Jeg havde ikke tidligere stiftet bekendskab med de tyske Thrashere fra Dew Scented, men havde fået at vide, fra pålidlige kilder, at det absolut måtte være noget for mig. Så jeg trodsede en del tømmermænd, fandt en halv lunken Warsteiner på dåse og begav mig ned mod Black Metal Stage. Da vi ankom var der stadig gang i den sidste fin-justering af lyden... Og fandenme om ikke de fyrede Slayer klassikeren "War Ensemble" af under lydprøven!!! Det gjorde at jeg med Žt ikke følte de ellers ret så ubehagelige tømmermænd. Dew Scented spiller Thrash med stort T, et eller andet sted mellem The Haunted og Kreator. Absolut min kop blod! Det rykkede fra ende til anden, med fed og overbevisende lyd... Så overbevisende at jeg promte købte deres seneste skive "Inwards", som siden har været i laserovnen en hel del gange... Da jeg selvfølgelig ikke kendte numrene på forhånd, kan jeg umuligt gøre rede for hvilke tracks fra hvilke skiver der blev leveret, jeg kan bare konstantere at en god omgang morgen-Thrash er et vidunderligt hjælpemiddel mod selv de væreste tømmermænd... Check selv Dew Scented ud når deres nye skive "Impact" rammer gaden d. 1. september!

Extreme Noise Terror er larm, larm og atter larm! Det var faktisk noget jeg lyttede til i mine unge dage, og det fatter jeg ikke den dag i dag. Men de var da helt sjove og se, deres musik minder meget om gamle Napalm Death i deres "Scum" tid. Der er da også lidt specielt ved dem, da de har to sangere, som skiftes til enten at skrige eller growle. Men mere end 20 min. kunne jeg ikke holde ud; øllene i Paulaner Biergarten trak nu en del mere.

Absolut en af de koncerter jeg på forhånd havde glædet mig rigtig meget til. The Crown lagde hårdt ud med "Crowned In Terror" og fortsatte et heftigt og hårdslående sæt, hvor klassikere som "Deathexplotion", "Under The Whip" og "Speed Of Darkness" blev leveret med overbevisning. Lyden var rigtig fed og niveauet var som det skulle være, nemlig højt. Der var ikke rigtig noget at komme efter... Varen blev leveret... Publikum var med... Solen skinnede... De resterende tømmermænd var forlængst drukket væk... The Crown fyrede den af for vildt... Ak ja, hvilken herlig eftermiddag på Wacken!

Svenske deathsters Dismember, som nok huskes bedst for plader som "Like An Ever Flowing Stream" og den sublime "Indecent and Obscene", indtog årets W:O:A med halsbrækkende oldschool riffs og døds råbe vokal, som burde have sat tankerne i gang hos Soilwork folkene, efter deres ret så kedelige optræden. Musikkerne bangede deres hoveder til de var blå, mens den efterhånden velpolstrede frontmand, Matti, var lidt tung i røven. På trods af dette må jeg så afgjort komplimentere Mattis vokal, som var ond og brutal, ligesom i de gode gamle Dismember tider. Lyden var fed og showet mere end tilladeligt. Eftermiddagens højdepunkter var ovennævnte titelsang "Like An Ever Flowing Stream", "Pieces", samt afslutnings nummeret "Dreaming in Red", hvilket resulterede i at det veloplagte Wacken publikum gik fuldstændigt amok og kastede sig ud i headbanging en masse.

Oratory var også et af de bands jeg så enormt frem til. De spillede i det helt lille telt, da de jo ikke er så fandens store, og der var da heller ikke vanvittig proppet derinde, men da de jo er fra Portugal, kunne man se en hel del Portugisikske flag derinde. De lagde ud med en forfærdeligt ringe lyd; man kunne næsten kun høre diskant, og da de kun har en guitarist gjorde dette heller ikke lydbilledet bedre. De spillede næsten kun sange fra deres suveræne "Beyond Earth" plade og forsangerinden Ana Lara sang som en gudinde, men hendes optræden var meget amatør agtig, og hun lignede mest af alt en gammel mormor i hendes outfit. Desværre var lyden lige så ringe, hele koncerten igennem, så alt ialt en meget skuffende oplevelse.

