser det år, og er stadig en skive, jeg uden tøven anbefaler at give en gennemlytning. Dengang var det skotske højland hovedperson i værket, men nu er det snarere en kulisse. Hvor Traverse the Bealach havde store fortællinger og det imponerende landskab som omdrejningspunkt, kigger Tony Dunn denne gang mere indad. ”Senses Of An Angel” er dedikeret til hans 6-årige datter Bonnie, som er ikke-verbal autist, og som selvfølgelig har gjort hverdagen markant anderledes. Men som Tony Dunn også forklarer via sin musik, så er børn ikke ting, der skal formes, men mennesker der skal udfoldes. For uanset hvordan de er født, har de alle en smuk sjæl – og derfor skal vi passe på fremtiden. Hvis ikke for os selv, så for vores børns skyld.

Progressiv metal kan som bekendt godt blive så snørklet, at musikken ender med at virke som en labyrint, hvor komponisten selv har glemt, hvor udgangen er. Men Sgàile har en helt anden tilgang. På intet tidspunkt mister han det personlige øjeblik, og det føles konstant som at være tilskuer til en menneskabt rejse, hvor hver eneste lille detalje er gennemtænkt. Tag eksempelvis ”The Sunset Haze”, der beskriver facetterne og de rolige skift i en solnedgang og sammenligner dem med menneskets evige kamp mellem lys og mørke. Svævende keyboard dominerer, og der sniger sig en snært af Alcest ind i nummeret, hvilket passer glimrende til Tony Dunns generelle stil. Atmosfærisk og kontrastfuld musik, der konstant balancerer på kanten mellem metal og rock.

På trods af den store mængde ros, savner jeg dog de fantastiske fortællinger fra Skotland, som jeg oprindeligt forelskede mig i. Onwards to Embrace the Echoes er et markant anderledes album, men nogle steder bliver den for beskrivende, næsten handlingslammet over sin egen lyrik. Følelser bliver stablet ovenpå eksisterende følelser, men som vi alle ved, er der en grænse for, hvor meget vi kan rumme. Jeg savner en smule mere vrede. Vi ser glimt af det på titelnummeret ”Onwards to Embrace the Echo”, som er skivens sidste skæring. Men det er for sent, og det er en skam.

Musik for sjælen

Onwards to Embrace the Echo er et modent og personligt album, hvor Tony Dunn tør lukke lytteren helt ind i sit eget følelsesliv. Det er både smukt, velkomponeret og oprigtigt, men også et album, der indimellem bliver så optaget af at mærke efter, at det glemmer at slå ud med armene. Jeg savner Skotlands tågede bjerglandskaber, de store fortællinger og ikke mindst lidt mere vrede. Onwards to Embrace the Echo er et led i Sgàiles rejse. Ikke deres bedste album til dato, men yderst solidt og ikke mindst fuld af hjerte og sjæl.