En grå søndag
For blot et par uger siden var denne jyde i Pumpehuset til en fantastisk koncert med Karnivool og The Ocean. Atterhar spillestedet formået at lave et arrangement, som gjorde, at jeg var nødt til at tage på besøg igen. Denne aften kunne Pumpehuset byde indenfor til en følelsesmæssig rutsjetur, da Rolo Tomassi kiggede forbi med Holy Fawn og Heriot. Rammen kunne ikke være mere rigtig. Det var koldt, og sneen faldt langsomt og sørgmodigt, byen var mere tom end sædvanligvis – en påmindelse om at hverdagen pressede på. Derfor skulle den sidste næring suges ud af denne uge, hvor aftenen ville byde på alt fra dragende og drømmende shoegaze til sludgy, hårdtslående metalcore. En aften, der ville komme til at foregå på Pumpehusets lille scene i foyeren, selvom disse bands og publikum havde fortjent at opleve hinanden på den store scene, men ak og ve, sådan er det jo med søndagskoncerter.
Heriot
Der var et pænt fremmøde, da Heriot indtog scenen som aftenens første. De stod tre mennesker med fronten til publikum i en snorlige række. Det skal siges, at jeg kom med helt åbent sind og intet forhåndskendskab til dette band. Derfor var det op til dem at sælge varen. Formationen i front på scenen var henholdsvis en mandlig guitarist, en mandlig bassist og en kvindelig guitarist. Der blev sat fuld smæk på lige fra første tone, hvor trommeslageren hamrede så hårdt til trommerne, at der var tvivl om, hvorvidt skindet og stikkerne ville holde. Det var en sludgy omgang metalcore med meget smæk på, hvor den fuldskæggede bassist Jake Packer i midten brølede sin vokal som en besat bjørn med stor intensitet. Hans vokal blev oftest afløst af den kvindelige vokal, Debbie Gough, som leverede et højt pitchet skrig. Det gav i det hele taget en god vekselvirkning vokalmæssigt og en god dynamik. I forhold til mange andre bands, jeg har hørt, så havde de virkelig også nogle superbeskidte basgrooves. På trods af den fine dynamik og at en del af publikum nød det, så blev det aldrig en koncert, der som sådan stak helt af. Det skyldtes nok, at musikken blev lidt for ensformig, især hvis der skulle sammenlignes med aftenens to andre navne. Derudover var der en forholdsvis sparsom interaktion mellem band og publikum, bortset fra de kendte fraser som “Hvor er dejligt det at være her at spille”. Der manglede lige noget ekstra på kontoen i forhold til at kunne vælte mere udover scenekanten, men selve musikken var ganske fin.
Holy Fawn
Jeg havde gået og glædet mig til at se Rolo Tomassi et stykke tid, men da det blev annonceret, at Holy Fawn ville være support, så steg min glæde betragteligt. Deres nyeste album Dimensional Bleed (2022) var en af sidste års største “growers” for mit vedkommende. Det er et følsomt, sårbart, dragende og intenst album, hvilket ganske enkelt gør dem til et helt perfekt match som support. Selve deres sætliste var af hårdere karakter, end jeg egentligt forventede; der var masser af intensitet, skrig og momenter, der ramte lige i mellemgulvet. Selve begyndelsen på koncerten blev lidt ødelagt, da der var skruet for højt op på trommerne, så bassen fra slagene overdøvede det andet. Heldigvis tog det ikke lang tid at få fikset lyden. På sådan en kold søndag aften gav Holy Fawn bare mere mening end nogensinde. De formåede hurtigt at få publikum sat i trance, hvor de stod med lukkede øjne i de følsomme, gazy momenter og dragende lod sig mærke af musikken helt inde under huden. Når de følelsesmæssige eksplosioner kom fra bandet, så kom de også fra publikum i form af moshpit eller voldsom hårrotation.
