Wacken Open Air 2017
Rain or shine
Ååååh, Wacken. Denne festival har en særlig plads i manges hjerter. Den evigt gode stemning uanset vejret, den milde nordtyske natur (oh, yes!), de specielle madboder og den vilde metal havde endnu en gang samlet næsten 80.000 glade festivalgæster i den lille by i Nordslesvig. Men inden vi begynder på anmeldelserne af musikken, er der nogle punkter, som vi LIIIGE skal have drøftet i plenum. Normalvis giver vi her på redaktionen karakterer mellem et og ti, men her får de forskellige poster én ud af to mulige betegnelser: ”FEE DØØ!” eller ”IK’ SÆRLIG FEE DØØ!”.
Maden
Maden var som altid godt i top. Om end priserne var lidt derefter, så var det til at blive mæt – uanset gastronomisk orientering. Med udvalg fra de mest veganske tilbøjeligheder til det evigt gnaskende kødfrås kunne man blive bespist. Særligt en bod i Wackinger Village, som solgte noget mærkeligt doughnut-lignende BROT med forskellige toppings, var populær, men der var som altid et fantastisk udvalg.
FEE DØØ!
Personalet
Personalet var TYSK med stort T og tryk på YSK! Hurtige, arbejdsomme og gladeligt smilende – det værende sig gældende, uanset om det var sikkerhedspersonale eller smålystige Jägermeister-piger. Lige så arbejdsomme de var, lige så vel havde 99 % af dem den samme gennemgribende, altoverskyggende fejl: De var røvelendige til engelsk. Nogle af dem kunne man fristes til at tro ikke VILLE kommunikere med en, for selvom man på bedste vis – med skoletysk og hjælp fra Google Translate – fik fremmumlet ”EIN SODA”, blev man mødt af spørgende blikke. Prøvede man på engelsk, måtte man som ofte gå fortabt, hvis den eneste engelsktalende i boden var optaget. Barpersonale er, hvad det er, men at sikkerhedspersonalet ikke kan engelsk er en rigtig ubehagelig sandhed. Selv skiltningen var udelukkende på tysk. International festival, indeed.
IK’ SÆRLIG FEE DØØ!
Boderne
Når det ikke var mad, var det mest tøj og andre former for udsmykning, der prydede de forskelligt opstillede boder. Alligevel var der en vis variation at spotte i år; VR-hjelme, som gav en mulighed for at gense sidste års koncert med Arch Enemy og følge dem på scenen, var i den grad et hit hos denne skribent – og jeg skal da love for, at det gav en lyst til at investere i sådan en hjelm! Det gør mig glad at se, at der er så stor diversitet hos metalfolket, at en butik, som sælger korsetter, kan føle sig hjemme. Plus den evige dildo-shop!
FEE DØØ!
Det nye dræn
Wackens nye tiltag med at lægge dræn i Infield er en god tanke. Drænet sugede alt det vand, som kom på de vel samlede 15 minutter, hvor det regnede på hele festivalen. Sandelig et shine-år da. Problemet var bare, at det ikke tog mudderet med, men omdannede det til en nærmest lermasse, som var utrolig svær at gå i. Flere gange sad støvler og sko fast rundt omkring, så drænet erstattede sådan set blot problemet med et nyt problem.
IK’ SÆRLIG FEE DØØ!
Nå, for at konkludere: Wacken Festival skal bestemme sig for, om de er en international festival, der vil være inkluderende for resten af verden, eller om vi bare er på besøg. Jeg er faktisk ligeglad med, hvilken mulighed de vælger, men bare de bestemmer sig. Enten eller, Wacken. Jeg har ikke noget imod at være den besøgende, hvis bare det er det, I skilter med. Lige nu er det desværre den forkerte vej, det går.
