Da Twisted Sister annoncerede, at de ville genindspille deres platin vindene album, "Stay Hungry" fra 1984, blev nyheden modtaget med blandede følelser - og sikkert også en del ligegyldighed. Det er immervæk tyve år siden søstrene revolutionerede heavyscenen med deres farvestrålende image, og et ungt MTV med de to video klassikere til henholdsvis "We're Not Gonna Take It" og "I Wanna Rock". Siden gik det som bekendt hurtigt ned af bakke med eventyret, og i oktober 1988 lukkede de biksen - indtil de ca. ti år senere atter havde fundet melodien internt i bandet. Men i stedet for at skrive ny musik, dykkede de ned i rodekassen og udsendte de to "Club Daze" CD'er med gammelt uudgivet studio-, og live materiale. Efterfølgende er de så begyndt at tage ud og spille igen, og forsøger efter bedste evne at vække det gamle cirkus til live. Men nok om det...

Årsagen til, at bandet har valgt at genindspille "Stay Hungry", skyldes deres egen utilfredshed med den gamle produktion, som de fandt noget tyndbenet. Det var åbenbart ikke muligt at lege med de originale masterbånd, pga. noget ballade med Atlantic Records, hvorfor de så har valgt dette dristige skridt. Jeg skal gerne være den første til at erkende, at det er en rigtig grim tanke, hvis vores helte hver især begynder at pille ved fortiden og udsender rene genindspilninger af gamle værker. Har vi f.eks. mon nerver til at lægge ører til en genindspilning af Metallica's "Master Of Puppets"? I Twisted Sister's tilfælde er jeg lidt i vildrede, da "Stay Hungry" var mit første metalalbum (læs: kasettebånd) der startede hele min rejse ind i heavymetal, og den dag idag er jeg stadig en trofast S.M.F. Jeg kan med andre ord ikke få nok af dette tegneserie band, og har med stor entusiasme efterfølgende fulgt Dee Snider's aktiviteter i både Desperado, Widowmaker og hans solo ting. Derfor har jeg naturligvis også set frem til dette udspil, da Dee Snider i min bog er en af de mest markante og farvestrålende personligheder på rockscenen.

Alligevel blev jeg en smule skuffet da "Still Hungry" røg på anlægget første gang, da jeg synes produktionen er lidt for ordinær og knap så bister som forventet. Det kan dog godt høres at produktionen er blevet mere kraftfuld i sin helhed, men til gengæld er det ikke altid at Dee Snider leverer sin vokal med samme saft og kraft, som på originalen. Efter en del gennemlytninger falder tingene bedre i hak, men det rokker ikke ved at "Still Hungry" udelukkende henvender sig til hardcore fans, hvorfor jeg næppe tror de skæve søstre kommer til at spinde meget guld på denne udgivelse. Det der så retfærdiggør dette udspil er, at man oven i hatten får syv bonus numre. Men disse findes mere eller mindre allerede på de to "Club Daze" albums. Jeg betragter "Still Hungry" som et udemærket supplement til "Stay Hungry", men forstår sgu godt hvis folk springer over her. Selv havde jeg bestemt også hellere set et helt nyt album eller en DVD, men disse numre er jo en herlig tur ned ad memory lane. Med andre ord er der tale om et feinschmecker album til de inhabile SMF'ere som undertegnede. Play It Loud, Mutha!