Hvor gammel er ’for gammel’?
Rockmusikken har efterhånden udviklet sit eget paradoks. I en genre, der engang levede af ungdomsoprør og nybrud, er det i stigende grad blevet pensionisterne, der trækker de største overskrifter. Gennem årene har Copenhell således sluset veteraner som Scorpions, KISS, Uriah Heep og Black Sabbath gennem portene, og onsdag aften kunne Alice Cooper skrive endnu et kapitel i festivalens historiebøger, da shockrockens alfader indtog Helvíti som den ældste optrædende nogensinde.
Det rejser imidlertid et interessant spørgsmål. For selvom erfaring og legendestatus aldrig går af mode, følger fysikken sjældent trop. I de senere år har flere af rockens største navne vist, at et berømt logo på plakaten ikke nødvendigvis er garant for en stor koncertoplevelse. Både Mötley Crüe og Guns N' Roses har i den forbindelse leveret koncerter på Refshaleøen, der efterlod anmelderne betydeligt mindre begejstrede end bandenes renommé ellers burde tilsige. Samtidig bliver festivalerne ved med at investere millioner i fortidens helte, mens publikum troligt møder op for at genopleve ungdommens gyldne stunder.
Da Cooper senest gæstede Copenhell i 2016, leverede han et seværdigt horrorshow, som indbragte ni kranier her på sitet. Tre år senere var dommen langt hårdere efter koncerten i Royal Arena, hvor den aldrende shockrocker blev beskrevet som både gammel og træt. Nu stod Ol' Black Eyes endnu engang på Refshaleøen. Ikke blot som en levende legende eller som genrens ledende arkitekt, men som en 78-årig artist i sin karrieres efterår. Spørgsmålet var derfor ikke, hvorvidt Alice Cooper havde fortjent sin plads på plakaten, men snarere om han stadig kunne retfærdiggøre den.
Horrorshow i aftensol
Vi måtte pludselig rubbe nallerne, da koncerten var rykket et kvarter frem, men i den stadig stikkende aftensol trådte Cooper frem som et vaskeægte “Spark in the Dark”. Allerede her stod det klart, at dette var et helt andet dyr end den afdankede ringrotte, vi blev spist af med i Royal Arena-udgaven fra 2019. Bandet virkede veloplagt, lyden stod stærkt i gryden ved pulten, og pladsen kvitterede prompte med den slags modtagelse, der hurtigt kan få selv en 78-årig veteran til at se ti år yngre ud. “No More Mr. Nice Guy” blev dermed en titel, man med en vis ret kunne diskutere. For i disse omgivelser, og ikke mindst i dette format, fremstod koncerten mere som et kærkomment genhør end som et regulært rædselskabinet. Selv brugen af momentvis playback, der fungerede som en duet med Coopers eget yngre jeg, var til at tilgive, fordi illusionen aldrig for alvor krakelerede. Tværtimod blev det en del af det store, hyggeligt uhyggelige menageri, hvor hele pointen netop er, at alt er koreograferet, overdrevet og en anelse kunstigt.
“House of Fire” understregede, at Cooper stadig ved, hvordan man skruer et festivalsæt sammen. Her var ingen dybe albumudgravninger for de særligt indviede, men derimod en parade af letgenkendelige numre, teatralske virkemidler og velplacerede temposkift. Alderen fornægtede sig dog ikke, og undervejs måtte hovedpersonen flere gange hvile de gamle stænger, mens bandet tog over. Det gjorde imidlertid ikke meget, når resten af orkesteret spillede med den slags overskud, der kan få selv en aldrende frontmand til at ligne centrum i en velsmurt maskine, der stadig kværner ufortrødent videre. Særligt Nita Strauss' barselsvikar, 22-årige Anna Cara, trådte frem med en teknisk autoritet og et nærvær, der efterlod enhver gammeldags diskussion om kvinders plads i rock og metal som et monument over fortidens tåbeligheder. “I’m Eighteen” fik naturligvis en ufrivilligt komisk klang, for hvis der nogensinde var et tidspunkt at overveje en titelrevision, måtte det være nu. Men det gjorde egentlig kun nummeret mere charmerende. “Feed My Frankenstein” leverede den obligatoriske gyserstaffage, mens oppustelige enhjørninger i publikumsfeltet skabte den perfekte Copenhell-kontrast mellem makaber scenetradition og festivalpladsens absurde hverdagstrummerum.
Det største irritationsmoment befandt sig da heller ikke på scenen, men foran den. Den evindelige vandring frem og tilbage efter øl, vand og hvad der ellers måtte rekvireres midt i koncerten, blev hurtigt en prøvelse for tålmodigheden. “Hey Stoopid” kunne næppe være faldet mere passende, selvom den slags forstyrrende elementer nok aldrig forsvinder fra en festivalplads. Mere kærkomment var det med en enkelt crowdsurfer, for den form for stupiditet vil vi gerne have mere af. “Dangerous Tonight” gik rent igennem, og “Poison” fremkaldte aftenens ubetinget største brag på betonen. Her var der ikke længere tale om nostalgi som høflig genkendelse, men om et hit, der stadig kan få en hel plads til at reagere instinktivt. Senere blev stemningen sænket, og netop her blev illusionen kortvarigt udfordret, da en lydprøve på Hades maste sig ind over et af de mere nedtonede øjeblikke. Det var enerverende, men ikke altødelæggende. For samtidig havde solen trukket sig bag et skydække, ølstaffetterne var tyndet ud, og koncerten havde efterhånden fundet et tåleligt klima, hvor Cooper og hans band kunne gøre det, de kom for: at give Copenhell endnu en omgang opstyltet gys og gru.
En svanesang med bid
Intet Alice Cooper-show uden en tur i guillotinen, og naturligvis måtte hovedet rulle, før klokken i mere end én forstand ringede ud med “School’s Out”. Akkompagneret af “Another Brick in the Wall”, balloner i jumboformat og med en afsluttende hilsen til salig Kurt Cobain blev finalen måske mere folkefest end egentlig chok-kabaret, men det gjorde ikke meget. Tværtimod ramte koncerten netop balancen mellem uhyggelig hygge og hyggelig uhygge, hvor de gamle tricks stadig virkede, fordi de blev leveret med overskud, timing og respekt for traditionen. Cooper bevægede sig ikke som i gamle dage, og stemmen var heller ikke uberørt af tidens knoglesav. Men han bar rollen med langt større overbevisning, end man kunne have frygtet efter Royal Arena i 2019. Hvor gammel er for gammel? Ikke 78, hvis man hedder Alice Cooper og stadig kan få Helvíti til at synge med på omgang skolefri for sommeren.
Sætliste:
1. Hello, Hooray (Judy Collins cover)
2. Who Do You Think We Are (forkortet, med lyrik fra "I’m Alice" og "Welcome to the Show)
3. Spark in the Dark
4. No More Mr. Nice Guy
5. House of Fire
6. I'm Eighteen
7. Feed My Frankenstein
8. Dirty Diamonds
9. Hey Stoopid
10. Dangerous Tonight
11. Poison
12. Guitar Solo
13. Brutal Planet (med udvidet bandsoli)
14. Ballad of Dwight Fry
15. Cold Ethyl
16. Only Women Bleed
17. Second Coming / Going Home
18. School's Out (med "Another Brick In the Wall, Pt. 2" af Pink Floyd-snip og introduktion af bandet)
19. Smells Like Teen Spirit (Nirvana-cover)
20 I'm Always Chasing Rainbows (Harry Carroll-sang, outro)
