Der er travlt, og der er for travlt
Der er i øjeblikket en intens debat om, hvorvidt professionelle fodboldspillere spiller for mange kampe både på klubniveau, i internationale ligaer og for deres respektive landshold. Schweiz deltager i øjeblikket i Nations League, men det er ikke kun fodboldspillerne i alpelandet, der har travlt. Også det schweiziske metalband Ad Infinitum har fuld fart på skiskoene. Kvartetten, som blev dannet i 2018, har udgivet hele fire albums på blot fire år: Chapter I: Monarchy (2020), Chapter II: Legacy (2021), Chapter III: Downfall (2023) og nu Abyss. Med så høj en produktionsrate kan man stille spørgsmål ved, om bandet måske har for travlt. For som det gamle ordsprog lyder: "Rom blev ikke bygget på én dag”. Eller i dette tilfælde Zürich.
Som at satse hele sin formue på rouletten
Selvom de fleste tænker på Monte Carlo eller Las Vegas, når kasinoer nævnes, skal man ikke undervurdere, hvad Zürich har at byde på. Dog tvivler jeg på, at schweizerne har haft tid til at besøge et, med det tempo de har holdt. Det holder dem dog ikke fra at satse alt på én gang på rouletten, så at sige. Bandets største – og i virkeligheden eneste – trækplaster er Melissa Bonny, som godt kan måle sig med andre profilerede sangerinder som Charlotte Wessels, Christina Scabbia eller Alissa White-Gluz. Bonny har en imponerende vokal rækkevidde og tøver ikke med at growle løs, når det kræves. Hun gør en stærk figur på Abyss, og på singlen "My Halo" kan man endda ane en snert af Amy Lee i hendes vokal. Singlen udnytter sine breakdowns effektivt og minder om den rock-metal hybrid, Evanescence gjorde populær i starten af 00'erne. Albummets to bedste numre, "Parasite" og "Aftermath," er klare eksempler på, hvor godt Ad Infinitum kan lyde, når de for alvor udnytter deres breakdowns og skaber fængende omkvæd.
Men et band er mere end bare én person, og her må jeg desværre erkende, at instrumenteringen bag Melissa Bonny ofte er lige så neutral, som Schweiz er kendt for at være. Samspillet føles mangelfuldt, og det virker, som om bandet har proppet alle tænkelige genrer ind i mikset blot for at bevise, at de kan: dance, elektronisk, pop, metalcore, rock, deathcore – you name it. Underligt nok har de dog valgt at skære de symfoniske elementer væk, som ellers var drivkraften på Chapter I og Chapter II. Resultatet er en meget blødere udgivelse, der kun viser sin egentlige styrke i få øjeblikke. Det er synd, for der er klart potentiale til mere.
"Euphoria" kan bedst beskrives som en elektronisk pop-rock melodi med et strejf af Eurovision, men den rammer desværre langt forbi målet. De mange gentagelser gør den hurtigt kedelig. "Anthem For the Broken" klarer sig ikke meget bedre, da det sukkersøde omkvæd føles tvunget og unaturligt. Kvintetten har langsomt bevæget sig i denne retning over deres udgivelser, og selvom der stadig er små hints af core, kan vi ikke ignorere, at Ad Infinitum nu minder mere om Milka end Toblerone fra chokoladehylderne. De er for alvor blevet definitionen på et gateway-band, og selvom de selv hævder, at denne udgivelse er en progressiv kraftpræstation, er afgrunden, de synger om, slet ikke så dyb, som man kunne have håbet på.
Buzz Lightyears slagord var desværre taget
Melissa Bonny og resten af Ad Infinitum formår desværre ikke at tilføre meget nyt til moderne metal, der i forvejen både tigger og skriger efter fornyelse. Hvor Simone Simons for nyligt viste, at der stadig er plads til nuanceret symfonisk metal med udgivelsen Vermillion, synes Ad Infinitum at trække sig længere væk fra det, der egentlig gav dem deres gennembrud. De mangler mod og evne til at videreudvikle deres kompositioner, og på den måde passer bandnavnet vel egentlig udmærket. Der er uden tvivl plads til et band som dem i fremtiden, men kun hvis de begynder at rette blikket mod netop fremtiden.
