Thundermother - Heat Wave

Heat Wave

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et stilstudie i hardrock

Heat Wave er svenske Thundermothers fjerde album, siden de blev grundlagt af guitarist og bandleder Filippa Nässil i 2010. Hun er desuden eneste tilbageværende medlem fra dengang, og således er hendes bundsolide og rytmiske guitarspil bandets faste holdepunkt. I 2019 besøgte gruppen Søren Andersen og Medley Studios i København. Resultatet af det møde er et yderst vellykket album, der er et stilstudie i, hvordan 70’er-hardrock skal skæres her i det 21. århundrede.

Styr på klicheerne

Heat Wave sætter i gang med en forfriskende og lige på og hårdt start i ”Loud and Alive”. Ingen pompøs og langtrukken start her, men tre hurtige anslag på trommerne og så ellers i gang med et Angus Young-signaturriff. Trommer, den rullende bas og melodien – alt emmer faktisk af AC/DC, bortset fra Guernica Mancinis på én gang rockede og soulfulde vokal. Her kan Brian Johnson sgu ikke være med! AC/DC-viben fortsætter over næsten hele albummet, hør fx starten på sang nummer to, ”Dog From Hell”, hvis du ikke tror mig. Stemmen holder, bandet svinger, og de har styr på alle de slidte klicheer. Titelnummeret ”Heat Wave” byder på mere klassisk Angus Young-picking, men det lyder bare så forbandet godt, at man uden at tøve tilgiver det totale fravær af originalitet. 

På ”Into the Mud” får vi noget energi og tempo, der minder stærkt om D.A.D. fra deres cow-punkdage, men ellers aner man, at Slashs solokarriere er et af svenskernes andre store forbilleder. Et eksempel på det er omkvædet på ”Free Ourselves”, der nemt kunne findes på G’n’R-guitaristens første soloplade fra 2010. Men man savner knap Myles Kennedy, for Mancini gør det aldeles fremragende. Det gør hun også på balladen ”Sleep”, der, selvom den er hørt tusind gange før, er ret vellykket. Det samme er ”Purple Sky”, som er det tætteste, vi kommer på blues, og med sine over fire minutter pladens længste nummer. Sangene på Heat Wave bliver dermed aldrig hængende for længe, men leverer hele tiden deres budskab kort, præcist og lige i fjæset.

Bortset fra at der sniger sig en snert af ensformighed ind på albummets sidste fjerdedel, er soloerne eneste egentlige svaghed på dette album. De er for det meste korte og ret melodiøse – og det er der jo ikke noget galt i – men lidt mere spræl og fantasi i soloarbejdet havde klart løftet det samlede indtryk. Med riffs som på singlen ”Driving in Style” – der med afstand er det bedste hardrockriff jeg har hørt i år – er det dog ikke et kæmpe problem.

En hel del mere end bare AC/D-She

Heat Wave leverer Thundermother seriøst vellavet hardrock, der er væsentlig mere interessant end det, mange af genrens veteraner efterhånden serverer – sidste års Whitesnake-udspil for eksempel. Stor ros, ikke bare til bandet, men også til Søren Andersen, der igen lykkes med at få 70’er-hardrock til at lyde både vitalt og spændende. Alt i alt får dette album Thundermother til at fremstå som meget mere end bare et ”AC/D-She” tributeband med egne sange – for det må jeg med skam indrømme, var det indtryk, jeg gik rundt med. Men nej, Thundermother skal nok skabe en fest for hardrock-publikummet på Copenhell næste år, og denne anmelder vil 100 % sikkert være at finde foran scenen med én hånd i vejret og én hånd, der forsøger at holde fast i en fadøl.

Tracklist

  1. Loud And Alive
  2. Dog From Hell
  3. Back In '76
  4. Into The Mud
  5. Heat Wave
  6. Sleep
  7. Driving In Style
  8. Free Ourselves
  9. Mexico
  10. Purple Sky
  11. Ghosts
  12. Somebody Love Me
  13. Bad Habits