Den travle hverdag

Vi kender alle hverdagens ulvetimer. Datteren skal hentes 40 kilometer væk på rideskolen, mens sønnen bombarderer dig med så mange sms’er, at man skulle tro, han havde delt dit nummer med hele sin kontaktbog. Personligt har jeg rigeligt med tre ugentlige arrangementer, så det er ikke overraskende, at Simone Simons, bedst kendt fra Epica, først nu i 2024 har fundet tid til at udgive sit eget soloalbum, Vermillion. Den hollandske sangerinde har arbejdet sammen med Arjen Lucassen fra Ayreon i de sidste seks år. Han har primært skabt materialet på udgivelsen, mens Simons har bragt sin erfaring til bordet og stået for albumtitlen, det overordnede tema og delvist lyrikken. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om sangerindens solo-materiale formår at skabe afstand fra Epica, eller om det blot ligner bandets diskografi i nye sko.

Gæster der fester, men materiale der brister

”Projekt Vermillion" minder på mange måder om Epicas EP The Alchemy Projects på grund af den store mængde gæsteartister, der bidrager til udgivelsens spilletid. Simons faste makker fra Epica, Mark Jansen, leverer growls på "The Core" og "R.E.D.", Alissa White-Gluz fra Arch Enemy agerer vokalist på det industrielt inspirerede nummer "Cradle to the Grave", Perttu Kivilaakso fra Apocalyptica spiller cello på afslutningsnummeret "Dark Night of the Soul", og Koen Herfst, der har samarbejdet med Armin Van Buuren, Vandenberg og Epica selv, leverer trommer på hele udgivelsen. På trods af alle disse referencer og Simones sædvanlige opera-vokal er der dog markante ændringer at spore. Simons blander elementer fra den klassiske symfoniske genre og den tunge industrial-genre, samtidig med at der er plads til adskillige 80'er-inspirerede ballader.

Det bombastiske åbningsnummer "Aeterna" viser øjeblikkeligt, at hollænderes stemme absolut ikke er blevet ringere de sidste par år. Præcis denne type symfoniske mystik med orientalske noter var, hvad jeg forventede af udgivelsen. Men allerede på næste nummer får vi en 80'er-inspireret ballade nemlig "In Love We Rust", der melankolsk reflekterer over tabt kærlighed. Modsætningen mellem disse numre er stor, men viser også nøjagtigt, hvor dygtig en sangerinde hun er, selvom man enkelte steder savner det rå udtryk, som Mark Jansen sædvanligvis tilføjer. Det får vi heldigvis på det ultramoderne nummer "R.E.D.", der mere minder om metalcore end symfonisk metal. Vi kommer langt omkring, muligvis også for langt.

For der er reelt set ikke en rød tråd på Vermillion, som mest af alt blot forsøger at fremvise Simone på flest mulige måder uden at stille spørgsmålet: hvorfor? Sci-fi-nummeret "R.E.D" og det tunge industrial-nummer "Cradle to the Grave" er gode eksempler. Hvorfor var det overhovedet nødvendigt at få Alyssa White-Gluz med, når Simons stemme alligevel er albummets absolutte præmis nummer et? Det føles som være til en buffet, hvor der er alt fra sushi til spaghetti – det er spændende, men til sidst sidder man og savner en gennemført ret med samhørighed. Derfor er jeg også bange for, at skiven hurtigere går i glemmebogen end Epicas sidste udspil Omega for mig personligt.

Skarlagensrød eller Bordeaux?

Cinnoberrød (eller skarlagensrød, som mange også kender farven) er en farve, som jeg med jævne mellemrum debatterer med mig selv, om jeg virkelig kan lide. Og på den måde passer den meget godt som titel på Vermillion, da jeg også har svært ved at greje denne udgivelse. Vi får fremvist en Simone Simons i topform, der eksperimenterer i et væld af genrer, men formålet? Det undviger mig. Simons stemme er attraktionen, alle står i kø til, men Arjen Lucassen skal også have ros for nogle bombastiske kompositioner, som man ikke ser hver dag. Man bliver næsten nødt til at sammenligne materialet med Epicas eget for at nå til en konklusion. Er det lige så godt? Det vage men mest præcise svar vil være – kun til tider.