Dååth

De mange opvarmningsbands betød, at Dååth gik på allerede klokken 18.30. Så for dem, der forbinder en koncertaften med en god middag inden, skulle nok have prioriteret en god frokost i stedet. Ikke mindst fordi Dååth gik hen og viste sig at være et virkelig interessant live-møde. Der var ikke mange mennesker i Pumpehuset, hvis golde kransal tog imod de få fremmødte med høje, ildevarslende toner fra filmscoret til horrorklassikeren ”The Shining”. Man var derfor spændt på, hvor dyster en oplevelse man ville få med Dååth, men da bandet gik på, så viste det sig at blive en virkelig opløftende start på aftenen.

Med en blanding af spritnyt materiale og noget ’old school shit’(som forsangeren, Sean Zatorsky, selv omtalte det), fik bandet varmet publikum godt op. Dååth udtales egentlig Daath, men al deres bandgrafik har tilføjet boller over a’erne. Det virker ret sjovt, når man er dansker, men her på Heavymetal.dk holder vi os for gode til tegn-jokes … 

Dååth har eksisteret siden begyndelsen af 00’erne, hvor de har leveret death metal med proggede og symfoniske lag. Det symfoniske touch forsvandt desværre i lydbilledet denne aften, men det blev opvejet af blæret guitarspil fra Rafael Trujillo, der også underviser i guitar på flere offentlige finansieringsplatforme. Og i Sean Zatorsky har Dååth en frontmand med rigtig god kontakt til publikum, og som sørgede for, at oplevelsen kom helt ud over scenekanten. Med numre som ”Subterfuge” og ”Sharpen the Blades” imponerede Dååth alle i salen, og det var med god grund, at bandet lod sig hylde som konger til sidst. For det var en triumf. En lidt for kort en af slagsen, så man ser gerne Dååth komme tilbage som hovednavn i Dånmårk … Sørry!

8/10

Beyond Creation

Næste band på denne “Aggressive Progressive Tour” var canadiske Beyond Creation, der spiller teknisk death metal. Og igen var der noget for alle, der elsker at nørde guitar- og basspil. Det var nemlig en opvisning i vilde pickings, tappings og vibratoer! 

Sådan en omgang virtuositet kræver, at der er god lyd på spillestedet. Men der overraskede Pumpehuset med en rigtig fin lydoplevelse, der lod alle detaljer træde frem i bandets mere proggede elementer, med en hel del guitarsoli og en meget fremtrædende båndløs jazzbas. Det kunne især nydes på ”Coexistence” fra The Aura og ”Earthborn Evolution” fra albummet af samme navn.

Beyond Creation gav den alt, hvad den kunne trække, og trommeslageren, Philippe Boucher, fik slidt trommestikkerne op og kastede dem derefter ud til det begejstrede publikum. Men hvad Beyond Creation havde i musikalsk energi og teknisk uovertruffenhed, manglede de i numre, der greb og groovede. Det blev derfor en alt for statisk live-oplevelse, hvor ekvilibrismen tog over, og numrene fremstod lige lovlige lange i spyttet.

Modsat Dååth kom Beyond Creation aldrig rigtigt ud over scenekanten.

6/10

Cynic

Det sidste band inden hovednavnet var Cynic, som har været i landet flere gange før. Faktisk er det ikke mere end et år siden, de sidst besøgte Pumpehuset. Her var de hovednavnet sammen med Obscura. Om Cynic var trætte af at være blevet henvist til opvarmer-tjansen, eller det kun var frontmanden, Paul Masvidal, der havde interesse i at holde bandet i live, så han kunne sælge sine smykker i merch, var en gåde efter koncerten denne aften. For det var virkelig en omgang søvndyssende prog metal, vi blev præsenteret for.

Paul Masvidal hoppede lidt rundt, mens resten af bandet stod som støtter og lignede nogle, der talte takter inde i sig selv. Cynic er en udfordrende mundfuld, hvis stil er blevet beskrevet som ’metal, der møder new age og fusionsjazz’. Og denne musikform blev da også modtaget af et stille publikum, der nikkede anerkendende og klappede forsigtigt efter hvert nummer. 

Imellem numrene spurgte Paul Masvidal vist nok, om Christiania stadig eksisterede, men det var enormt svært at høre, for der var så meget rumklang på hans lyd, at det var virkelig svært at forstå, hvad han sagde. Derfor var det også umuligt for publikum at respondere på hans spørgsmål, men det stoppede ham ikke fra at blive ved med at tale for døve øren, og det hele blev ufrivilligt komisk til sidst. 

Grunden til at Cynic var med som opvarmning på denne turné, var svær at få øje på. Eller høre. For de var virkelig ikke gode til at gejle publikum op til aftenens hovednavn. Musikken fungerer måske fint hjemme på anlægget eller på streaming, men det her var nok det kedeligste forspil, man længe har oplevet på en dansk livescene.

3/10

Rivers of Nihil

Op, Lille Hans!

Bunden var nærmest røget ud af denne koncertaften, og man var virkelig ærgerlig over at være blevet gjort så træt, inden Rivers of Nihil skulle indtage kransalens scene. Heldigvis vækkede Rivers of Nihil alt og alle med en virkelig velspillet koncert, der gjorde rigtig god reklame for bandets musikalske udtryk – og deres kommende album. 

Følsomt, brutalt og helt i top

Rivers of Nihil gik lige på og hårdt med ”The Sub-Orbital Blues” – en opkvikkende åbner fra deres nye album. De var desuden omgivet af lysrør, der udsendte masser af farver og flimmer, der fik den sidste søvn ud af ens øjne. 

Herefter tog bandet os alle med på en veloplagt tur rundt i gamle og nye numre, hvor Adam Biggs stod for bas og growl, mens Andy Thomas tog sig af guitar, kor og clean-vokal. Dette er en forholdsvis ny kombination, men det fungerede ret tilfredsstillende live. Og så kan man ikke komme uden om bandets brug af saxofon. For nogle kan det virke cheesy, for andre giver det varme mindelser om 80’erne. Men onsdag aften blev saxofonisten, Patrick Corona, flettet naturligt ind i bandets lydunivers. Han leverede en solid og sikker sax uden nogen former for mislyde, og han løftede koncertoplevelsen gevaldigt op. 

Blandt aftenens højdepunkter skal ”A Home” og ”Death is Real” fra Where Owls Know My Name, der udkom i 2018, nævnes. Og så var der ”House of Light”, der kandiderer til at blive årets store metalhit i 2025, og det lover godt i forhold til det nye album, der udkommer i slutningen af maj. Men koncerten samlede sig fuldstændig på ”Episode” og ”Where Owls Know My Name”, for her gik alt op i en højere enhed. Det lykkedes nemlig bandet at balancere smukt mellem det fine og følsomme, det hårde og brutale. Både udtryk, musik og lyd var i sync og helt i top. 

8/10