Onsdag:
Asyllex Headbangers Stage, kl. 11:25
Færingerne sætter baren højt fra start
Min første Wacken-koncert i år var onsdag, hvor den stod på Metal Battle-bands. Jeg ankom til Headbanger’s Stage i det store telt og ventede spændt på det færøske indslag. Da Asyllex kom på scenen, var det med en vanvittig energi lige fra start, og det første, man lagde mærke til, var forsanger Hans Hammers vokal. Udover at han havde en enorm spændvidde, var lyden som David Draiman ikke til at undgå at lægge mærke til. Genren var dog i den mere klassiske thrash-stil, og det gjorde de satme godt! På kun 20 minutter fik Asyllex skabt en solid mosh pit og en vild headbangen rundt omkring. Barren var hermed sat højt lige fra start. Allerede nu vidste jeg, at resten af Wacken-artisterne skulle have deres game helt i top for at kunne hamle op med dette. Mit eneste kritikpunkt er, at der var en lidt for stor stilstand på scenen og lidt lydknas i starten. Udover dette er der intet at udsætte på koncerten, og jeg tænker, at dette må være en fin kandidat til dette års vinder.
Megalodon Headbangers Stage, kl. 13:05
Når tonen er for dyb for Wacken
Det sydafrikanske bud på en WOA-vinder kom i form af Megalodon. Der var et stort pres på bandet, da Sydafrika løb med førstepladsen sidste år. Alle regnede stærkt med en vild koncert. De fem drenge kom ind på scenen iført sorte hættekåber, og så var der dømt ottestrenget planetødelæggende terror-metal (bandets egne ord. I folkemunde kalder vi det djent). Herefter led bandet af to ting: en generel ensformighed i sangene og en virkelig elendig lyd. Højtalerne kunne simpelthen ikke følge med den tunge nedtonede lyd, som Megalodon lagde for dagen, hvilket fik de meget ensformige sange til at mudre endnu mere sammen. En trist omgang, selvom jeg håber at se dem igen en dag – med et anlæg, som kan trække dem (men hvis ikke på Wacken, hvor så? L).
Ugly Kid Joe W:E:T Stage, kl. 20:05
Skuffende hat-trick
Denne koncert havde jeg virkelig glædet mig til. Selvom jeg ikke er super velbevandret i hele kartoteket af UKJ-sange, har jeg jo skrålet med på ”Cats in the Cradle” og ”Everything About You” i mange år, så jeg var spændt på især disse numre. Jeg havde møvet mig helt foran til hegnet en time i forvejen, så det var fedt at se den enorme mængde mennesker, som linede op bag mig. Efter en kort intro begyndte bandet at spille, og de skiftede over i nummeret ”Neighbour”, som næsten fik folk med. Men den energi kom aldrig ud over scenekanten. Det virkede faktisk mest af alt, som om at forsanger Whitfield Crane slet ikke gad denne koncert; hans energiniveau var super lavt. Efter fire numre begyndte de første svedperler først at vise sig hos ham, imens resten af bandet gav den gas. Da ”Cats in the Cradle” blev annonceret, var det en meget stille fællessang, som brød ud blandt publikum, og ja, jeg prøvede da selv at hive den op ved at skråle med, men folk var simpelthen ikke til det. Efter et par numre kom der en besked om, at næste nummer var fremført med al ære og respekt for Lemmy, og at nu skulle vi høre ”Ace of Spades”. Cordell Crocketts bas lød ikke særlig overbevisende i starten, men det var ikke det værste. Whitfield Crane stod fandme med et lyric sheet og læste op. Han kunne slet og ret ikke teksten til ”Ace of Spades”, som nu skulle fremføres ”med al ære og respekt”. Det er et nummer, de vel at mærke har indspillet før. Ikke engang det ikoniske ”You know I’m born to lose, and gambling’s for fools” kunne få ham til at kigge væk fra papiret med tekst på. De andre medlemmer var også henne for at tjekke formen et par gange undervejs. Øv dog sangen inden! Løb den igennem backstage inden eller ET ELLER ANDET! Lad være med det der, for det var da det tammeste, jeg nogensinde har set live i mit liv. Selvom de sluttede af med et ”okay” energiniveau med ”Everything About You”, var min skuffelse over dem komplet, og jeg gik fra koncerten ganske træt og kunne trøste mig med, at de næste dage måtte byde på bedre!
