Under den storslåede tour titel "The Metal Crusade", er engelske Saxon og amerikanske Iced Earth disse uger ude på et metallisk korstog rundt om i Europa, og på papiret ser den plan jo ganske genial ud. Da der er tale om en co-headlining tour, burde fans fra begge lejre derfor føle sig ligeligt tilgodeset – eller overset om man vil, da både Iced Earth og Saxon hver især spillede koncerter af omkring sølle 75 minutters varighed. Denne aften ramte metalpakken Pumpehuset og Iced Earth lagde ud.
Jeg var selv ret spændt på at se hvordan publikum ville reagere på Matt Barlows tilbagevenden til bandet – ikke mindst fordi den sidste koncert med Iced Earth på selv samme location (1½ år tidligere), fremstod lettere tvivlsom – primært grundet et dvask publikum og dårlig lyd. Denne aften var uheldigvis ingen undtagelse. Bortregnet de første 4-5 rækker skulle man nok være mere end almindelig fan af bandet, for at få det helt store udbytte ud af koncerten. Lyden var ofte lettere grumset, og Matt Barlow besidder slet ikke samme karisma som sin forgænger. Denne påstand vil sikkert falde nogen for brystet, men jeg synes altså at Matt Barlow virkede en tand for indadvendt denne aften. Hans optræden nåede ikke rigtig ud i salen, og det samme kan siges om resten af bandet – men måske det bare er deres stil? Talentet og numrene er der ellers, men leveringen denne aften bar præg af kedelig rutine og manglende entusiasme. Øv!
Anderledes og klart mere positivt gik det gode gamle Saxon - ét af den slags bands, som jeg af uforklarlige oversager aldrig rigtigt har fået nærstuderet grundigt nok. Jeg har tidligere set dem på forskellige festivaler, men først nu til et regulært indendørs show. Langt om længe kunne man passende sige, da Saxon anno 2009 stadig er et særdeles virilt og medrivende foretagende. Opskriften er ellers enkel; Vi ROCKER, og I ROCKER med!! – og når det så samtidig bliver serveret med sådan en smittende attitude, er det sgu svært ikke at overgive sig. Hermed gjort, da Saxon nærmest ganske ubesværet fik fremvist, at fed metal ingen alder kender. Der blev lagt ud med den pompøse og svinefede, "Battlions of Steel", og en Biff Byford i storform. Manden nærmer sig med hastige skridt de tres, men er til stadighed en sjældent set god frontmand. Ligeledes var også især guitarist Paul Quinn godt oppe på mærkerne, og gjorde sit for at servere en medrivende koncert – men i det hele taget var Saxon denne aften præget af et spillelystent band, med god energi til publikum. Da Biff midtvejs i showet lavede afstemninger om hvorvidt vi ville høre enten "Dogs of War", "Atilla The Hun", "Broken Heroes" eller "Eagle Has Landed", røg mit råb på "Atilla The Hun". Det lytterønske blev dog nedstemt til fordel for den gamle kending, "Eagle Has Landed". Fair nok, spil hvad I vil – Jeg er på! Konklusionen er nemlig; Man kan sjældent få i både pose og sæk, men med Saxon ved roret støder vi ikke på grund foreløbigt. Denne aften var Saxon derfor afgjort den største vinder.
Det spillede Saxon:
Battalions of Steel
Heavy Metal Thunder
Demon Sweeney Todd
Hellcat
747 (Strangers In The Night)
Witchfinder General
The Eagle Has Landed
Princess of The Night
Wheels of Steel
The letter
Valley of The Kings
Power And The Glory
Crusader
Live To Rock
Denim And Leather
