Prominent ophav

Som titlen svagt insinuerer, er Chapter III (Downfall) tredje udspil fra schweiziske Ad Infinitum, der første gang så dagens lys i 2018. Anført af stiftende frontkvinde Mellisa Bonny sluttede den symfoniske metalkvartet sig til det velbjærgede alpelands stribe af i forvejen prominente navne. I flæng kan nævnes Celtic Frost, Samael, Zeal and Ardor, Shakra og ikke mindst Eluveitie, der gennem årene hver især har sat et større eller mindre aftryk på den tunge scene. Den melodiske folk death-septet har i øvrigt gavmildt stillet forsanger Chrigel Glanzmann til rådighed på albummets afsluttende skæring, ”Legends”.

Der sidder fire mand på en tømmerflåde

Melodiske metalbands findes efterhånden i alle mulige finurlige afskygninger. Der er med andre ord kamp om rampelyset på den etablerede scene, og der skal i sandhed noget enestående til at få en (indrømmet) selektiv anmelder op af stolen. Lad det derfor være sagt allerede nu: En hybrid mellem Jennifer Haben og Elize Ryd garneret med lettere inferiøre growls, der med god vilje dufter hen ad Alissa White-Gluz, får altså ikke mit Breitling-ur til at tikke.

Chapter III (Downfall) lider generelt under de samme enslydende rytmestrukturer, der gør bands som eksempelvis Amaranthe temmelig enerverende at lytte til over længere tid. Der er ellers tilløb til flere interessante kompositioner som ”Seth” med sit historiske oplæg fra oldtidens Egypten og ”From the Ashes” med sine reminiscenser af Meshuggah. Men det er netop her, sanktbernhardshunden ligger begravet: kortvarigt fornøjelig, som Andreas Bos fortolkning af Dirch Passers udødelige sketch om de fire mænd på en tømmerflåde end måtte forekomme, så vedbliver den nu engang blot et ’plagiat’ (meget rammende var det også titlen på Bos efterfølgende onemanshow).

Det er i den forbindelse ekstremt vigtigt for mig at påpege, at der med schweizernes aktuelle udspil ikke følger en anklage om at plagiere i ordets juridiske forstand. Der refereres derimod til de fantasiforladte gengivelser, vi ender med at stå model til. Tag blot ”Somewhere Better”, der udskiller en ram vokaldunst af Sharon den Adel, mens de episke riffs fra Adrian Thessenvitz uvægerligt henleder tankerne på ”The Whole World Is Watching” fra Hydra (2014). Eller hvad med ”Under the Burning Skies”, der umiskendeligt minder om en løs fortolkning af ”Songs of Love and Death” fra debutudgivelsen af samme navn, der satte Jennifer Haben og Beyond The Black på landkortet tilbage i 2015. Endelig er vi nået så vidt som at planke gamle Arch Enemy-titler, om end ”Ravenous” version 2.0 ikke har meget mere til fælles med originalen end netop titlen. Angela Gossow må korse sig, til trods for at hendes tidligere våbenbrødre selv træder kunstnerisk dødvande for tiden. Hele miseren afrundes på ”Legends”, hvor føromtalte Glanzmann indtager rollen som indledende oplæser med så flødefed en accent, at den ville få selv Schwarzenegger til at anbefale ham et kursus på aftenskole i fonetik.

Klichéernes evindelige holdeplads

Der hersker ingen tvivl om Melissa Bonnys vokale kundskaber, men der savnes ambitioner, der rækker udover imitation af genrens mere erfarne kvinder. Egentlig burde jeg ikke være overrasket over de både mærkværdige og forudsigelige dispositioner, der synes at gå hånd i hånd på samfulde tre udgivelser indtil videre. Således kunne på debutudgivelsen Chapter I (Monarchy) findes en mildt sagt malplaceret fortolkning af ”Halloween”, temaet fra Tim Burtons 30 år gamle mesterværk, ’The Nightmare Before Christmas’, mens opfølgeren glimrede ved sin forfriskende originalitet i form af en duet med Nils Molin (hmm… hvor er det nu, han hører til?). Vi parkerer hermed tourbussen på klichéernes evindelige holdeplads, indånder den friske bjergluft, mens vi tager os selv i at nynne ’Står på en alpetop / Kigger på det sner / Nu er jeg endelig kommet helt herop / Hva' fa'en sku' jeg egentlig her?’.