Bandet var gode til ofte at få snakket med publikum og sagt, hvor glade de endelig var for at spille i Danmark, og at de havde drømt om det længe. Hvor taknemmelige de var, for at så mange var mødt op på en søndag. Det var bare en af de gange, hvor det virkelig føltes meget oprigtigt, alt hvad der blev sagt og foretaget på scenen. Alt fra sanger og guitarist Evan Phelps, som vendte det hvide ud af øjnene og virkelig indlevede sig i deres egen musik, til bassist Alexander Rieth, som var en stor energiudladning på venstre side af scenen. Publikum var med dem hele vejen denne aften, og muligvis var et af aftenens højdepunkter, da de spillede “Death Is A Relief”, hvor Kim Song Sternkopf for Møl påtog sig en vokalfeature på det mest intense stykke. Hele showet sluttede meget velvalgt med sættets længste sang, som var dragende, men med en kæmpe energiudladning til sidst, hvor publikum fik lov til at bruge det sidste af deres energi. Det var i høj grad et show, hvor de store, sørgmodige følelser stod i højsædet, og mange hengav sig til det. Af den grund tænkte jeg også, at det var derfor, at jeg i det øjeblik, musikken stoppede, hørte flere rundt om mig råbe “Fuck hvor det fedt!!” og andre adjektiver af begejstring. En påstand, som jeg absolut måtte tilslutte mig.
Rolo Tomassi
Så var det blevet tid til aftenens hovednavn fra England. Det kunne mærkes lige med det samme, at det var hovednavnet. Scenen var blevet ryddet, alt udstyr fra de andre bands var væk, og pludselig føltes scenen forunderlig stor. Rolo Tomassi havde sat sine egne lystårne op, så formatet føltes allerede meget anderledes. Rolo Tomassi startede stille med sin gazy og sørgmodige “Almost Always” – en god idé at byde publikum velkommen med den og lige lade dem forberede sig mentalt på, hvad der skulle ske den næste halvanden times tid. Efter den rolige start skulle der for alvor sparkes gang i aftenen, hvor de spillede “Cloaked”, som også er fra deres nye album Where Myth Becomes Memory (2022). Her gjorde bandet det, som vi kender dem for. Den store og voldsomme kontrast mellem det kaotiske og det følelsesladede, der i høj grad er båret af Eva Kormans flotte rene vokal og intense skrig, som er en personificering af Rolo Tomassis lydbillede. Desværre var den første halvdel af koncerten ramt af en lydtekniker, der sov i timen. Hver gang Korman skiftede fra ren til skrig, så skiftede hun mikrofon. Det var lydteknikeren alt for ofte langsom til at opdage, og der kunne nogle gange gå op til ti sekunder uden vokal i højtalerne, før det vakte undren nok til at få tændt for den rigtige mikrofon. Det stoppede heldigvis ikke bandet i bare at køre derudad og ignorere fejlen, og heldigvis virkede publikum heller ikke synderligt påvirket af det.
Den første store eksplosion under koncerten skete, da de spillede “Rituals”. Selve introriffene udløste store jubelbrøl, som startede aftenens største og mest voldsomme moshpit. Her var jeg nødt til at trække mig fra midten af salen af respekt for mit kameraudstyrs velbefindende. Den energi holdt publikum faktisk kørende ret længe. Rolo Tomassi skabte selv en del interaktion med publikum i starten, hvor der kom mange glædesråb tilbage, som bandet både smilede og grinede af. Humør og spilleglæde var absolut godt. Desværre blev det tabt lidt mod slutningen, hvor det virkede, som om der blev meget fokus på at kunne få leveret aftenens sidste kraftslag. Det var med en del nye sange som ”Mutual Ruins” og ”Presience”, og heldigvis var vildskaben i publikum fortsat hele vejen, selvom interaktionen var ophørt lidt. For mig blev det sidste kvarter en smule ensformigt, og der manglede på en måde et opbrydende moment, som en snak med publikum eller klassikeren med at gå af scenen for at komme ind til en encore. Rolo Tomassi kørte dog den helt kølige med at slutte aftenen uden encore, et kort kort ”Tak for i aften” og gik hurtigt af scenen. Det føltes på mange måde en smule uforløst ovenpå en ellers ret medrivende koncert
En aften i de store følelsers tegn
Frustration og sorg var en gylden kombination denne aften, hvor den følsomme musik og sårbarheden sejrede i havet af menneskeligt kaos. Alle, der havde vovet sig ud denne søndag aften, forlod stedet en fantastisk oplevelse rigere. Man kan selvfølgelig ærgre sig over, at den her tour ikke kunne få en anden ugedag, en større scene eller en dygtigere lydtekniker, men sådan er tilværelsen jo bare nogle gange. I sidste ende blev det heller ikke en hindring for at skabe en mindeværdig aften i Pumpehusets rammer. Jeg håber i den grad også, at Holy Fawn fik bekræftet, at de absolut er velkomne på dansk jord igen, og at Rolo Tomassi fik bekræftet, at de godt kan spille som hovednavn her.
