Alice Cooper - Road

Road

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Rock'n'roll
Antal numre:13

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Life on the road

Turné er den tid, hvor rigtige rockstjerner benytter chancen til at male byen rød – vi har jo alle hørt utallige sensationshistorier om smadrede hotelværelser, rusmidler og unge piger. Den amerikanske shockrocker Alice Cooper har aldrig været bleg for at fyre statements af, der var på kanten af det gængse, lave sceneshows, der gjorde ham til det modsatte af svigermors drøm, og leve et liv fyldt med sex, drugs and rock’n’roll. Efter snart 60 år i musikbranchen og tusindvis af halshugninger senere er han nu klar med sit 29. studiealbum, Road, som er et konceptalbum, der omhandler livet som turnerende rockstjerne. Det er ikke Cooper selv, der er hovedsangskriver på albummet, men han selv og producer Bob Ezrin har bearbejdet alle sange, så de også får credit. Spørgsmålet er nu, om det var en god idé.

Where the f*** is Alice?

Overordnet set er der ikke meget at udsætte på musikfronten, da der er god variation, en god produktion og fængende melodier med oldschool-flair over hele linjen. En af de sange på denne plade, der tiltaler mig mest, er definitivt “Road Rats Forever”, da sangen med koklokke og klaver bare er sandt rock’n’roll-øreguf. På min andenplads kommer “Dead Don’t Dance”, der er spækfyldt med tunge guitarriffs og iørefaldende akkordprogressioner. Rent lyrisk føles denne sang også mest “Alice” med zombier og kirkegårde – dette er desværre en undtagelse. Et problem, som nemlig ses gennemgående, er de tåkrummende tekster, der med billige rim og påtvungen ungdommelighed virkelig ødelægger lytteoplevelsen – hvis man altså kan bare en lille smule engelsk. Albummer som School’s Out (1972) og Billion Dollar Babies (1974) passer okay til en mand midt i tyverne – men det virker bare latterligt, når en 75-årig bevæger sig i samme lyriske univers. Vi finder for eksempel denne vanskabning i pladens sidste sang, “Magic Bus”: “Thank you, driver, for getting me here (Too much, magic bus) / I’m gonna buy you a case of beer (Too much, magic bus)” – puha, Alice, det ka’ du sgu gøre bedre! Også “Go Away” byder på en overraskelse i form af: “She’s a thorn sticking in my shoe / like a kidney stone that just won’t pass through”; så mangler vi jo bare nogle sange om urinsyregigt, type 2-diabetes og paradentose, som passer til aldersgruppen. Der er altså ikke synderligt meget shock-value over det, medmindre man altså bliver chokeret over de virkelig dårlige tekster, hvor man kun kan håbe, at de er ment ironisk. Jeg savner i den grad noget autentisk Alice på denne skive!

School’s Out!

Hvis man ser bort fra, at teksterne virkelig er på nippet til det latterlige, gamle klicheer genbruges, og et meget ensidigt verdensbillede præsenteres, har vi faktisk at gøre med en helt fornuftig plade. Det musikalske sidder virkelig i skabet med fede guitarsoli, variation i sangenes opbygning og en Alice, der stadig lyder, som om han lige har fået fri fra skole.

Tracklist

  1. I'm Alice
  2. Welcome to the Show
  3. All Over the World
  4. Dead Don't Dance
  5. Go Away
  6. White Line Frankenstein
  7. Big Boots
  8. Rules of the Road
  9. The Big Goodbye
  10. Road Rats Forever
  11. Baby Please Don't Go
  12. 100 More Mile
  13. Magic Bus