Horizon Ignited

Horizon Ignited blev føjet til anden halvdel af turnéen, efter Wilderun havde taget første halvdel. De er et relativt nyt band med kun to udgivelser på 6 år bag sig, hvoraf den seneste, Towards The Dying Lands, fik en uimponeret anmeldelse af os sidste år. De gik denne aften desværre også på scenen til et ganske uimponerende opfyldt lokale på Gimle. De fremmødte havde altså masser af plads at boltre sig på, de gjorde det bare ikke rigtigt.

Horizon Ignited gik ellers til stålet denne torsdag aften – men det stod også hurtigt klart, at bandet roligt lod Okko Solanterä i front stå for underholdningen. De øvrige medlemmer i bandet spillede effektivt, men uden mange udslag af nogen art. Det kan være absolut fint at lade musikken tale, men for mit vedkommende så ser jeg gerne, at hele bandet viser, at de har lyst til at være der.

Solanterä gjorde i det hele taget et godt væsen af sig. Han sprang rundt som en vildmand, skar grimasser og rakte tunge, som var han selveste Gene Simmons. Derudover så ikke bare performede han røven ud af bukserne, han sang og growlede også, så djævlene frydede sig. Selv de få øjeblikke med inderlig og clean vokal sad lige i skabet – og hvad kan man så mere ønske sig? Jo altså, at publikum fx reagerede på hans ønsker om mere aktivitet. Han prøvede ihærdigt gentagne gange at ruske liv i folk, og selvom vi ikke var mange, så havde bandet fortjent mere, end de fik retur.

De spillede kompetent og sikkert igennem et cirka 40 minutters sæt med numre som ”Servant”, der pludselig satte skub i særligt Johannes Mäkinen på guitaren, ”Guiding Light” og den forrygende ”Leviathan”. Cirka halvvejs igennem sættet kom der mere liv i bandet, og det gav pludselig mening, hvorfor vi var der. For pludselig var der spilleglæde og attitude hele vejen rundt – og publikum reagerede med masser af horn, tilråb og hænder i vejret. Den fyldige vokal og den potente musik hamrede ud over scenekanten, men der manglede stadig noget. For da Solanterä for gud ved hvilken gang råbte ”Are you ready to fucking mosh?!” ud til publikum, så viste det sig bare hurtigt, at det var de ingenlunde.

Did anyone come to see us?

Horizon Ignited sluttede af i absolut godkendt stil. Og hvis de havde startet, som de sluttede, så havde de fået en karakter højere. Og hvis publikum havde nosset sig sammen og hjulpet bandet bedre på vej, så havde de nok fået yderligere et hak opad.

7/10

Kataklysm

Kataklysm fortjener lige knap en præsentation, for de har smadret øregange lige siden 1991. Deres aggressive og lyttevenlige melodød rystede da også rummet, da de trådte på scenen kl. 20 med et tordnende ”Push the Venom”. Det store bagtæppe med djævlen afbilledet og det imponerende lys gjorde sit til at give bandet et pompøst udtryk. Men resten stod Kataklysm ganske rutineret for. Her vil jeg gerne fremhæve Dagenais på guitar, der var helt sublim. De tre podier, som Iacono, Dagenais og Barbe kunne træde op på og komme helt op i publikums ansigter, blev også brugt ganske flittigt – og publikum kunne komme lige så tæt på, som de ønskede sig.

You are not at a hiphop concert, you can’t just stand there. Mooove!

Maurizio Iacono styrede slagets gang ved mikrofonen og havde et rigtigt godt tag i publikum fra start til slut. Han interagerede fint med de fremmødte, uden at det blev for meget. Han snakkede dog alligevel en del om bl.a. nogle lorteår pga. corona, samt at vi alle skal værne om vores frihed. Men når det så var sagt, så blæste Iacono det ene forrygende growl efter det andet udover publikum, der taknemmeligt tog imod og sendte energi direkte retur til scenen fx på den forrygende ”Slither”.

Sætlisten var også dygtigt sammensat og var ikke udelukkende fokuseret på sange fra Unconquered, men havde en god blanding af nyt og gammelt. Vi fik derfor både fornøjelsen af nye numre som ”Killshot” og ”Underneath the Scars” samt legendenumre som ”The Black Sheep”, ”Blood in Heaven” og ”Narcissist”, der fik jorden til at ryste under Gimle. Og igennem hele sættet føltes det frisk. Der var altså ikke den der følelse af forskel på nyt og gammelt, som man ellers godt nogle gange kan opleve. Deres punchy og hårdtslående musik var og er enhver headbangers våde drøm.