Finske Sentenced som altid er god for en gang heavy rock 'n roll beviste endnu en gang hvorfor de så afgjort skal spille på Wacken. Bandet har format! Udover de mega melodiske riffs, så har de Ville (sangeren) som gang på gang udstråler selvbevidsthed og charme. Derudover synger han fanme også ligeså godt på scenen som han gør på skiven, og det er i sig selv en bedrift som mange sangere kunne tage ved lære af. Alt i alt så bestod Sentenced sættet af mange nyere numre, men der var da også overladt plads til de gamle kendinge såsom "The Sun Won't Shine On Me" og klassikeren "Nepenthe", som stadigvæk har sit drive og hit potentiale.

Hvert andet år det samme: Primal Fear til Wacken, så for tredje gang skulle jeg se dette seje Power band fra Tyskland, med en af europas bedste sangere, i form af Ralph Sheepers (Judas Priest's andet valg hvis det ikke havde lykkedes med Ripper). De lagde hårdt ud med en fed tung lyd, rigtig Priest agtig, som de plejer og styrede hele vejen igennem deres energi ladede show.

Bay Areas fineste tog Wacken med storm! Bandet spillede en koncert fuld af fede klassikere som "Trial By Fire", "Disciples Of The Watch" og "Practice What You Preach" og nyere numre som "True Believer", "D.N.R" og "Low". Jeg var personligt meget spændt på at se hvordan Chuck Billy ville klare det, efter at have været syg af kræft, men manden sang for fuld hammer, bangede som et svin og viste sig fra sin allerbedste side denne fredag. De andre gutter var også i fed form, især bas monster Steve DiGorgio havde et scene show der sparkede seriøst meget røv. Lyden var også, som en undtagelse, sublim helt fra starten, hvilket ikke er en selvfølge på festivaler. Publikum var desuden mødt talrigt op for at hylde et af de bedste Thrash bands på scenen, omkring 20,000 metal freaks smed garnet rundt i takt med de hamrende rytmer. Desværre varede det hele kun en time, men man kan jo altid håbe på at de besøger Wacken igen om nogle år.

Svenske In Flames var nok festivalens største musikalske overraskelse, i hvert fald hvis man sammenligner med svenskernes beskedne indsats på Wacken 2001. Allerede med åbnings nummeret "Cloud Connected" vidste jeg at denne koncert ville skrive historie. Lyden var tung og brutal, lysshowet var helt fænomenalt, og især flammernes svenske flag og deres lidt nu-metal national sports trøjer samt Anders Fridéns dreadlocks satte for mig at se bandet i et helt andet relief end tidligere. Flammerne lysnede og ligeså gjorde In Flames. Med en god vekselvirkning mellem "Reroute To Remain" og ældre materiale, tonsede de svenske superstars derud af med 100 km/h. Musikerne var generelt tighte og spillede med en helt anden energi end som sidste gang de besøgte Wacken. Anders Fridén skreg sine lunger fulde og svingede sine dreadlocks til højre og venstre, som en anden Jonathan Davies fra Korn. Generelt så spillede flammerne en forrygende koncert, med en masse spændende tekniske, såvel som visuelle effekter. Klimaks på denne aften var da flammerne knaldede deres festfyrværkeri af over Black Metal scenens monstrøse kulisser og bogstavligt talt oplyste hele Wacken!

Mit absolutte hovedpunkt i Wacken! Jeg har glædet mig vildt den sidste måned efter det blev offentliggjort at de kom med i stedet for Iced Earth. Jeg har fulgt Twisted lige siden "Come out and Play" fra 1985, hvilket var min anden heavy plade overhovedet, og jeg har altid elsket deres enkle Rock'n Roll Heavy Metal, som de kalder det. De vil forevigt være på min top 10 over bedste bands efter den aften i Wacken. Halv snilret står jeg og venter, klar til startskudet "What You Don't Know" og de starter med en halv ringe lyd og Dee Snider synger ikke igennem. - Neeeeeej, skriger jeg, det kan ikke passe, det ødelægger hele min tur hvis de fucker up. To numre mere kører det sådan, men så bliver lyden perfekt, hele bandet skulle åbenbart lige varmes op. Nu kører de derudaf med klassikere som "You Can't Stop Rock 'n Roll", "I Wanna Rock", "Burn in Hell" og mange flere. Især til "We're Not Gonna Take It" går publikum amok - jeg tror heller ikke der er en eneste der ikke kender deres største hit. Som de fleste ved er Dee Snider en af metal verdenens største entertainere, han har publikum i sin hule hånd, og efter over 20 år ser han total frisk ud. De andre (den orig. Twisted Sister besætning) ser dog lidt mere medtagne af alderen ud, men de gør det sgu' godt alligevel, især Mark "Animal" Mendoza kører den sejeste bass jeg længe har set (selvfølgelig efter Joey De Maio/Manowar). Han løber rundt og banker på bassen som en berzerk, og holder rytmen til UG. Formidabelt! Årets oplevelse!

