Vi har gået og ventet på det længe. Genforeningsturné, et nyt album, eller bare livstegn fra Raunchy. Vi har fået det nye album i sensommeren og nu også liveoptræden efter mange år ude af rampelyset. Er det en livskraftig Lazarus, der vender tilbage til livet, eller bliver det en mølædt, slidt sag, der står op for at tjene en skilling mere på gamle dages nostalgi? Jeg håbede på det første og havde en tro på, at Raunchys energi ville smitte af på The Vision Ablaze.
The Vision Ablaze
Opvarmning med egen agenda?
Det er ikke hver gang, et opvarmningsband formår at skabe reel forventning, før hovednavnet går på, men The Vision Ablaze havde på denne torsdag på Stengade repertoiret og forhåbentlig selvtilliden til det. Det københavnske band har gennem årene forfinet sin blanding af melodisk metalcore, melodisk dødsmetal og moderne groove metal med klare tråde til navne som Soilwork, Killswitch Engage og The Halo Effect. De har udgivet en EP i 2025, men ellers har der været relativt stille omkring dem, siden deres andet album kom ud i 2022. En enkelt liveoptræden eller to om året er det blevet til. Debutalbummet fra 2015 Youtopia gav ellers anledning til mange forhåbninger om, at der var noget stort i vente. Jeg håbede derfor på, at også The Vision Ablaze ville benytte aftenen til mere end en opvarmning til Raunchy-comeback, men også give den så meget gas, at de selv blev katapulteret tilbage på sporet mod storhed.
Forventningerne var derfor relativt høje, da de gik på som support for Raunchy.
Melodier, tyngde og velplaceret ambition
Noget af det mest imponerende ved The Vision Ablaze er deres evne til at balancere aggression og melodi uden at falde i de fælder, som mange moderne metalcore-bands ofte snubler i. Hvor genren til tider kan blive skabelonpræget med mekaniske breakdowns og påklistrede omkvæd, arbejder The Vision Ablaze med et langt mere dynamisk udtryk. Bandets materiale emmer af den melodiske og progressive tilgang til sangskrivning. Særligt de nyere sange stod stærkt live. Guitaren lå konstant og vævede harmonier ind mellem de tungere riffs, mens rytmesektionen skabte et massivt fundament uden at drukne detaljerne.
Forsanger, Tim Nederveen, fyldte scenen godt ud. Hans skift mellem hårde vokaler og mere melodiske passager gav numrene liv, og han havde en naturlig kontakt til publikum, der virkede langt mere afslappet end mange bands i samme stil. Der var ingen overdreven attitude, blot et band, der lod musikken tale. Især de mere følelsesladede passager fungerede overbevisende. Her blev det tydeligt, hvorfor bandet ofte fremhæves for at kombinere teknisk kunnen med et stærkt melodisk fokus. Flere af omkvædene havde umiddelbar gennemslagskraft, mens de progressive mellemstykker gav plads til både stemning og variation.
Lydmæssigt slap de også godt fra opgaven. Stengade var sat godt op til metal. Meget god og tung bund i stortrommerne og bassen. Guitaren hos The Vision Ablaze, og senere guitarerne hos Raunchy, fremstod veldefineret, og de mange lag i arrangementerne gik klart igennem. Resultatet blev en koncert, der både tilfredsstillede dem, der kom for de tunge riffs, og dem, der foretrækker melodier med substans.
Visionen lever
The Vision Ablaze leverede præcis den slags opvarmningskoncert, man håber på, men sjældent oplever. De spillede ikke som et band, der ventede på hovednavnet. De spillede som et band, der mente, de selv havde en sag at fremføre.
Det mest bemærkelsesværdige var ikke nødvendigvis de enkelte numre, men den samlede pakke. Sammenspillet, sangskrivningen og den professionelle sceneoptræden pegede alt sammen i retning af et band, der har fundet sin identitet. Kombinationen af melodisk metalcore, moderne melodisk dødsmetal og progressive elementer giver dem et udtryk, som føles bekendt uden at virke afledt.
Raunchy leverede senere aftenens hovedret, men The Vision Ablaze sørgede for, at publikum allerede var mætte af kvalitetsmetal, inden første hovednavnsriff ramte salen. Den tilbagelænede og rolige stil fik måske ikke ligefrem publikum op i gear, selvom der blev opfordret til pit og wall of death. Jeg kan have min tvivl, om ret mange kendte bandet, og det halvtamme publikum er nok min største anke mod en god optræden. Men hvis målet var at vise, at de fortjener en plads højere oppe på plakaten i fremtiden, så lykkedes missionen efter min mening.
Sætliste:
- Forever Haunted
- Violent Path
- Embers
- Star Born
- Subversion
- Icarus
- Street Spirit
- Water
Raunchy
Tilbage fra dvalen
Der hvilede en særlig forventning over Raunchys koncert på Stengade. Ikke blot fordi det var bandets første headliner-show i København i årevis, men fordi det markerede et nyt kapitel for et af dansk metals mest egenrådige navne. Efter mere end et årtis albummæssig tavshed vendte gruppen tilbage med Prisoner, deres første studiealbum siden 2014, og samtidig en genforening med pladeselskabet Mighty Music, hvor det hele startede. Bandet har selv beskrevet albummet som et produkt af en lang og kompromisløs skriveproces. Det ville blive spændende, om anstrengelserne var det hele værd, når det skulle omsættes til livemusik og ud over scenekanten.
