Musikken, man aldrig hører i Lalandia
Left to Suffer udkom med deres første udgivelse, A Year of Suffering, i 2020 i midten af coronapandemien. Som så mange andre bands i denne periode var det som benzin på det i forvejen brændende bål, at bands ikke kunne få lov til at komme ud at spille og møde deres fans. Alligevel, takket være internettet, lykkedes det bandet få features fra både Signs of the Swarm og eks-Lorna Shore-forsanger CJ McCreery. Sidenhen har Left to Suffer udgivet yderligere to album og et par EP’er, mens lyttertallet på Spotify er kravlet godt op over 500.000 lyttere pr. måned.
Bandet har også varmet op for en del prominente navne i dødsmetallen, herunder Dying Fetus og Sanguisugabogg. Nu er det blevet tid til at udgive bandets fjerde album, Unwelcome Guest, og med den tur, kvartetten fra Atlanta har haft med sig, må man helt sikkert også godt forvente noget af skiven.
Ondt, uhyggeligt og brutalt
Unwelcome Guest starter ikke just i en venskabelig tone. Som albummets navn antyder, er der ikke meget hygge at hente på de 11 numre, skiven indeholder. Uden så meget pjat bliver der lagt ud med en tung simpel guitar, en ond dyb vokal samt en simpel basgang, der får hele lydbilledet til at være dejligt primitivt, langsomt og hårdt. Tag dog ikke fejl: Den langsomme pace synes jeg ikke, er et væsentligt element på albummet. Bevares, Left to Suffer kan næppe beskrives som værende blandt de ultratekniske hurtige bands i deathcoregenren, men placerer sig nok nogenlunde midt i – ved siden af bands som Paleface Swiss, ten56. og Spite.
Brutaliteten lader ikke vente på sig. Lyden er klar og hård, selvom man får usandsynligt mange baseksplosioner, der minder om, når man har skruet lidt for højt op for subwooferen. Lyden bliver aldrig mudret, selvom guitarer og bas er stemt så lavt, at tonearter nemt kunne flyde over i et sludget rod.
Undervejs får vi en feature fra Alan Grnja, som nærmest må siges at være en af de travleste mænd i deathcore. Udover at drive sit eget band, Distant, har den slovakiske forsanger et utal af features i genren – men også helt fair, når man lyder så ond, som han gør. Taylor Barber, der er frontmand i Left to Suffer, har nu heller ingen problemer med at lyde som en besat dæmon gennem samtlige tracks på albummet. Barber har også haft travlt med at samarbejde med diverse andre artister i genren – og har da i øvrigt også selv featured kort på Distants Aeons of Oblivion. Vokalen er generelt brutal og hård og lægger helt perfekt op til de pulveriserende breakdowns undervejs.
Mod slutningen af pladen får vi også et par enkelte indikationer på, at bandet godt kan spille andet end bare rendyrket smadder. Bevares, “Bleeding Out” starter med god fart, men som nummeret progresserer, kommer instrumentalisterne til deres ret med guitarsoloer, varierende tempi og et lidt anderledes lydbillede end på de andre numre på pladen. Unwelcome Guest er en raserifyldt energiudladning – præcis som man havde forventet.
Der er dog ikke meget at hente, hvis man ikke er til deathcore. Vi ligger meget i centrum af genrens identitet uden nogen særlige udflugter til andre nærliggende genrer. Måske bortset fra et par nu-metal-elementer på “404”. Jeg synes, skiven bliver ramt af nogle øjeblikke af monotoni undervejs, men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, hver gang Left to Suffer slår over i et destruerende breakdown – og det gør de heldigvis tit.
Når forventningen bliver mødt og heller ikke mere
Intet bliver genopfundet på Unwelcome Guest. Hvis man er fan af Left to Suffer, kommer albummet absolut ikke til at skuffe, da det på mange måder er mere af det samme, som vi allerede har hørt på de tidligere album. Albummet lander lige der, hvor man havde forventet – i en øredøvende masse af vrede og fuldkommen destruktion. For mig betyder det også, at albummet egentlig hverken er godt eller dårligt – og er det egentlig godt?