Det blev allerede meddelt fredag aften at Sinister desværre var blevet aflyst og at de tyske Thrash-legender Holy Moses spillede istedet. Jeg havde ellers tænkt mig at sove bare lidt længe, men Wacken er en nådesløs festival, hvor det bare gælder om at være på pletten, når tingene sker. Holy Moses virkede da også mest som om at de var stået alt for tidligt op, da de virkede særdeles uoplagte. Dette kan selvfølgelig undskyldes med at de spillede på et afbud og at de sikkert ikke havde forberedt sig på jobbet inden. Sættet var ellers ganske godt skruet sammen og vi fik over en bred kam, lidt af hele deres lange bagkatalog. Lyden var på sin vis okay, men bandet var utight i flere situationer og helt galt gik det i nummeret "World Chaos", hvor den kvindelige frontfigur Sabina Classen helt glemte at synge med på omkvædet til stor fortrydelse for den stakkels guitarist, der, som han skulle, sang med på kor. Det fik mig til at tænke på Wacken 2001, hvor en særdeles beruset Sabina gik på scenen med Tankard og leverede en nærmest pinlig kor-vocal i "Empty Tankard", men det er selvfølgelig en helt anden historie... Holy Moses burde nok have slugt morgen kaffen ordenligt inden de gik på scenen... Men man må nu heller ikke glemme at de kun var med på et afbud og tydeligvis ikke var forberedt på at skulle spille... - og da slet ikke så tidligt en Lørdag morgen!

Danske Raunchy spillede op til dans og musik, dog uden at gøre en stor figur ud af sig selv, på trods af energien og engagementet. Til at starte med så det ud til at danskerne skulle spille for et fyldt telt, men så snart at det første numre var færdigt havde ca. 2/3 forladt teltet. Dette skyldes først og fremmest de decibel som blev pumpet ud i publikum mængden. Det var for at sige det pænt næsten uudholdeligt. Dernæst tror jeg også at det havde noget at gøre med selve musikken, som egentligt var fed nok, men som bare ikke passede til Wacken's temperament. De enkelte musikere gjorde da sit, og forsangeren skreg for fulde lunger. Den rene sang var da også OK, på trods af den mudrede lyd. Men den lidt for pop smarte konstellation og den lidt for hip hoppede forsanger med sin blå kasket, var ikke lige hvad det ellers så tolerante Wacken publikum kunne magte.

Jeg gik desværre glip af de første par numre af hollandske Callenish Circle's sæt. Men vi blev præsenteret for en rigtig fed omgang Deathmetal med tydelige "svenske" relationer. Personligt har jeg kun hørt de to seneste skiver "Flesh_Power_Domenion" fra 2002 og deres seneste "My Passion//Your Pain", som de spillede en hel del tracks fra. Det blev også til den gamle Pestilence klassiker "Out Of Body". Lyden var på det jævne, men alt i alt et ganske godt gig!

All-star bandet Masterplan, som består af medlemmer fra henholdsvis Helloween og Beyond Twillight fyrede den fede heavy musik af så de tusinder af begejstrede fans rykkede og rockede til den store guldmedalje. Den ene guitarist (Roland Grapow) spillede for to og det var som om at hans teknik og distinkthed gjorde at man ikke savnede en andenguitarist. Sangeren Jorn Lande var da også med til at sætte niveauet op, ikraft af hans meget powerfulde, næsten soulagtige stemme, når den tordnede ind i ens kranie og gav myrekryb i understellet. Generelt leverede Masterplan et sublimt show, bestående af numre fra den eneste CD de til dags dato har lavet og en fed medley indeholdende en del Helloween elementer.

Årets nok største skuffelse var og blev svenske Soilwork. Lige fra start til slut havde de problemer med deres lyd. En del skyldes helt sikkert lydmændene, men en ligeså stor del må tilegnes bassisten, som syrede rundt som en eller anden Jim Morrison. Set fra mit perspektiv så det i hvert fald ud som om at bassisten flere gange trådte på sit kabel uden at fatte at kablet sad løst, men det kan vi jo altid diskutere i forummet :-). Den mudrede lyd var dog ikke eneste kritikpunkt; også sangerens halv dårlige vokal var med til at tage livet af dem selv og resulterede i at undertegnede løb med ekspress fart ned i lejren for at drukne skuffelsen i lunkne øl.

