Alt for meget nordjysk beskedenhed varmede op til et grovsultent Zeal & Ardor, som på alle måder spiste op i et propfyldt Pumpehuset, hvor ingen gik hjem uden ømme nakkemuskler og et slidt stemmebånd.
Omsorg
“Tal højere”, råbte en, da Omsorg første gang forsøgte at adressere publikum. Et alarmerende heads-up til et band, der virkede fejlcastet til at varme op for Zeal & Ardor, men som heller ikke rigtig tog chancen, da den var der. Nordjysk beskedenhed kommer man langt med de fleste steder i landet, men i et udsolgt Pumpehuset midt i hovedstadens mørke skal der mere til. Det virkede omsonst at overvære Omsorg denne torsdag aften. Jeg medgiver, at betingelserne er hårde for opvarmningsbands, men et minimum af pondus og lyst til at formidle sin musik til et helt nyt publikum er det mindste, man kan forvente, når opmærksomheden alligevel er rettet den vej.
Ret skal være ret. En mindre moshpit etablerede sig allerforrest blandt publikum, da Omsorg i slutningen af deres sæt alligevel formåede at smitte med deres sympatiske energi og efterhånden bedre sammenspil. Problemet var bare, at størstedelen af publikum desværre var gået efter øl eller i gang med at tjekke deres mobiltelefoner.
Senere på aftenen sang hele publikum med, da Zeal & Ardor spillede “Don’t you dare" (look away). Jeg håber inderligt, at Omsorg tager det budskab og ikke mindst den attitude med sig på scenen, næste gang de får chancen for at bevise, at de er et nyt publikums opmærksomhed værd. Det skal ikke være let.
Zeal & Ardor
De brændte huset ned, sidst de var i Aarhus. Det var i 2019, før corona. Nu håbede jeg, de kunne gøre det samme denne torsdag aften i et udsolgt Pumpehuset. Der var således meget at glæde sig til og skyhøje forventninger, der skulle indfries.
Et halvt minut inde i koncerten blev det pludselig klart for mig, at vi jo alle i virkeligheden bare var kommet for at få det musikalske svar på forsanger Manuel Gagneux’ efterhånden legendariske spørgsmål: ”What if American slaves embraced Satan instead of Jesus?”. Og jeg skal, undskyld mig, satanedeme da ellers love for, at der var svar. Fra start til slut. Også selvom bandet, der normalt tæller seks medlemmer i stærkeste opstilling, denne aften kun var fire. De 600 fremmødte var så rigeligt kor, både når de blev bedt om det, og når de ikke kunne lade være.
At Zeal & Ardor startede aftenen med nummeret “Church Burns” og formåede at holde momentum herfra, sagde alt om kvaliteten og intensiteten ved aftenens koncert. Det er svært at pege højdepunkter ud, men det var, som om at “Golden Liar” agerede stilhed før stormen, for alt blev bare højere og vildere derfra. “Trust No One”, “Erase” og ”Don’t You Dare” var ren fællessang og motion af nakkemusklerne, og selvom det var, som om at lyden (især bassen) ikke fungerede optimalt resten af koncerten, virkede det ret ligegyldigt. For hornene var i den grad fremme hos et hengivent og tilbedende publikum, der fik, hvad de var kommet for.
Et mashup af gospel, soul jazz, delta blues og en række af metallens subgenrer havde i løbet af koncertens knap halvanden time taget luften ud af mine ørepropper. Det føltes oprigtigt som djævelen, der stod på min højre skulder under “Devil Is Fine”, og de mange gange, vi blev opildnet til at synge med, føltes som den sødeste synd, ingen i lokalet kunne sige nej til.
En sætliste konstrueret af nutidens og fortidens meritter – tre album og en EP – var mere end nok til at påkalde djævelen selv denne uhyggeligt fantastiske aften to minutter i fredag – dagen, hvor Jesus blev korsfæstet.
Sætliste
Church Burns
Götterdämmerung
Come On Down
Row Row
Blood in the River
Gravediggers Chant
Run
We Can’t Be Found
Tuskegee
Feed the Machine
Golden Liar
Death to the Holy
Trust No One
Erase
Don’t You Dare
Devil Is Fine
J-M-B
I Caught You
Baphomet