Maskiner, melodier og massive omkvæd
At dømme efter publikums reaktion havde savnet været gevaldigt. Stengade var pakket af trofaste fans, nysgerrige gengangere og yngre lyttere, der aldrig tidligere havde haft mulighed for at opleve Raunchy live. Hele aftenen føltes som en påmindelse om, hvorfor bandet gennem årene har haft en næsten kultagtig status på den danske metalscene.
Raunchys styrke har altid været evnen til at få tilsyneladende modsætninger til at fungere sammen. De industrielle keyboardflader, de mekaniske grooves og de dødsmetalliske udbrud bliver konstant holdt i skak af melodiske korstykker og fængende hooks. Live lød den formel mere overbevisende end længe.
Fra første anslag blev det klart, at Runchy ikke var kommet for at lave et nostalgisk reunion-show. De nye sange blev placeret centralt i sættet og stod bemærkelsesværdigt stærkt side om side med ældre favoritter. Især "Designed Despair" fungerede fremragende på scenen. Nummerets vekslen mellem aggressiv tyngde og storladen melodi skabte præcis den dynamik, som Raunchy altid har været bedst til. Sangen fremstår på albummet som et stærkt comebackstatement, men live fik den ekstra pondus gennem publikums syngen med og den markante dobbeltvokal. Jeppe på keyboard og den ‘rene’ vokal havde i det hele taget den aften virkelig god lyd og tilstedeværelse.
De ældre numre leverede naturligvis de største reaktioner. Materiale fra Confusion Bay og Death Pop Romance udløste både fællessang og forsigtige moshpits på det kompakte gulv foran scenen. Særligt de klassiske riffs viste, hvor tidløst Raunchys særpræg egentlig er. Hvor mange af samtidens metalcore-navne er blevet fanget i deres egen æra, virker Raunchys blanding af Fear Factory-inspireret maskineri, elektronik og poppet sans stadig overraskende relevant.
Musikalsk var bandet velspillende. Guitarerne stod knivskarpt i lydbilledet, mens keyboards og samples var høje nok til at bevare den karakteristiske futuristiske dimension uden at drukne resten af bandet. Mike Semenskys vokal leverede både rå aggression og melodisk overskud, og samspillet med Jeppe Christensen gav flere numre en nærmest cinematisk karakter.
Inden nummeret “Watch Out” slaskede en fyr fra publikum op på scenen og krammede keyboardspilleren, og forsangeren Mike sagde, hvis jeg hørte rigtig: ‘And this is how we meet?!, hvorefter de også krammede og sang nummeret sammen. Tak til tidligere sanger Lars Vognstrup for at tilføre koncerten endnu mere nostalgi og kolorit.
Det mest imponerende var dog energien. For et band, der har været væk fra rampelyset så længe, virkede Raunchy alt andet end rustne. Tværtimod lød de som et band, der havde ventet længe på netop denne mulighed og nu havde tænkt sig at få det maksimale ud af den.
Raunchy på den ikke så raunchy måde
Slibrig, beskidt, vulgært eller snavset bliver det aldrig, men Raunchy er det sgu alligevel. De er tilbage!
Koncerter efter lange pauser kan være risikable. Nostalgi kan ikke alene bære en hel aften, og nye sange skal bevise deres værdi foran et publikum, der ofte helst vil høre fortiden. Raunchy undgik begge fælder.
Koncerten på Stengade demonstrerede, at Prisoner ikke blot er et forsøg på at genoplive et gammelt navn, men fundamentet for en ny fase i bandets karriere. De nye numre passede naturligt ind mellem klassikerne, og flere af dem har potentiale til at blive faste livefavoritter. Samtidig bevarede bandet hele den identitet, der gjorde dem interessante i første omgang. De industrielle lag, de store melodier og evnen til at balancere mellem ekstrem metal og moderne hooks. Fem fede kvarter på Stengade blev det til på en kold torsdag aften.
Sætliste
- Remembrance
- Ngnt Prty
- Join The Scene
- The Bash
- Darkest Self
- Watch Out
- Blueprints For Lost Sounds
- Digital Dreamer
- Designed Despair
- Frameworker
- Dim The Lights And Run
- This Legend Forever
- Warriors
- Phantoms
- Eyes of a Storm
Hvis denne koncert skal ses som en indikation på, hvad der venter i de kommende år, ser fremtiden overraskende lys ud for Raunchy. Det føltes ikke som afslutningen på en historie. Det føltes som begyndelsen på et nyt kapitel. Og det er måske den største succes, et comeback kan opnå. Det samme kan faktisk siges om The Vision Ablaze. Publikum var der måske for at se Raunchy genopstå, men jeg vil også følge nysgerrigt med på udviklingen hos The Vision Ablaze, der stadig har potentiale til mere.