Kataklysm beviser da også, at man hverken behøver et stort band eller masser af udenomslir for at levere et show. For hold kæft, et show. Lyden spillede. Trommerne buldrede, og guitaren fløj, mens Iacono sprang rundt og væltede sin vrede lige i fjæset på publikum. Godt, han smed bassen i 1998 og besluttede sig for at stå i front i stedet. Publikum var heldigvis også godt med det meste af tiden, men de var ikke helt så mosh-klar, som Iacono kunne have ønsket sig - men der kom dog en pit i slutningen af sættet. Der var dog masser af headbanging, tilråb og andet, men vi manglede lige den sidste energi fra publikum, der trodsede både maniske tilråb, blastbeats og ellers enormt effektive breaks.

Kæft, det swinger

Det var ikke svært at finde ud af, hvor på skalaen Kataklysm skulle ende denne aften. Efter Horizon Igniteds opvarmning stod det lysende klart, hvor sindssygt dygtige og velfungerende et band Kataklysm er. Alt var skruet op på maks.: Stemningen var bedre, håret var længere, den tunge rytme i brystkassen sad lige, hvor den skulle, publikums respons på musikken blev skruet ikke bare et hak op, men flere, overarmene var større, øllen smagte bedre, og alle sang godt. Ja, okay måske ikke det sidste. Men det var tæt på. Og selvom Soilwork normalt er ekstremt velspillende, så gad jeg virkelig ikke skulle på scenen efter det brag, Kataklysm leverede.

9/10

Soilwork

Soilwork var som sagt på turné med deres nyeste album, Övergivenheten, og titelnummeret skød sættet i gang. Det virkede rigtigt godt med et nummer, der stille bygger op og så virkelig giver mulighed for at gå bananas i breaket. Soilwork var som altid en velsmurt maskine med Björn ”Speed” Strid ved rattet. Han havde 100 % styr på at få publikum med – og der kom lynhurtigt gang i en circlepit. Den energi, som Kataklysm så dygtigt havde fået opbygget i salen, blev derfor ført videre med sikker hånd.

Numre som ”Bastard Chain” og ”Stabbing the Drama”, der efterhånden har næsten 20 år på bagen, er stadig lige så effektive som dengang, og at høre et propfyldt spillested skråle med på omkvædet bliver til gengæld aldrig gammelt. Sylvain Coudret og Simon Johansen på guitarerne spillede supertight og kom godt ud over scenekanten – og fik man endelig revet øjnene væk fra de fire mand i front, så kunne man nyde synet af Bastian Thusgaard storsmilende bag tønderne og Sven Karlsson på keyboardet, der så ud til at have en fest.

Der var naturligvis gjort god plads i sættet til de nye numre, og her må jeg lige fremhæve ”Electric Again”, der dels er et fedt nummer, men som også blev fremført med masser af energi, og publikum kvitterede med pits, arme i vejret og skrålen, der var en nordkoreansk leder værdig.

Som alle de andre gange, jeg har set Soilwork, så spillede de overlegent og rutineret – men aldrig kedeligt. Hele bandet så ud til at have en gedigen fest, og det samme gjorde publikum. Der blev gjort plads til masser af guitarlir og soli, som det sig hør og bør til sådan en koncert, Strids vokal var som altid spot on, og backing-vokalerne var sørme også virkeligt velfungerende. Og nåh ja, så var publikum endelig rigtigt med. Elementerne gik op i en højere enhed, da de fyrede op for nyklassikeren ”Death Diviner”, hvor sveden sprøjtede hos bandet, og sko forsvandt i pittens mørke på det klistrede gulv.

Pretty good for a first night, right?!

Denne aftens koncert med Soilwork bragte ikke mange overraskelser. Har du set dem før, så var der ikke meget nyt at komme efter. Men har du set dem før, så ved du også, hvor tårnhøjt niveauet var. Den altid suveræne ”Stålfågel” lukkede og slukkede ballet, og man kunne næppe ønske sig mere. Alligevel er det nok netop det manglende overraskelsesmoment, der gør, at jeg ikke giver dem 10. Der manglede lige en my. Men jo, Björn, det var en meget god aften.

9/10