That blue feeling
Azure Emote har siden dannelsen i 2003 i høj grad fungeret som følelsesmæssig og musikalsk eskapisme for grundlægger Mike Hrubovcak. Bandet har overvejende beskæftiget sig med eksistentielle begreber, som de har ladet forgrene ud i forskellige tematikker og konceptualiseret på deres albummer. Tidligere har det spirituelle og astronomiske optaget bandet, og på fjerde album i fuld længde, Cryptic Aura, står det okkulte og infernalske for skud. Mit tidligere bekendtskab med Azure Emote har været præget af panderynken over det sammensurium, som instrumenterne undertiden er blevet most ind i, og som har resulteret i en – for mig – rodet oplevelse. Det er altså ikke uden forbehold, at jeg ifører mig denne kryptiske aura.
Soundtracket til helvedes flammer
“Into Abysmal Oblivion” starter nådesløst med en maskingeværsalve fra trommerne med guitaren som andenskytte, og Hrubovcaks røst hilser os som en forvrænget Vergil velkommen til dette inferno. Scenen er sat: Vi skal ned i tungsindets afgrundsdyb, og det er tilmed et flammende et af slagsen. Men i ethvert kaotisk opbrud kan der være plads til øjeblikke med længselsfuldt klarsyn, og det formår Peter Johansens violin at manifestere. Overordnet står strygeren særdeles godt til kompositionerne, hvilket især er tydeligt på numre som “Defiance Infernus”, hvor den melankolske føring af instrumentet komplementerer det infernalske spektakel. Et andet iørefaldende eksempel er på “Aeons Adrift”, hvor instrumentets smukke lamentation står i stærk kontrast til de sønderlemmende trommer og flænsende guitarer.
Og apropos trommer.
Mike Hellers håndtering af disse er intet mindre end imponerende. Hans tekniske formåen kombineret med en respektindgydende stamina tjener mere end blot at holde styr på tid og takt for de andre musikere, og for mange af numrene bliver trommerne ligefrem det centrale element. På “Disease Of The Soul” og “Feast Of Leeches” udstilles hans talent især, og skiftene fra hæsblæsende drivkraft til underliggende ghost notes, der danner kulisse for leadinstrumenterne, føles lige dele organisk og veltilrettelagt. I det store og hele er Cryptic Aura langt mere rå og klassisk teknisk dødsmetallisk i sit udtryk end tidligere værker, hvor de avantgardistiske elementer truede med at få musikkens fremdrift til at slå knuder på sig selv. Det betyder dog ikke, at Azure Emote har lagt ambitionerne på hylden. Det er snarere, som om man har sat sig den opgave, hvor langt man gang på gang kan spænde den musikalske elastik, for derefter at vende tilbage til den tunge kerne, uden at få et smæld over fingrene.
Cryptic Aura er lavet for at skulle lyde ildevarslende og stor, og det gør den sandt for dyden også. Måske endda lidt for stor. Selvom de musikalske finesser er mange og mestendels velanlagte, så står de i ny og næ og nærmest vælter over hinanden. Det resulterer i en kamp om opmærksomheden, hvor de musikalske momenter passerer, uden at de registreres i opmærksomheden. De førnævnte ellers så fantastiske trommer er desværre genstand for flere af disse øjeblikke, når Heller læner sig lidt for meget over i kraft og pondus på bekostning af snilde og legesyge. “Writhing Lunacy” ødelægger desværre pladens afslutning. Rent kreativt har der sikkert været gode intentioner bag denne kakofoni af kvaler og smertensskrig, men i sidste ende er det bare som at se Exorcisten med lukkede øjne, og det er et irriterende spild af pladens sidste tre minutter.
En teknisk tour de force
Den musikalske retning, Azure Emote bevæger sig i, klæder dem. Sammenlignes der med tidligere værker som The Third Perspective, indtager det avantgardistiske – ja, endda decideret aparte – en mindre rolle, og den mere rendyrkede tekniske dødsmetal tager føringen. Nok er der passager på albummet, hvor hørelse og opfattelse står overfor at lide overlast, men det samlede resultat er et ganske overbevisende værk, hvor melankoli og fandenivoldskhed går hånd i hånd.
