Interview med Sunken
I forbindelse med deres kommende album, Livslede, fik vi os en snak med det danske black metal-band Sunken!
1: Sidst vi anmeldte Sunken, skete der jo det pudseløjerlige, at I hvervede vores anmelder. Vil det, rent hypotetisk, betyde, hvis Livslede modtager en favorabel karakter, at I udvider igen?
Kasper kontaktede os, da vi måtte sige farvel til Frederik (Møl). Så vi har aldrig udvidet, blot erstattet.
2: Hvad var årsagen til, at Livslede skulle være på dansk?
Vi har overvejet at skrive på dansk i årevis. Da det lyriske arbejde til Livslede begyndte i 2018, var det med henblik på at udgive en split med et andet dansk band, hvor al teksten skulle være på dansk. Da planerne ændrede sig, valgte vi at bibeholde de danske tekster. Og da Livslede er blevet en mere depressiv og personlig plade, har de danske tekster givet musikken et mere ærligt og ufiltreret præg.
3: Når man ser albummets cover, kunne man jo godt få den tanke, at I var gået en mere minimalistisk vej, sammenlignet med Departure. Hvad var årsagen/årsagerne til det mere subtile sort/hvide cover?
Emil Underbjerg har lavet vores artwork igen, og han har skabt en stemning, som matcher det mere dystre og depressive landskab, som Livslede bevæger sig i. Artworket er skabt med linoleumstryk, som i sin natur vil være mere minimalistisk end et maleri.
4: Ændrede det jeres lyd eller sangskrivningsproces at have to guitarister i stedet for en?
Vi har altid haft to guitarister, både under sangskrivning og indspilning. Kasper har dog været væsentligt mere med i sangskrivningsprocessen, end det har været tilfældet før i tiden. Med hans bidrag har vi haft mulighed for at tage en lidt anden tilgang til sangskrivningen, og det har tilføjet nogle nye elementer til musikken.
5: Det er lidt over tre år siden, I udgav Departure. Hvad har I lært om jer selv som band og musikere i løbet af de tre år?
Vi er perfektionister. Vi går ikke ofte på kompromis, hvis der sker noget, både mht. sangskrivning og koncerter, som vi ikke kan lide, og hvis vi alligevel gør det, så fortryder vi det hurtigt. Vi spiller for musikkens skyld og ikke andet.
6: Når jeg lytter til Livslede, så hører jeg – naturligvis – et black metal-album. Men jeg synes også at høre meget andet, hvilke bands følte I jer inspirerede af, da I skrev albummet?
Vi er ved at være et halvgammelt band, så når vi ændrer lyd, handler det mest om, at vi ser tilbage på vores tidligere udgivelser og tænker over, hvordan vi ideelt ville have, at det skulle lyde i dag.
Et enkelt nummer på pladen afviger fra resten, skrevet med henblik på at kombinere psych rock/krautrock med vores tilgang til black metal. Vokalmæssigt har vi forsøgt at bevæge os mere over mod DSBM for at lægge tryk på den lyriske intensitet.
7: Hvad tænker I, som et black metal-band, om den udvikling, som genren har gennemgået, især de sidste 10 år?
Black metal er blevet en meget bredere betegnelse. Ofte er man ikke længere bare black metal-fan, man skal ned i subgenrernes niveau for at kategorisere. Det er godt at se, at man kan blive ved med at innovere indenfor genren, og det ses da også tydeligt på den yderligere bevågenhed om genren, at innovationen gør genren mere spændende for nye fans at følge med i.
8: I holder jo releasekoncert, dagen efter I udgiver Livslede. Hvad kan publikum forvente af koncerten?
Vi har ventet længe på at få lov til at spille disse sange live. Det er et lille års tid siden, vi spillede live sidst, så selvom det bliver en intim siddende koncert, bliver det en unik mulighed for at opleve os spille hele Livslede, en plade, som betyder utroligt meget for os.
9: 2020 har jo været lidt af et år, og vi er kun i september, men for et band, der jo arbejder med melankoli og misantropi, så har et sådant år vel været lidt af en gave?
Nej. At vi skriver musik om personlige udfordringer og modgang betyder ikke, at det er noget, vi har lyst til at dyrke og dvæle i. Vi har oplevet krisen på samme måde som alle andre.
Man kan sige, at det var held i uheld, at pandemien ankom på et tidspunkt, hvor vi ikke havde planer om at spille koncerter, men al musikken var skrevet og indspillet inden da. Om noget, så har krisen bl.a. gjort det utroligt svært at arrangere releaseshows. Nej, det har ikke ført noget godt med sig.
10: Hvor er Sunken om fem år?
Det er håbløst umuligt at forudsige. Nu lader vi Livslede komme ud, og så må vi se, hvilke muligheder 2021 byder på.