Ti sange, Metallica burde spille i Boxen

Foto: Claus Ljørring Foto: Claus Ljørring

Som de fleste nok ved, kommer Metallica til Danmark igen d. 27/3, for efter fire besøg i Royal Arena sidste år er det nu blevet Herning og Boxens tur.  Vi er jo nok ret mange, der har set Metallica adskillige gange de senere år, og selvom Lars & co. egentlig er rimeligt gode til at variere deres sætlister, bliver deres koncerter alligevel domineret af de samme gamle travere fra især Ride the Lightning, Master of Puppets og the black album. Fair nok, for sådan skal det jo være i et eller andet omfang, men her på Heavymetal.dk synes vi alligevel, at Metallica godt kunne grave lidt dybere i bagkataloget. Så her er vores bud på ti oversete perler, der ville gøre koncerten i Boxen på tirsdag endnu mere interessant.    

10. ”So What” – Garage Inc.

Den ultimative musikalske fuckfinger fra britiske Anti-Nowhere League. Metallica har aldrig lydt vredere, end da de fremførte denne lille punkklassiker (inkl. ”Last Caress”) til MTV Awards i 1996. De fleste store metalbands har nok i et eller andet omfang oplevet at blive behandlet som andenrangsartister til diverse award shows. Man kan i hvert fald godt mistænke Metallica for at være bare en anelse sure den aften, og hvem vil ikke gerne opleve de gamle drenge fyre den af på den måde igen?

9. “Broken, Beat and Scarred” – Death Magnetic

Indrømmet: Death Magnetic lyder ikke godt, men de fleste er vel enige om, at den rent faktisk indeholder en stribe superstærke sange. Dens problem er vel – udover den voldsomt komprimerede lyd – at Metallica lidt for krampagtigt forsøgte at finde tilbage til ånden og stilen fra 1986’s Master of Puppets. Derfor blev Magnetic aldrig et lige så ærligt udspil som de to albums, der kom før og efter (advarsel: Dem vender vi tilbage til om lidt). Blandt de mange fede live-kandidater som fx ”End of the Line”, ”All Nightmare Long”, ”My Apocalypse” og ”Suicide & Redemption” er valget faldet på ”Broken, Beat & Scarred”. Et sandt riff-o-rama, tunge grooves og et overraskende positivt budskab om, hvordan vi rejser os, selvom vi er nede. Klassisk Metallica.

8. ”Carpe Diem Baby” – Reload

Load, bare endnu mere kedeligt”, er der mange, der mener om Reload. Det er nu nok en sandhed med modifikationer, for dette album indeholder bl.a. to live-klassikere i ”Fuel” og ”Memory Remains” samt episke ”Fixxxer”. Et andet højdepunkt er ”Low Man’s Lyric” – en gudesmuk sang, der skiller sig ud som få i Metallicas diskografi, men holder den mon live på de store scener? Nok ikke, så ”Carpe Diem Baby” er det oplagte valg med sine lækre grooves og sin fede feel.

7. ”Phantom Lord” – Kill ‘Em All

Ærligt talt, der er ikke ét eneste nummer på Kill ’Em All, en sand Metallica-fan ikke gerne vil høre live hver gang, men de plukker jo regelmæssigt fra mere end halvdelen af dette sindssyge debutalbum, så valget er faldet på et af de allerbedste numre, som de sjovt nok næsten aldrig spiller live. Udover rasende tempo og energi, som hele Kill ’Em All jo bød på til overflod, er ”Phantom Lord” faktisk den første Metallica-sang, der introducerer clean guitarer og dermed mere dynamik end resten af dette konstant fræsende album. En fantastisk sang og – skulle det vise sig – en forsmag på, hvad der ventede på de tre næste mesterværker. ”Fall to your knees and bow to the phantom lord!”, oh yes.

6. “The Outlaw Torn” – Load

Load er meget bedre end sit rygte og indeholder en række Metallica-klassikere, der fortjener mere eksponering live, end de har fået i mange år. ”King Nothing”, ”2x4”, ”Until It Sleeps”, "Wasting My Hate" og ”Bleeding Me” er alle superstærke sange, der også her sidst i 10’erne ville sparke røv i Boxen, men mesterværket på Load er nu majestætiske ”The Outlaw Torn”. Sjældent har James Hetfield krænget sin trængte sjæl mere inderligt ud end her, og det fortjener vi alle at opleve live.