Annihilator Headbangers Stage, kl. 21:15
Annihilator spillede Headbanger’s Stage godt op
Canadiske Annihilator var noget overraskende sat til at spille allerede om onsdagen på Headbanger’s Stage kl. 21.15. Så da vores telt var slået op, og de første six packs drukket, begav vi os op til Bullhead City, hvor der allerede var mange mennesker. Det var tydeligt, at publikum var klar til gode navne allerede om onsdagen, for teltet var fyldt helt til randen.
Annihilator havde fået en time på scenen, og de havde i den grad tænkt sig at fylde den ud med deres bedste skæringer. Numre som “Set the World on Fire”, ”Alison Hell” og deres ekstranummer “Human Insecticide” var med til at gøre onsdagen lidt bedre. Desværre var lyden i teltet ikke særlig godt indstillet, hvilket betød, at bas og trommer til tider overdøvede forsanger Jeff Waters’ stemme.
Annihilator gjorde, hvad de kunne for at sparke gang i metalfesten, og det lykkedes også til dels.
Torsdag:
Trivium Faster Stage, kl. 18:30
Nej heafy, Jeg sætter mig ikke
Torsdagen kunne byde på amerikanermetal – denne gang i form af Trivium. Publikum ventede i spænding, og der var en intens stemning, op til at bandet gik på. Folk forventede virkelig en fed koncert, og bandet gik på scenen velvidende dette. Men ak, lyden…
Forsanger Matt Heafy måtte igennem to mikrofoner, før det gik op for lydmanden, at han var på arbejde og skulle tænde for mikrofonerne. Igennem hele koncerten slukkede han mikrofonerne sporadisk, hvilket gjorde, at der ofte ingen vokallyd var. Musikmæssigt fejlede det absolut intet, og drengene fra Florida kom godt rundt i deres bagkatalog, men det virkede på denne skribent, som om at de bedste sange – i hvert fald hvis man skulle lytte til den brølende fællessang – kom fra Ascendancy-albummet. For at få folk med til sidst valgte Heafy at beordre folk til at sætte sig ned for at lave et hop. Han havde åbenbart, som os andre, overvurderet det smarte nye dræn, som var lagt i jorden, for mudderet var overvældende. En næsten farlig situation, desværre. Jeg ville gerne give Trivium en højere karakter, men med svigtende lyd som et gennemgående tema, kombineret med det hasarderede forsøg på at få folk i gang, ender vi her.
Grave Digger Harder Stage, kl. 14:30
Grave Digger leverede en noget anonym koncert
Det tyske heavy metal-band Grave Digger var endelig sat til at spille på et tidspunkt, hvor man hverken var for fuld eller for træt til at møde op. De skulle nemlig spille kl. 02.45 sidste gang, de gæstede Wacken Open Air, og den gang måtte jeg melde fra grundet en blanding af ovenstående.
2017 skulle altså blive året, hvor jeg oplevede de tyske veteraner optræde, og de havde tilmed fået hovedscenen, også kaldet Harder.
Bandet gik på kl. 14.30, og selvom vejret var ganske fint, kunne man ikke sige det samme om fremmødet. Der stod ikke mange oppe foran scenen, og måske kan dette skyldes, at pladsen var forvandlet til et sandt mudderhelvede. Men sikkert var det, at folk var blevet hjemme i deres telte for at pleje deres ømme ben efter torsdagens strabadser.
Bandet lagde ud med nummeret ”Healed By Metal” til stor jubel fra det fremmødte publikum. Denne jubel blev dog ikke ved, for det virkede ikke, som om at der var den store forbindelse mellem bandet og menneskerne foran scenen.
Koncerten varede en lille times tid, og det var faktisk først under de to sidste numre, at der kom gang i pitten oppe foran. Dette skyldes, at bandet spillede deres to største numre, ”Rebellion (The Clans Are Marching)” og ”Heavy Metal Breakdown”.
