Så var tiden kommet for det for længst udsolgte koncertbrag med Rammstein i Forum.
Ventetiden i Forum blev fordrevet med det forventeligt elendige opvarmningsband der leverede et sandt technohelvede. Det var spild af tid og ørenlyd, og kunne sagtens have været undværet.
På slaget 21 gik de storladne tyskere på scenen. Man er tidligere blevet forvænt med et sceneshow udover det sædvanlige, og igen i aften skulle Rammstein vise at de på det punkt er absolutte mestrer på verdensscenen.
Rammstein er på tour med deres seneste album "Liebe ist für alle da" der heldigvis er klasser over deres seneste udgivelse "Rosenrot", men nok ikke helt på niveau med de bedste albums "Mutter", "Reise Reise" og "Sehnsucht".
Som det nu kan forventes når et band er på tourné for at promovere et nyt album fik vi rig lejlighed til at lytte til sangene fra "Liebe ist für alle da", og de tre åbningsnumre var da også fra albummet. Der blev åbnet med at bandmedlemmerne trådte ud af det sorte forhæng til nummeret "Rammlied", der må have afløst det gamle nummer "Rammstein", som ellers tidligere blev brugt som en slags hymne til bandet. Derefter gik man videre til nummeret B*******, hvor forsanger Till Lindemann virkelig leger med det dybe i sin vokal, og til tider kaster sig ud i growl. Et meget energisk nummer, men det virkede som om publikum ikke helt kendte de nye numre. Bedre gik det dog med jagthyldesten "Waidmanns Heil". Et suverænt nummer som er en af mine personlige favoritter fra det nye album.
Publikum kom mere op på stikkerne, da det var tid til "Keine Lust". Efter det andet nummer havde forsanger Till Lindemann oplyst at den sædvanlige keyboardspiller "Flake" desværre lå på hospitalet og ikke var med. Det lod sig desværre mærke til nummeret "Weisses Fleisch" hvor Flake plejer at levere en særdeles populær dans. Stand-in for Flake skulle være hedengangne Knorkators keyboardspiller, men jeg må indrømme jeg ikke fik fat i navnet på vedkommende, og min placering helt nede ved lydtårnet gjorde det umuligt at genkende ham.
Han slap fornuftigt fra sin præstation, men var naturligvis ikke på nogen måde lige så karismatisk som Flake. Herefter var det tid til at få varmen med Feuer Frei, hvor der blev sat gang i pyros showet.
Nu var det tid for nye numre igen. Det blev til den kontroversielle Wiener Blut, hvor der synges om østrigske Josef Fritzl. Kulissen var babydukker der hang ned fra loftet med grønt laserlys. Til slut eksploderede babydukkerne på stribe. Nummeret virker dog lidt svagt, og det virkede som om det var nødvendigt med et kontroversielt sceneshow for at tygge sig igennem lige netop det nummer. Derefter var det tid til det stille nummer "Frühling in Paris" hvor Till Lindemann viser han kan andet end blot at brøle. Her var der også smukt sceneshow. Tre blæsere der mindede om flymotorer, og masser af rødt scenelys, og til sidst røg show, der af blæserne fik røgen til at søge ud mod publikum som en spiralformet røgsky. Ganske smukt, og noget der skal ses.
Herefter kom tempoet lidt i vejret igen, med titelnummeret Liebe ist für alle da, inden nummeret "Benzin" atter sendte flammer udover Forums 10.000 publikummer. Så blev det tid til strækmarchklassikeren Links 2, 3, 4. Herefter var det meningen at Ich Tu Dir Weh skulle være spillet. Men nummeret er blevet forbudt i Tyskland, og Rammstein havde tilsyneladende ikke opdaget de havde passeret grænsen til Danmark. Årsagen til forbuddet skal ses i at der synges om beskadigelse af en mands lem med pigtråd. Bandet selv har undret sig dybt over dette forbud. I stedet fik vi lov at nyde det gamle nummer "Asche zu Asche", hvor Till blev hejst langt op, og ud af en mælkejunge smed en masse fyrværkeri.
Herefter var det tid til fællessang. Du Hast fik folk med helt ned på siddepladserne og de bagerste rækker. Så var det tid til det nyeste kommercielle hit "Pussy". Det blev (selvfølgelig) afsluttet med at en kæmpe penis-attrap pustede sæbebobler udover de forreste publikummer, og til sidst røg der sædkonfetti udover hele salen.
Så var det tid til solopgang. Sonne viser hvor simpelt det kan gøres. En simpel tekst, monoton høj musik og folk skråler og gestikulerer med.
Koncerten lakkede mod afslutningen. Det glædede en gammel fan som mig, at der igen var plads til gummibåden, som enten Flake eller bassisten crowdsurfer udover publikum i. Denne gang var det Paul (guitar) der fik lov til nummeret Haifisch. Tidligere har det været til nummeret Seemann, men dette stærke nummer måtte vi desværre undvære i dag.
Til slut blev det tid til endnu et stærkt nummer, nemlig Ich Will, inden der smukt blev sluttet af med "Engel", hvor Till Lindemann var iført store englevinger, der naturligvis var sat ild i. Han sluttede med at slå vingerne sammen, og gå ned af trappen til "helvede".
Alt i alt leverede Rammstein den vare man forventede, med baggrund i de store præstationer de har leveret tidligere til indendørs koncerter på dansk grund. Dog var der et par enkelte numre fra det nye album, der ikke helt holder niveau, og fraværet af Flake, gav også lidt manglende karisma på scenen. Ærgeligt var det også at settet var 2 numre færre end tidligere på touren, så det blev "kun" til 1 time og 40 minutter i selskab med Rammstein. De har trods alt så mange gode numre at de sagtens ville kunne spille i 2-3 timer, men helbredet sætter nok begrænsningerne.
Flake er forhåbentligt også tilbage til sommer, hvor Rammstein igen besøger Danmark udendørs. Denne gang på Amager og i Skive hhv. 2. og 3. juni, så her er grundstenen lagt til to nye koncertbrag.
Kommentarer (1)
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
God anmeldelse, og helt enig
God anmeldelse, og helt enig-synes også de kunne have undværet mindst et par numre fra den nye, og spillet noget mere Sehnsucht materialle. Synes også vokalen var lige lovlig høj, men i det store og hele endnu en vellykket Rammstein oplevelse.