Pretty Maids og Switchblade

Amager Bio, København S

Siden drengenes sidste udspil "Planet Panic" fra 2002, har der været umådeligt stille omkring Pretty Maids. Ja, faktisk så meget, at jeg havde dem mistænkt for at have drejet nøglen om. Så slemt gik det heldigvis ikke, og i ugerne op til denne koncert smed skønjomfruerne så det ganske glimrende album, "Wake Up To The Real World", på gaden. Nogle solide lyt på den gjorde det heldigvis hurtigt klart, at al tvivl godt kunne blive gjort til skamme. Alt var nemlig stort set som det plejer og skal være med Pretty Maids, på nær lige det at bandet nu har fået en ny trommeslager i Allan Tschicaja. Bandets første egentlige udskiftning i godt og vel 15 år – i sig selv ganske imponerende. Som opvarmning fik vi ’fornøjelsen’ af hele to navne, nemlig SlingShotSuck og Switchblade, men ingen af disse nåede rigtig at fange min opmærksomhed specielt positivt, og et kig ud i salen vidnede da også helt klart om hvem der var aftenens absolutte hovednavn. Selv havde jeg da også fundet det mere passende at Fate skulle på programmet som support, men så havde jeg måske bare styrtet om i ren ekstase. Da Pretty Maids langt om længe entrede scenen, var den gamle biograf pænt fyldt, og til tonerne af "Back To Back" kunne festen således skydes i gang. Fest er i øvrigt et meget passende begreb at benytte, når vi snakker Pretty Maids, og af de efterhånden mange koncerter jeg har oplevet med dem, har de alle været af virkelig høj klasse (måske lige på nær deres sidste gig i Pumpehuset 2002?), og dette var ingen undtagelse. Det er virkeligt fedt at se dem tilbage igen, og som man stod der midt i salen/festen og teede sig, fandt man ud af hvor meget man egentlig har savnet dem. Ronnie Atkins er stadig en af de allerbedste sangere herhjemme, måske stadig vores bedste rocksanger, og Ken Hammer er jo en sand riffmaster der laver solide sager så store, at de klart matcher hans korpus. Med et efterhånden enormt bagkatalog i lommen, vil der altid være numre man godt kunne ønske sig i setlisten, men heldigvis har Pretty Maids stadig til gode at udgive bare ét dårligt album. Dermed ikke sagt af alle deres numre er klassikere, men deres albums holder altid en høj standard, så uanset hvordan de strikkede deres setliste sammen, tror jeg sgu jeg ville være tilfreds. Oven på sådan en vellykket koncert, håber jeg da ikke jeg skal vente fire år på den næste Pretty Maids koncert, men måske der lurer nogle festivals jobs, ikke så fandens langt ude i fremtiden...

Kommentarer (2)

Ole Bach

Indlæg: 236

Så sandt så sandt kære fyrste

Så sandt så sandt kære fyrste det var en kanon koncert, godt håndværk som altid fra Pretty Maids og ved nærmere omtanke skål på det.

Fyrsten

Tidligere anmelder

Indlæg: 181

Og nu skal vi jo så se dem

Og nu skal vi jo så se dem igen på Sweden Rock, det blir konge til sommer. Går ud fra du er frisk på en runde til ? :-)