Canadiske Kataklysm lagde overraskende ud med "Manipulator Of Souls" fra deres to år gamle "Epic - The Poetry Of War". Overraskende, fordi deres seneste udspil "Shadows And Dust" virkede mere oplagt. Men vi blev bestemt ikke snydt af den grund. Hårdt, brutalt og hurtigt som ind i helvede... Sådan vil Kataklysm huskes - og det bliver de. Sættet blev leveret særdeles tight og vi fik klassikere som "In Shadows And Dust", "Beyond Salvation", "1999:6661:2000", "Machiavllian" og man kunne blive ved. Jeg var imponeret over hvor let det så ud nå grydebanker Max Duhamel sidder helt afslappet og "grinder" så tight som han gør. Eneste problem var at lyden ikke var helt i top. Den var tydelig nok og man kunne uden videre besvær høre det hele, men det var lige lavt nok af en metal koncert at være. Lidt synd, for der var ikke en finger at sætte på Kataklysm's præstation!

Derimod var det en fornøjelse at se Darkanes optræden på Wacken 2003! Hold kæft en energi og et engagement som gutterne fra start til slut lagde for dagen. Guitaristerne brillerede med fænomenal guitar spil, bassisten tonsede derudaf, trommeslageren slog meget hurtigt på hans gryder og sangeren råbte sin livsbekræftelse ud til det meget motiverede publikum. Personligt har jeg da heller ikke "banget" så meget siden jeg så Dark Tranquillity på Wacken 2001. Alt i alt var Darkanes optræden super professionel og de vidste lige hvornår og hvordan de skulle tænde folket.

Så var det endelig tid til dette års headlinere. Efter en kort dyster intro, bragede den sande ondets akse løs med "Disciple", efterfulgt af en tordnende "War Ensemble". Bandet spillede derefter et nummer fra henholdsvis "Show No Mercy" (The Antichrist) og "Hell Awaits" (Ditto), to fra "South Of Heaven" (titelnummeret og Mandatory Suicide), "Stain of Mind" og "Dead Skin Mask". Hvad der derefter fulgte havde jeg aldrig turde havde håbe på i mine vildeste og vådeste drømme... Slayer spillede for første gang nogensinde HELE "Reign In Blood" pladen. Lige fra "Angel Of Death" til "Raining Blood" - hele molevitten! Både jeg og Oliver fra Metalized stod med kæben helt nede i græsset. Hvis jeg ikke tager helt fejl er det også første gang bandet nogensinde har spillet "Epidemic", hvilket var en ekstra stor stivert for mig, da jeg regner sangen for en af de mest oversete sange fra Slayer. Bandet havde desuden også det største antal publikummer jeg nogensinde har set på Wacken; rundt regnet 27,000 folk bangede synkront med Hanneman og King, alt imens Tom Araya skreg den ene onde vokal ud efter den anden. Desuden må jeg sige at jeg sjældent har hørt en så udholdende og overblæret trommeslager som Dave Lombardo; manden spillede så sindssygt hurtigt i slutningen af "Raining Blood" af de fleste folk bare så til, fuldstændig overvældet. Dette må nok blive en af de ting jeg vil fortælle mine børnebørn om, for dette var definitivt en mindeværdig koncert! Det er ikke hver dag Slayer spiller "Criminally Insane", "Piece By Piece" og "Reborn" i den samme koncert, alt i alt en kanon afslutning på en fuld fed festival!

Jeg følte mig efterhånden godt brugt, da polske Vader gik på sent Lørdag nat. Men holdaheltkæft hvor virkede de veloplagte! Total fed gang-i-den, fed lyd og en rigtig fed afslutning på en historisk Wacken Open Air. Selvom man efterhånden var godt "metaltræt", tog jeg mig selv flere gange i at rykke med i takt til Vader's Morbid Angel inspirerede Deathmetal. Lidt synd at de ikke spillede tidligere og at der ikke var meget mere at hente fra publikums side, men de leverede varen og gjorde en rigtig god indsats, på trods af det sene tidspunkt. Jeg håber at de snart får en ny chance på et lidt tidligere tidspunkt på festivallen, for de sparkede altså godt og grundig røv. Bare synd at størestedelen af publikum enten sov, var på vej væk eller på vej over for at høre Onkel Tom... Men det var vist også kun de sidste tyske Hardcore-Sodom-Fans der gad at se på det. For mit vedkommende var Wacken 2003 lakket mod enden!