En schweizer havde en bondegård …

The Secret Cow Level var engang et sagnomspundet element i spillet Diablo. Først var det slet og ret en myte. Udvikleren Blizzard kunne dog ikke stå for den furore, vandrehistorien havde skabt, og inkorporerede til syvende og sidst en krævende bane i Diablo II, hvor fjenderne var arrige køer fra helvede. Men hvad har det med noget at gøre? Jo, der var engang, før vi alle gik rundt med internettet i lommen, at man i vid udstrækning shoppede musik efter, hvordan coveret på en CD så ud. Lykken – især for metalfolket – var gjort, hvis musikken lød, som forsiden på albummet så ud. En vellykket visuel varedeklaration så at sige. Med de minder liggende i baghovedet havde jeg, da jeg så coveret til Generation X fra schweiziske Powerhill, en klar forventning om, at nu skulle jeg lytte til The Secret Cow Level på steroider toppet med Mini-Muh. Men ak, hvor blev de forventninger skudt sønder og sammen.

… og der var ‘muh-muh’ der …

Schweiz er kendt for mange ting, herunder chokolade, urværk og ost. Selvom de fleste nok ikke vil forbinde det centraleuropæiske land med musik af den metalliske slags, så har bjergene været vugge for flere grupperinger af høj lødighed. Powerhill bevæger sig nu også ned fra alperne, og med sig har de folkemusik fra helvede. Dog et ret ufarligt helvede. Titelnummeret “Generation X” lægger hæderligt fra start drevet af et fuldfedt guitarriff, der ganske rigtigt lyder som noget, der kunne være skrevet, dengang generation X tumlede rundt hjemme hos mor og far. Det står dog relativt hurtigt klart, at dette bud på farm metal ikke skal tages alt for seriøst, heller ikke af bandet selv. Mængden af tåkrummende lignelser om køer og livet på landet er lige så imponerende, som den indgyder til hovedrysten. Allerede tidligt i gennemlytningen udfordrede ”Bonfire” således mit temperament. Ja, det er en sang om lejrbålshygge. Ironien i teksten er omtrent lige så tyk som de cervelatpølser, Veronica Torres synger om at grille, men bare fordi man er sig sin platte humor bevidst, medfører det ikke nødvendigvis anerkendende latter hos modtageren.

Guitarist “Cep” formår faktisk at få smidt nogle ganske hæderlige riffs af sted. Hør bare “Fat Side” eller “Mad Cow City”, som begge uden problemer kunne stå skulder ved skulder med nogle af jukeboksens faste rocktravere uden at tage sig dårligt ud. Desværre er de ingenlunde mindeværdige, og på egen hånd kan de ikke redde foretagendet. En kokasse med glimmer på er i sidste ende dog en kokasse. Inden pladen løber ud med en omgang rædselsfuld medley fra øvelokalet på “Rehearsal Barn”, minder Powerhill os om, hvem de er, på det eponyme “Powerhill”, der bedst kan beskrives som en hymne blottet for patos. Ifølge en skrøne, der er markedsført til døde, har japanerne for vane at spille klassisk musik for Tajima-kvæget. En praksis, der sammen med et utal andre foranstaltninger skal fremkalde sindsro hos kvæget og derved højne kødets kvalitet, så det i sidste ende kan klassificeres som kobekød. Lad os ikke håbe, schweizerne lader sig inspirere til at spille Powerhill for deres køer, for den kogalskab, det unægteligt medfører, vil blive katastrofal for mælkeproduktionen til det schweiziske chokoladehåndværk. Jeg tror simpelthen ikke, at Creutzfeldt-Jakob-chokolade opnår samme hype som Dubai-chokolade.

… Allevegne ‘muh’

Det kan bestemt være forfriskende, når artister ikke tager sig selv, deres genre eller deres virke for seriøst. Det gør Powerhill så sandelig heller ikke, men der er en grænse for, hvor det bevidst platte fungerer eller falder fra hinanden, og Powerhill befinder sig oftest på den forkerte side af den grænse. Indledningsvis kan man godt smile af de intentionelt tåkrummende eskapader, men i længden sættes tålmodigheden på prøve, og der er ingen belønning for at holde ud. Tre kokranier herfra.