Desværre var disse to numre ikke nok til at få koncerten til at blive en mindeværdig oplevelse, og den vil nok hurtigt gå i glemmebogen. Det eneste store plus for mig denne fredag eftermiddag var, at jeg nu endelig kan sige, at jeg har set Grave Digger live.
Apocalyptica Harder Stage, kl. 20:00
Fællessang....sån da
”Apocalyptica leverede en unik performance, som fik alle publikummer med! Det var utroligt at høre så mange tusinde mennesker synge Metallica-sange og at mærke de fire celloer overdøve alt omkring sig…”
… Ville jeg ønske, jeg kunne sige.
Da Apocalyptica gik på scenen, var det med forespørgslen, om vi – publikum – ville være med til at fejre, at det nu var 20 år siden, de startede med at spille Metallica-sange på fire celloer (de jokede endog med, at det ville have været en større succes, hvis de havde spillet Megadeth på to celloer i stedet). Deres show gik ud på, at de spillede musikken, og så skulle vi synge sangene for dem. Meeen… at bede publikum om at gøre noget så svært som at synge en Metallica-sang viste sig at være for meget at forlange. En bestemt mumlen fra små grupperinger var, hvad det blev til. Selv efter at have prøvet at få de omkringværende, hvor jeg stod, med på legen, måtte jeg give fortabt og blot nyde den gode musik. Den fejlede til gengæld intet, om end jeg kunne have ønsket mig trommeslager Mikko Siréns entre lidt tidligere end efter fire numre. Det hjalp en hel del at se det futuristiske trommedesign i action, og lydbilledet blev mange gange bedre. Lidt fællessang kom der dog i slutningen af ”Seek and Destroy”, men så var koncerten også ved at være slut – på nær et kort afsluttende medley med den vel nærmest blasfemiske spidsfindighed ”Symphony of Destruction”.
Megadeth Harder Stage, kl. 23:00
Megadeth leverede en af festivalens bedste koncerter
Mange spåede Megadeth færdige, da de i 2013 udgav deres Super Collider-album. Skiven blev dårligt modtaget, og mange dømte Mega Dave og hans band færdige. Nu stod vi så på Wacken Open Air 2017 og kunne næsten ikke vente, til Megadeth gik på scenen. Få dage forinden væltede de Store Vega i København med et brag af en koncert. Hvad kan der dog være sket med Megadeth på bare 3-4 år? I mine øjne er det indlysende: Dave Mustaine har genfundet sin spilleglæde og ligner til forveksling en, der rent faktisk elsker at stå på en scene og sende den ene solo efter den anden direkte i hovedet på publikum.
Denne aften var ingen undtagelse. Megadeth gik på Harder Stage kl. 23 fredag aften, og i modsætning til sidste gang, Megadeth optrådte, var pladsen fyldt næsten helt ud foran scenen.
Sætlisten var stort set identisk med den, der blev spillet i København to dage forinden, men den må også siges at være noget nær perfekt, hvis man er fan af både det gamle og nye, som bandet har lavet.
Mustaine var denne aften i et dejligt humør, og han brugte lidt tid på at takke alle, der var mødt op, for deres støtte. Så var det ligesom gjort, og derfra stod den ellers på noget af det ypperligste guitarspil, man kan opleve. Den ene solo efter den anden ramte publikum som en tsunami, der rullede henover folks hoveder. Folk oppe foran, hvor jeg stod, så i den grad ud til at have en fed oplevelse, for der blev spillet luftguitar og headbanget. Mosh pitten var også godt i gang gennem det meste af koncerten.
Lyden derimod var ikke denne koncert værdig, for hold da op, hvor var den ringe indstillet under det meste af koncerten. Nu er jeg godt bekendt med, at det er satans svært at indstille en mikrofon til hr. Mustaine, men der var flere numre, hvor det næsten var umuligt at høre, hvad manden sang. Indimellem kom der lige et nummer, hvor man tænkte, at nu havde de brudt forbandelsen, men det var kun for at blive skuffet igen nummeret efter, hvor alt atter var jammerligt.
