Rågenat? Råbenat?! Hvad fanden …?

Hvad fanden er en ’rauhnåcht?’ Hvordan kan det være, jeg aldrig før har anmeldt et band med et å i sit navn, og hvorfor er alpe-black generelt så utroligt morsomt? Ja, der var da en del spørgsmål, der dukkede op, da jeg første gang læste op på Stefan Traunmüllers band her – jeg lærte da også, at der findes en anden Stefan Traunmüller, som så ganske vist er en meget berømt MMA-fighter. Jeg betvivler dog, at de er en og samme person, så måske det navn bare er den østrigske pendant til Jens Hansen. Uanset hvad så har jeg før erfaret, at alpe-black er lige mig, og når nu det så endda også er et band, der er under Antiq Records’ vinger, jamen så må det her da være et mesterværk, oder was?

Røde alpetråde og finurlig harmonika

Rauhnåcht – eller Rauhnacht, som det egentlig staves, men den kære Traunmüller mente, å’et matchede den bayerske udtale bedre – er en oldgammel germansk og gælisk tradition, der ligger lige mellem jul og nytår. Ifølge folkloren har ånder og overjordiske væsner fri adgang til vores verden disse dage – og albummets titel er også en klar reference til især dette. Ergo minder det jo en del om eksempelvis allehelgensaften og tilsvarende traditioner. I løbet af de 12 dage, som Rauhnächte varer, skal man gøre alverdens ting, men primært brænde røgelse og diverse urter.

Med sådan et navn, ja, så kan man nok hurtigt regne ud, at Rauhnåcht spiller klassisk tysk pagan-black, med alt hvad det indebærer: lange atmosfæriske, æteriske guitarpassager, forpint troldevokal, diverse folkeinstrumenters indspark, men også legesyge guitarmelodier og skæve trommetakter. Ergo er det da også ganske nemt at trække tråde til bands som Ungfell og Gráb, men det ville også være helt på det rette, hvis musikken ledte ens tanker henimod eksempelvis Isstap, Bilwis og Grima. Tag nu den skønne, og ekstremt melankolske, harmonikapassage i ”Das Mark des Lebens”, og fortæl mig, at det ikke minder om noget fra Rotten Garden.

Desværre er der enkelte alpekøer på de frosne bjergsøer, eksempelvis den fænomenalt grelle tilføjelse af et midi-keyboard på ”Naturgewalten”. Meget kan man sige om den slags, men det er hverken noget, folk vil forbinde med hedenskab eller den vilde natur – nok tværtimod. Det passer slet og ret ikke ind med resten og lyder mestendels som noget, man ville forvente at høre i et David Lynch-projekt. Generelt er det, som om de seks numre udgør tre akter med to numre i hver – og hver akt trækker inspiration fra forskellige steder. De to sidste numre er betydeligt tættere på 1990’ernes Norge, og især mindes jeg om Burzum, Mayhem og tidlig Dimmu Borgir. Det er ikke, fordi musikken bliver decideret dårlig henimod slutningen af Zwischenwelten, men det er slet ikke på niveau med de fire første numre – desværre. Men point for både ide og forsøg.

Viel Spaß!

Zwischenwelten er en fin omgang, ingen tvivl om det. Men det er, som om det ikke helt tør gå fuldstændig pagan-tosset. Der bliver stadig holdt på formerne, og morskab er ikke helt så velkomment her, som det er hos andre alpin-black-bands – hvilket er en skam, for der er glimtvise momenter, hvor Traunmüller smider hæmningerne og kaster sig totalt ud i en kaotisk omgang, hvor der både er skønsang, bjælder og harmonika, og det er afgjort der, hvor albummet fungerer allerbedst. Så mere gak og løjer til næste gang, viel Spaß og alt det!