5. ”Dirty Window” – St. Anger

St. Anger er historien om tre voksne mænd, der alt for sent opdager, at de er blevet voksne – at der pludselig er noget, der hedder ansvar over for andre end dem selv, at tiden ubønhørligt går, og alting dermed har sin ende. St. Anger er rå og beskidt; det mest fucked up album, Metallica nogensinde har lavet, netop fordi de selv var fucked up og for første gang i deres liv indså det. Det blev på den måde det mest hudløst ærlige album, de havde lavet siden Kill ’Em All, men i substansen langt mere interessant end debuten. Hvis du hader St. Anger, men elsker Metallica for andet end ”Nothing Else Matters”, så gør dig selv den tjeneste at give denne uslebne diamant en chance mere. Du vil i den grad blive belønnet for din tålmodighed. Vi kunne snildt vælge ”Frantic”, ”Sweet Amber” eller ”Shoot Me Again”, men her på redaktionen er vi nogen, der håber, bandet sætter revalideringen af St. Anger i gang med at spille ”Dirty Window” i Boxen. PROJECTOR! PROTECTOR! REJECTOR! INFECTOR!

4. “Frayed Ends of Sanity” – …And Justice for All

OK, tilbage på sporet. Sangene på Justice er måske lige en tand for lange og for “proggede” – fair nok. Live blev det jo også hurtigt til et Justice-medley med mange af de bedste riffs fra albummet blandet sammen. Det lød da fedt nok, men man savnede alligevel helhedsindtrykket fra bl.a. ”Frayed Ends of Sanity”, som altid har været stærkt undervurderet. En stribe af de ypperste Hetfield-riffs og en klassisk thrash-tekst om paranoia og håbløshed i samme sang – og så den åbning! Den må gerne komme med i sættet i Boxen.

3. ”Dragon” – Lulu

Vi graver dybt i denne liste, og nu er det Lulu-tid! Lulu er uden tvivl det største ”what the fuck?”-moment i Metallicas karriere – en karriere, der ellers har budt på en hel del af dem. Godt gemt bag Lou Reeds bizarre snøvleri er der alligevel en stribe af de fedeste Metallica-grooves og -riffs. Højdepunktet, og måske endda Hetfields bedste riff nogensinde, er ”Dragon”. Det er nærmest kriminelt, at den aldrig bliver spillet live. Hvis du ikke orker alt for meget Lou, så hop hen til 2:30 i nedenstående video, hvor løjerne for alvor begynder. Udover det gennemgående geniale riff, så nyd Robert Trujillos suveræne basspil. 

2. “No Leaf Clover” – S&M

At ”No Leaf Clover” fungerer uden symfoniorkesteret med på scenen har Metallica bevist flere gange, bl.a. i Aarhus i 2007 og nu er det på tide at gøre det igen. ”No Leaf Clover” var sjovt nok et af de mest vellykkede numre på S&M, men det blev jo også skrevet til lejligheden. Storhed, dynamik og lækre melodier går op i en højere enhed på denne sang, og vi vil ikke snydes for det længere!

1. ”The Unnamed Feeling” – St. Anger

”The Unnamed Feeling” er den fedeste Metallica-sang nogensinde. Selvfølgelig skal den spilles live. Hver gang. ’Nuff said! 

Er du enig, eller synes du, vi er langt ude? Kom endelig med din egen personlige liste i kommentarsporet eller på Facebook.

 

 
 

 

Kommentarer (1)

Jens Markvardsen

All within my hands

Endelig noget tiltrængt respekt for St. Anger! Tak for det. Og ja, der er ingen guitarsoli, desværre, men stadig en fed skive. Og i mine øjne indeholder den med All within my hands, en af de mest interessante og brutale sange i hele Metallicas diskografi. Desværre spiller de den akustisk, når de en sjælden gang lufter den live, og det er en gigantisk fejl.

Tilføj kommentar