Dette var desværre med til at ødelægge helhedsindtrykket af denne koncert, og derfor trækker den ringe lydoplevelse ned i den samlede karakter.
Lørdag:
Beyond The Black Harder Stage, kl. 13:15
Den uventede overraskelse
Reklamerne sidste år på Wacken gjorde, at jeg blev opmærksom på bandet Beyond the Black, og deres første skive har været kærkommen siden da. Jeg havde dog ikke forventet den koncert, som jeg fik serveret denne dag. Lige fra at den første tone blev angivet, kunne man mærke en vanvittig positiv stemning fra pitten omkring en, og det var her, det gik op for mig, at det her blev en anderledes koncert. Der var unge mennesker, børn og gamle, og de var alle sammen med på, at det her ville blive en fed koncert. Bandet spillede til den store guldmedalje, og især hittet ”In the Shadows” blev der skreget med på af de mange fremmødte denne sidste festivaldag. Det var en sublim koncert med høj energi, fede sange, et band, som virkelig viste os, at de nød at spille, samt en pit, hvor folk var glade og kastede random highfives til hinanden. Jeg tror faktisk ikke, det er muligt for mig at ønske mere af en koncert end dette!
Beyond the Black vil mange mene blot er et generisk melodisk label-band, men live var de så meget mere. Det er ikke uden grund, at deres sange nu er at finde på denne skribents playlister, for det var simpelthen en gudesmuk oplevelse. Skulle man have været der? Måske. Var jeg der? JA! Wacken kunne have været tre dage alene i et telt med regn og halvdårligt signal med parent-lock aktiveret; det havde stadig været det værd efter denne koncert!
Kommer de igen næste år, skal jeg se dem igen, og det vil jeg håbe, at du også skal, kære læser! Dette var uden tvivl årets koncert!
Alice Cooper Harder Stage, kl. 19:00
Alice Cooper kørte den hjem på rutinen
Så blev det tid til et af Wackens hovednavne, nemlig den amerikanske kunstner Alice Cooper. Cooper havde fået Harder-scenen stillet til rådighed og 75 min. til at underholde de mange fremmødte mennesker, der havde forceret gigantiske mængder af mudder for at høre Cooper. Havde man håbet på et show som det, han gav tilbage i 2013, hvor han lagde Wacken ned, ja, så gik man fra koncerten denne lørdag godt skuffet. Showet var nærmest en tro kopi af det show, han leverede på Copenhell i 2016. Det var tydeligt, at der ikke var brugt tid på at forny showet – ja, jeg vil faktisk kalde det en light-udgave af Copenhell-showet, for alle covernumrene var droppet. Nu skal det ikke lyde, som om alt var den rene elendighed, for selvom showet var skåret ind til benet, kan hr. Cooper i den grad underholde fra en scene, og det var netop, hvad han gjorde denne lørdag. Med en fast hånd og nogle dygtige musikere bag sig gav han os en fest i alle 75 min. Selvfølgelig var begejstringen størst under hans største hits, såsom ”Poison”, ”No More Mr. Nice Guy”, ”I’m Eighteen” og selvfølgelig ”School’s Out”. Festen sluttede af med en hyldest til Motörhead og den afdøde legende Lemmy Kilmister, da Coopers band spillede ”Ace of Spades” med bassist Chuck Garric som forsanger – noget, som i den grad satte gang i publikum. Det var en fed afslutning på en ganske fornuftig koncert.
Amon Amarth Faster Stage, kl. 20:30
Amon Amarth blev lidt for mainstream
Kl. 20.30 lørdag aften blev det nordlige Tyskland atter invaderet af vikinger, og denne gang kom de fra Sverige. Selveste Amon Amarth gik på Faster-scenen til stor jubel fra en stort set fyldt festivalplads. Det var tydeligt, at svenskerne var ret så populære blandt Wackens publikum, for der lød et øredøvende brøl, da tonerne til ”The Pursuit of Vikings” gjaldede ud af højtalerne.
