Kan den britiske opfølger stå distancen?
De britiske metalcoreudøvere Defects er klar med deres opfølger til Modern Error. Når man nævner metalcore i 2026, så vil de fleste læsere allerede have stemplet Defects som en af to ting. Enten er man metalpurist, som ikke anerkender metalcore som en “rigtig” metalgenre, og synes at Sleep Token, Nickelback og alt metalcore tilhører skraldespanden - samtidig med, man man råber “spil noget med Slayer”. Eller også tilhører man en mere progressiv skare, der applauderer kombinationen af hårde vers, catchy omkvæd og ødelæggende breakdowns. Jeg skal skynde mig at tilkendegive, at jeg hører til i sidstnævnte kategori. Som anmelder ævler jeg ofte om, at metalcore efterhånden er et udvandet koncept, der indkapsler utroligt mange forskellige sub-sub-genrer, så hvor passer Defects egentligt ind henne i den suppe af indelukkede følelser og forgæves aggression?
Guitarguf, vokalblær og mesterlig metalcore
Pladen lægger ud med titelnummeret, og her bliver der skudt med skarpt fra første sekund. Metalcore-traditionen tro, så har vi på skiven et mix af clean vokaler og en growl, der afløser hinanden flere gange under samtlige skæringer. Ydermere er sangstrukturen dejlig forudsigelig med et par vers, et par omkvæd og et knusende breakdown. Men er der efterhånden noget, som rimer mere på metalcore end breakdowns?
Så skulle det lige være catchy omkvæd, som hænger irriterende godt fast i ørerne efter ganske få lytninger. Netop kombinationen af disse breakdowns og omkvæd er en rød tråd gennem Artificial Icons. Numre som “Heresy” og “Hollow” beviser også, at vi har at gøre med ganske habile og dygtige instrumentalister. Guitaren er særligt i fokus og heldigvis, for den lyder satme godt. Riffs er varierede og knusende, krydret med noget herlig soloaktivitet som på “State of Mind” og “Afterglow”. Som hobbyguitarist bliver jeg underholdt gennem albummets 11 numre, hvor repetitiv aldrig bliver et beskrivende ord for lyden.
Både den rene og beskidte vokal lyder fabelagtigt albummet igennem. Den rene vokal bliver aldrig for høj-pitched eller for melankolsk, og growlen har den helt rigtige mængde af aggression til at komplementere trommerne og de nedstemte guitarer.
Pladen afsluttes med “Afterglow”, som heldigvis ikke er et Ed Sheeran-cover, men derimod en stærk metalcore-ballade, der rammer alle de rigtige elementer af både følelse, råhed og aggression. Nummeret står som en fantastisk afslutning på en plade, der rammer alle metalcorens elementer til UG. Generelt set er det enormt svært for mig at finde ting, der irriterer mig ved dette album, så jeg må helt enkelt bare overgive mig til Defects’ nyeste udspil og erkende, at flere sange fra dette album kommer til at figurere på mine playlister fremadrettet.
Defekt er det sidste ord, jeg vil bruge om dette album
Jeg bilder mig ind, at vi er ganske mange metalcorefans, der savner de “gode gamle dage”, hvor metalcoregenren repræsenterede, hvad navnet antyder - metal og hardcore. Dog er udtrykket udvandet, men nogle bands holder stadig fast i de hurtige hardcorevers, de metalliske rytmer og breakdowns - og så gør det ikke noget, hvis man krydrer musikken med lidt catchy hooks. I min optik handler det om at finde den helt rigtige kombination af aggression og æstetik, og den kombo har de altså fanget i det engelske hos Defects.
Artificial Icons er med andre ord et fantastisk album, som efterlader mig hungrende efter mere, og jeg håber kun det ‘mere’ bliver til en turné, der slår vejen forbi det danske i den nærmeste fremtid.