Meget kan man klage over vinterhalvårets mange gråvejrsdage her i Danmark, men denne aften arbejdede vejrguderne i en højere sags tjeneste. På min cykeltur gennem nattemørket i de svagt belyste Aarhus-gader blev det fugtige vejr højlydt forbandet af andre trafikanter, men det skabte samtidigt en perfekt ramme for en aften i den atmosfæriske ekstremmetals navn. Da man trådte ind i Radars lille men hyggelige lokale, var man allerede parat til aftenens længselsriffs, tunge rytmer og brutale growls fra de tre aktuelle bands SOL, (0) og Sunken.
SOL
Med høj hat, midi-keyboards, klagende guitarlyde og en dyb, proklamerende growl-vokal blev dommedagen varslet af SOL denne kolde og regnfulde novemberaften. Bandet er forsanger og multikunstner Emil Brahes soloprojekt, men han fik god opbakning fra en række instrumentalister til at formidle sine dystre budskaber, som for første gang i et par år proklameredes fra scenekanten. SOL skulle da også lige symbolsk vækkes til live inden koncerten gik i gang – mens hele bandet ventede forventningsfuldt på scenen, fik en langsomt tiltagende bastone fra lydpulten bygget stemningen op.
Da instrumenternes lydmur blæste til angreb i det svage blå scenelys, var det allerede klart, at lydfolket havde gjort deres arbejde ordentligt denne aften. Trommernes dumpe lyd gav sammen med de malende keyboardharmonier den perfekte baggrund for de hver især tydelige strengeinstrumenter, der kom til deres ret med blandinger af skingre og skrattende guitarteknikker og dybe, alvorlige riffs og basgange. Så publikum var klar til at tage imod dommedagsprofetierne fra den rystende Brahe, da hans vokal satte ind.
Den monotone, halvforvrængede brølestemme passede i sin natur godt til doom-metallen, men dens få og små variationer endte med at være tiltrængte. Vokalen fik også momentalt støtte af klagende baggrundssang fra de andre musikere, men i lange passager savnede man lidt variation. Ligeledes trak enkelte passager så langt ud, at den ovenstående beskrivelse af dommedagsmagi ikke altid var passende. Når man spiller denne form for doom-metal, er det en stor udfordring at bære stemningen gennem de meget langsomme og monotone passager, der kendetegner genren. SOL løftede denne opgave, men ikke til perfektion. Enkelte steder bristede den ellers tungt hvilende forbandelse, og musikken blev reduceret til forsigtige toner, der krævede ordrer som linjen ”Let There Be A Massacre” for at genvinde magien.
(0)
(0) har bestemt ikke mindsket deres potentiale, siden jeg for et halvt år siden anmeldte deres debutkoncert få hundrede meter fra denne aftens spillested. Dengang var bandets psykedeliske lysshow et vigtigt element i deres forførelse af publikum. Om det var et aktivt valg at kvitte det projicerede lysshow lørdag aften, skal jeg ikke kunne sige, men det gav bandmedlemmerne mere plads til at indtage scenen, noget der tydeligvis faldt blackmetallerne naturligt. Da forløsningen kom efter en længere intromelodi, var det med høj energi på hele scenen og en tæt koordination af både show og musik. Ligeså meget som magien sprang fra instrumenterne, gnistrede spilleglæden fra bandmedlemmernes øjne som en livsbekræftende kerne i den mørke, melankolske black-verden.
Musikken var i centrum, og det i sin gode ret. Dette er et band, der som så mange andre skal ses live for at få den fulde oplevelse af musikken. Samspillet fungerer, og den sprøde growl-vokal får lige den ekstra kraft, den skal have for rigtigt at træde i karakter. Det trækker i den forbindelse også klart op i karakter, at lydbilledet og det intime Radar-lokale spillede næsten perfekt sammen i aftenens atmosfæriske univers. Den eneste svaghed var (udover at de ikke spillede ”noget med Slayer” by request) at finde i enkelte af de sangstykker, hvor leadinstrumenterne spillede alene med en smule rytme i baggrunden. I overkoncentration faldt tonerne her et par gange kort ud af rytmen, men ligeså snart bassen tog fat blev musikken igen bundsolid.
Har du ikke set (0) endnu, kan det på det kraftigste anbefales at fange dem til en af deres intime koncerter i Danmark, inden det pludselig tager fart – og for den Sjællandske del af befolkningen efterlader Night Of The Black Attack 3.0 på lørdag i Albertslund ingen undskyldninger for ikke at gøre det.
Sunken
Der sker ting og sager i det aarhusianske blackmetalband Sunken i disse dage. Der er nyt materiale på vej, og så har gruppen for nyligt fået nyt blod fra Djævleøen. Heayvmetal.dk har kun to gange før krydset veje med det opkommende band, og i begge tilfælde har de begejstret vores tidligere yngste anmelder Kasper Deichmann. Alligevel var det en overraskelse, da bandet i august annoncerede netop Kasper som den nye mand bag det, han selv har beskrevet som ”den forvrængede SG-guitar, der kunne bryde den tykkeste betonvæg”.
Som den nye inkarnation af beskrivelsen lever Kasper og resten af Sunken stadig op til de begejstrede anmelderord. Den skepsis, man som helt almindelig ikke-trve-kult metallytter kan have for Sunkens raspende vokal og diskantprægede lydbillede, bliver gjort til skamme, når man oplever bandet i levende live. De drømmende og længselsfulde melodier stod skarpt i lydbilledet, og bandets professionelle samspil løftede Sunkens musik op på et højere niveau. Og igen var lyden fuldstændigt velbalanceret, hvilket gav publikum en chance for at høre alle nuancerne i den orkan af lyd, der strømmede fra scenen i sangenes intense passager. Det er sjældent, at man ikke kan finde et eller andet i lydbilledet at brokke sig over, men det måtte man give Radar og lydbesætningen denne aften – og Sunken fik med deres mange effekter udnyttet det perfekt til sin fordel.
Vokalen i Sunken er det element i musikken, man som udefrakommende har sværest ved at leve sig ind i. Den raspende stemme, der, som hæse skrig fra saltvandsfyldte lunger, miserabelt klager sin nød, balancerer på grænsen mellem galt og genialt. Da Martin Thomasen først var helt strubevarm, fik han dog vist, at vokalen sagtens kan være det sidstnævnte, og i stedet for komiske gurglelyde blev de passionerede klageskrig et vigtigt komplement til musikkens varme atmosfæriske baggrundsharmoni.
Hele aftenen fik koncerterne tryllebundet publikum i en grad så de ti minutter lange sange alligevel endte med at føles korte, og flere folk blev hængende efter koncerten til en ekstra efterbehandling af de indtryk og kraftmomenter, aftenen havde budt på. Fra SOL’s langsomme doommelodier over (0)’s kraftfulde dansksprogede mørkemusik til rejsen ind i Sunkens atmosfæriske og følelsesmæssige univers var der masser at tage med hjem fra Radar i lørdags.