Heldigvis havde vikingerne fået Faster-scenen, for under dette års koncerter var det tydeligt, at lyden var en del bedre her end på f.eks. Harder-scenen. Dette skyldes måske sidevinden, der var under hele dette års Wacken Open Air. Lyden var i hvert fald helt i top til denne koncert.
Amon Amarth er et band, der giver rigtig mange koncerter på et år, og nogle gange kan det godt ses på bandets energi. Denne aften var en blanding, for forsanger Johan Hegg var klar til at give den gas, mens resten af bandet virkede lidt sløve og ugidelige. Heldigvis er Hegg så dygtig, at han ”stjæler” hele billedet på scenen, og med hans karismatiske udstråling fik han godt fat i publikum allerede fra start af. Han brugte dog også billige tricks som at tale tysk til publikum, hvor størstedelen var tysktalende.
Rent musikalsk er der ikke en finger at sætte på bandets performance; de spillede som forventet hurtigt, hårdt og med en vokal, der kunne sætte en skræk i livet på alle, som levede i vikingetiden. Men, men, men så kom vi til en vederstyggelighed, som ville få alle vikinger til at vende sig i deres grave. Amon Amarth havde under nummeret ”A Dream That Cannot Be” inviteret sangerinden Doro med til en duet. Nu er det jo Wacken Open Air, og alle, der har været på festivalen mere end to gange, ved, at man altid kan finde Doro på en scene eller to i løbet af festivalen. Men en duet med Johan Hegg var lige at stramme den. Det var lige før, at mine ømme tæer faldt af i bar væmmelse, for aldrig har jeg lagt ører til en mere pinlig duet end denne. To stemmer, der er så langt fra hinanden, og det er altså selvom, at Doro blev præsenteret som Queen of Metal. Der er ikke meget metal over Doros stemme – og slet ikke, når den skal op imod en af de grummeste og mest brutale i branchen. Det var en fin gestus til Doro, at hun kunne opleve at stå på en scene sammen med Amon Amarth, men det gik altså hen og blev direkte pinligt.
Heldigvis forlod hun scenen igen, og vi, der var kommet for at høre vikingerne, kunne atter læne os tilbage og nyde de sidste par numre, inden bandet takkede af efter 75 minutters spilletid.
Avantasia Harder Stage, kl. 22:00
Det ku have været så godt
Tobias Sammet var på hjemmebane, og i dagens anledning havde han taget en imponerende entourage af musikere med; Geoff Tate, Jorn Lande, Eric Martin og Bob Catley skulle alle levere varen denne aften.
Det blev meget overvældende at se så mange musikere på scenen, men især Jorn Lande har en særlig plads i denne skribents hjerte. Så at se ”The Scarecrow” blive fremført var helt vanvittigt eminent. Det var en kanon oplevelse, som jeg på sin vis ville have ønsket var stoppet der. Jeg besluttede mig nemlig for, at jeg ville tættere på scenen, og bemærkede, at der faktisk var næsten mennesketomt langs Faster-scenens side. Jeg kunne faktisk gå helt uhindret op til hegnet. Folk var åbenbart kørt fuldstændig trætte efter Amon Amarths magtdemonstration, og de havde simpelthen ikke overskud til denne musikalske stimuli.
Koncerten var pletfri med undtagelse af Sammets små stikpiller til dem, som stod forrest for at høre Kreator bagefter. Han viste kortvarigt, at det gik ham lidt på, at der var så få folk, men scenen blev stadig rødglødende, da sangen ”Lost in Space” blev spillet sammen med Amanda Somerville. Det var en udmærket, men desværre hurtigt glemt koncert, som får en til at tænke på, om det egentlige hovednavn havde været på før dette.
Kreator Faster Stage, kl. 00:15
Gassen gik lidt af Kreator-ballonen
Ved midnatstid lørdag aften, da Avantasia var færdige med deres power metal, blev det endelig Kreator-tid. Det tyske band har igennem de sidste 5-6 år virkelig oplevet en opblomstring og høstet mange topkarakterer – både med hensyn til deres albums, men så sandelig også deres koncerter. Så forventningerne var store, da Kreator indtog Faster-scenen denne lørdag aften/nat.
Bandet leverede en tro kopi af den koncert, de gav i Amager Bio i vinters, på nær udeblivelsen af to numre. Så der var intet nyt at spore i deres sætliste. Det var en blandet pose med nogle af deres største hits, vi fik serveret. Det kunne have været en thrash-fest, som det var tilbage i 2013, da Kreator sidst gæstede Wacken, men koncerten og oplevelsen gled desværre i svinget og blev lidt af en fuser.
Det hele startede ca. tre minutter inde i første nummer. Har valgte vejrguderne at åbne for den store hane og give os en sidste hilsen. Som Kreator ville sige: ”With rain comes the mud”. Det havde holdt tørt hele lørdagen, hvor store dele af pladsen faktisk var blevet mudderfri, men tilsæt så lige en spand vand til en allerede helt vandmættet jord… Det regnestykke giver sig selv. Resten af koncerten foregik i mudder til langt op på benene. Det satte i den grad en stopper for den store mosh pit, som forsanger Mille gerne ville have. Selvfølgelig var der flere steder, hvor dette kunne lade sig gøre, og der blev i den grad gået til den. Men samlet set betød regnen og mudderet, at den store mosh-fest udeblev.
Rent musikalsk var der flere store fejl fra bandets side – blandt andet, da Mille ville have gang i en wall of death. Her ville han have folk til at dele sig i to lejre, og han gik så i gang med at tælle til fire, hvor fire ville være et ”Go! Kill each other”-tegn. Så langt kom han slet ikke, for allerede ved to begyndte bandet at spille, og det hele endte med ingenting. Der var også flere tekniske fejl i koncerten, så at bandet er begyndt at blive lidt tour-trætte kunne godt tænkes.
Selvfølgelig var der også tidspunkter, hvor det hele lød præcis, som man forventer til en Kreator-koncert: tight og dejlig aggressivt. Bandet har flere gange bevist, at de kan gøre det langt bedre, men det kunne så sandelig også have været værre.
Kommentarer (5)
Jørgen Dau Nielsen
Geografi
Wacken ligger altså i sydslesvig. Til orientering er nordslesvig pt en del af Danmark.
Jørgen Dau Nielsen
Sprog
Hvad med om du havde strengt dig lidt mere an i skolen og lært tysk. Tysk er også et internationalt sprog, og dansk kultur og sprog er historisk set i højere grad influeret af Tyskland end den angelsaksiske verden. Har man lidt dannelse (hvilket rigtigt mange af dem der hører Metal efter min erfaring har) burde man sgu kunne begå sig på lidt tysk (bare til husbehov) blandt ligesindede på en metalfestival. Det er mere end slemt nok at høre hvor røvdårlige diverse danske tv-journalister, politikere og lign. er til tysk - så vis gerne lidt mere format her på jeres, for det meste, udmærkede heavymetal.dk (jeg skriver for det meste grundet enkelte uheldige anmeldelser hvor anmelderen var håbløst uvidende og inkompetent vedr. bandets musik/genre/historie/diskografi).
Carsten Bach
Redaktør
Indlæg: 3
Svar på følge
Hej Jørgen
Den geografiske bommert skal selvfølgelig rettes.
Nu er der ikke kun danskere på festivalen som kommer udenbys fra, men også folk fra amerika, indonesien, israel, australien, ja faktisk hele verden. Skal de også stramme sig an?
Der er tale om en generel observation af en problematik jeg hørte mange nævne, både i camps og i presseområdet.
Desuden kan der vel ikke herske tvivl om problematikken ved at SECURITY personalet kun taler tysk. Hvad skal dem som ikke har tysk på skemaet så gøre?
Jørgen Dau Nielsen
Svar
Hej Carsten. Mange tak for din respons på mit indlæg. Jeg erkender blankt at du har et godt argument vedr. forståligheden af sikkerhedsanvisninger og lign.
Jørgen Dau Nielsen
Rettelse
Der skulle stå forståeligheden